Mødedato: 17.03.2004, kl. 15:30

Praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet på lokalcentrene Ydre Nørre-bro, Brønshøj-Husum og Sundby Nord (Bilag)

Praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet på lokalcentrene Ydre Nørre-bro, Brønshøj-Husum og Sundby Nord (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. marts 2004

 

10. Praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet på lokalcentrene Ydre Nørre-bro, Brønshøj-Husum og Sundby Nord (Bilag)

FAU 149/2004 J.nr. 149/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget anmoder Den Sociale Ankestyrelse om at foretage en praksisundersøgelse i lokalcentrene Ydre Nørrebro, Brønshøj-Husum og Sunby Nord

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget anmoder Økonomiudvalget om at finansieringen sker via overførsel fra 2003 til 2004 på administrationsområdet (funktion 6.51)

RESUME

På mødet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 4. februar 2004 behandlede Udvalget Forvaltningens orientering om undersøgelserne af lægekonsulentens arbejde i Lokalcentret Ydre Nørrebro. Forvaltningen havde indstillet, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tog orienteringen til efterretning, men Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede følgende:

"I forlængelse af den af forvaltningen foretagne undersøgelse foretages en uvildig uddybende kvalitativ undersøgelse af den lægefaglige og socialfaglige sagsbehandling på Ydre Nørrebro. Undersøgelsen skal baseres på et tilfældigt udsnit af sager.

Forvaltningen skal angive finansieringen indenfor det eksisterende budget samt komme med et oplæg til undersøgelsen indenfor 1 måned."

Det er Forvaltningens vurdering af undersøgelsen bedst kan foretages af Den Sociale Ankestyrelse begrundet i,

  • at Ankestyrelsen efter Retssikkerhedsloven er højeste administrative klagemyndighed
  • at Ankestyrelsen efter Retssikkerhedsloven har pligt til på landsplan at koordinere at afgørelser som efter lovgivningen kan påklages til det administrative rekurssystem træffes i overensstemmelse med lovgivningen
  • at Ankestyrelsen besidder den fornødne socialfaglige og lægefaglige ekspertise
  • at Ankestyrelsens uvildighed ikke kan bestrides
  • at Ankestyrelsen via sin praksiskoordinering har erfaring med undersøgelser, som har et sammenligneligt indhold med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets krav til den kvalitative undersøgelse.

Forvaltningen har alternativt overvejet om undersøgelsen kan foretages af Kommunens egen revision, et privat konsulentfirma, Social- eller Beskæftigelsesministeriet, Det Sociale Nævn eller under forsæde af en dommer ("dommerundersøgelse"), men har vurderet, at Den Sociale Ankestyrelse er bedst egnet.

Forvaltningen har kontaktet Ankestyrelsen, der har tilbudt at foretage en benchmarkingundersøgelse af sagsbehandlingen omfattende flere lokalcentre i form af en praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet på 3 lokalcentre omfattende i alt 90 sager.

En praksisundersøgelse er en kvalitetssikring af afgørelser med henblik på at vurdere korrektheden af underinstansens afgørelser for at sikre ensartethed og ligebehandling på landsplan.

I kvalitetssikringen indgår:

  • Materiel vurdering (af afgørelsernes indhold)
  • Formalitetsvurdering (af væsentlige sagsbehandlingsregler)
  • Vejledning og opfølgning.

Undersøgelsen vil omfatte en samlet vurdering af sagerne efter

  • en gennemgang af forvaltningsmæssige og retssikkerhedsmæssige regler
  • anvendelsen af lægekonsulentens bedømmelse i forbindelse med sagens afgørelse
  • en benchmarking af de 3 centres praksis for tilkendelse med henblik på, om praksis er i overensstemmelse med lovgivningen på førtidspensionsområdet.

Det er Forvaltningens opfattelse, at en praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet foretaget af Ankestyrelsen samlet set bedst muligt vil opfylde kravene til en uvildig kvalitativ socialfaglig og lægefaglig undersøgelse af tilfældigt udvalgte sager.

SAGSBESKRIVELSE

På mødet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 4. februar 2004 behandlede Udvalget Forvaltningens orientering om undersøgelserne af lægekonsulentens arbejde i Lokalcentret Ydre Nørrebro. Forvaltningen havde indstillet, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tog orienteringen til efterretning, men Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede følgende:

"I forlængelse af den af forvaltningen foretagne undersøgelse foretages en uvildig uddybende kvalitativ undersøgelse af den lægefaglige og socialfaglige sagsbehandling på Ydre Nørrebro. Undersøgelsen skal baseres på et tilfældigt udsnit af sager.

Forvaltningen skal angive finansieringen indenfor det eksisterende budget samt komme med et oplæg til undersøgelsen indenfor 1 måned."

Lægekonsulenten vil først og fremmest have udtalt sig i sager om førtidspension, men kan også have udtalt sig i andre sager som f. eks. sygedagpenge, revalidering, fleksjob og, kontanthjælpssager. Forvaltningen foreslår, at den kvalitative undersøgelse omfatter sager om førtidspension og i den sammenhæng sager om sygedagpenge, fleksjob og revalidering som ofte indgår tidligere i sagsforløbet.

Socialministeriets seneste vejledning om lægekonsulentens arbejde er skrivelse af den 21. marts 2003 med orientering om lægekonsulentens rolle i sager om førtidspension (bilag). For at sikre dels aktualiteten i undersøgelsen og dels at denne kan anvendes fremadrettet som et redskab i Forvaltningens løbende socialfaglige kvalitetsudvikling foreslås det, at de sager som undersøges, såvidt det er muligt, ligger efter den 21. marts 2003.

Efter Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Retssikkerhedsloven) er Den Sociale Ankestyrelse højeste administrative klagemyndighed på det sociale område.

Jf. Retssikkerhedslovens § 76 (bilag) har Ankestyrelsen "pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen." og jf. stk. 2, nr. 1 "…..vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og 2) følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis."

Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet kan i øvrigt jf. Retssikkerhedslovens § 77 (bilag) anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller de sociale nævns afgørelser.

Forvaltningsretligt er kommunerne juridisk forpligtet til at følge den praksis, der udstikkes a f Ankestyrelsen primært i form af sociale meddelelser.

Ankestyrelsen har således bl. a. via sin praksiskoordinering dels den fornødne social- og lægefaglige ekspertise, som er en forudsætning for at kunne gennemføre en kvalitativ undersøgelse af heromhandlede art, og dels erfaring hermed.

Ankestyrelsen vil kun helt undtagelsesvis have behandlet konkrete sager, da Ankestyrelsen i den omhandlede type af sager kun behandler en klage, hvis denne har principiel eller generel betydning. Ankestyrelsen vil således ikke skulle undersøge sager, som man selv har været involveret i.

Forvaltningen har overvejet øvrige alternativer i forhold til udfærdigelse af undersøgelsen eksempelvis:

  • Kommunens egen revision:

Da kommunens egen revision Forvaltningen bekendt ikke besidder den fornødne lægefaglige ekspertise, vil kommunens egen revision ikke kunne foretage den kvalitative undersøgelse.

  • Et privat konsulentfirma:

Den kvalitative undersøgelse har en betydelig kompleksitet og regelfortolkninger fra et privat konsulentfirma vil rent forvaltningsmæssigt ikke være bindende for en kommune.

Et privat konsulentfirma vil endvidere være afhængig af en tæt dialog med Forvaltningen.

Det medfører efter Forvaltningens opfattelse, at et privat konsulentfirma ikke vil være velegnet til at foretage undersøgelsen.

  • Social- eller Beskæftigelsesministeriet:

Forvaltningen har også overvejet om undersøgelsen kan udføres af Social- eller Beskæftigelsesministeriet. Undersøgelsen spænder imidlertid over elementer i den sociale lovgivning, som henhører under dels Socialministeriets- og dels Beskæftigelsesministeriets resortområde (f. eks. henholdsvis førtidspension i Socialministeriet og sygedagpenge i Beskæftigelsesministeriet).

Det indebærer, at undersøgelsen efter Forvaltningens opfattelse ikke hensigtsmæssigt kan gennemføres af et af de to ministerier.

  • Det Sociale Nævn

Nævnet besidder den fornødne faglige ekspertise på de områder undersøgelsen dækker. Nævnet har imidlertid efter Retssikkerhedsloven ikke den samme status og funktion i det administrative rekurssystem, som Den Sociale Ankestyrelse. Dertil kommer at nogle af de sager, som skal undersøges formentlig har været påklaget til nævnet som 1. instans eller været genstand for nævnets praksiskoordinering, og dermed vil Nævnet i disse sager skulle undersøge sig selv.

  • Dommerundersøgelse

Forvaltningen har også overvejet om den kvalitative undersøgelse kan foretages under foresæde af en dommer.

Den Sociale Ankestyrelse har i en social meddelelse (SM P-03-00) bl. a. beskrevet domstolenes behandling af sager om førtidspension. Heraf fremgår bl. a. at "Domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension omfatter de administrative myndigheders bedømmelse af, om de nævnte betingelser er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må imidlertid ved prøvelsen tages i betragtning, at revaliderings- og pensionsnævnene, nu de sociale nævn, og Den Sociale Ankestyrelse gennem behandlingen af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås at fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension. Domstolene vil i så fald i almindelighed have fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, og der vil således normalt ikke være anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling ved de administrative myndigheder."

Dette indebærer, at Forvaltningen ikke kan anbefale at den kvalitative undersøges foretages under forsæde af en dommer.

Forvaltningen har den 3. februar 2004 tilskrevet Ankestyrelsen (bilag) og bedt om en udtalelse efter en undersøgelse af 27 tilfældigt udvalgte sager på Lokalcentret Ydre Nørrebro. Ankestyrelsen har den 10. februar 2004 (bilag) tilkendegivet, at "På det givne retsgrundlag i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan Ankestyrelsen ikke imødekomme anmodningen om den ønskede gennemgang af sager, der har karakter af en tilsynsopgave.

Såfremt Københavns Kommune ønsker foretaget en benchmarkinundersøgelse af sagsbehandlingen omfattende flere lokalcentre, deltager Ankestyrelsen gerne i et møde herom. Et sådan undersøgelse forudsættes dog aftalt med Socialministeriet."

På baggrund heraf har Forvaltningen afholdt et møde med Ankestyrelsen den 17. februar 2004, og drøftet muligheden for at få foretaget en praksisundersøgelse, der i videst muligt omfang tilgodeser de forhold, som er skitseret i det foregående.

Ankestyrelsen har herefter i et notat af den 25. februar 2004 (bilag) redegjort for bl. a. omfanget af og indholdet i en praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Heraf fremgår blandt andet, at praksisundersøgelser gennemføres som led i Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at praksiskoordinere efter retssikkerhedslovens §§ 76-79. En praksisundersøgelse er en kvalitetssikring af afgørelser med henblik på at vurdere korrektheden af underinstansens afgørelser for at sikre ensartethed og ligebehandling på landsplan.

I kvalitetssikringen indgår:

  • Materiel vurdering (af afgørelsernes indhold)
  • Formalitetsvurdering (af væsentlige sagsbehandlingsregler)
  • Vejledning og opfølgning.

Ankestyrelsen vil gennemføre en undersøgelse i 3 socialcentre (Ydre Nørrebro, Brønshøj-Husum og Sundby Nord) omfattende 30 sager fra hvert center – 90 sager i alt.

Undersøgelsen vil omfatte en samlet vurdering af sagerne efter

  • en gennemgang af forvaltningsmæssige og retssikkerhedsmæssige regler
  • anvendelsen af lægekonsulentens bedømmelse i forbindelse med sagens afgørelse
  • en benchmarking af de 3 centres praksis for tilkendelse med henblik på, om praksis er i overensstemmelse med lovgivningen på førtidspensionsområdet.

Ankestyrelsen vil indkalde sager, hvor der er truffet afgørelse inden den 1. december 2003, og afgjort efter de regler, der gælder fra den 1. januar 2003. Sagerne indkaldes i omvendt kronologisk rækkefølge, således at den første sag vedrører den seneste afgørelse før 1. december 2003, og sag nr. 2 den næstsidste afgørelse før 1. december 2003 og så fremdeles.

Samtlige akter i en sag skal indsendes fra hele forløbet af sagsbehandlingen. Det vil

sige også akter forud for beslutningen om at lade sagen overgå til behandling efter pensionslovens regler. Det kan være akter fra eventuelle andre sager, som er oprettet i Forvaltningen, eksempelvis om dagpenge eller revalidering.

Ankestyrelsens tidsplan er følgende:

  • April 2004 – sagerne indkaldes med en 3 ugers frist for indsendelse
  • Maj-august 2004 – gennemgang af sagerne og rapportskrivning
  • Medio august 2004 – foreløbig rapport udsendes til de involverede socialcentre
  • September 2004 – dialog med Forvaltningen
  • Ultimo september 2004 – endelig rapport.

Ankestyrelsens praksisundersøgelse vil ikke omfatte en vurdering af om lægekonsulenten har foretaget en korrekt lægefaglig vurdering i sagen, men jf. tidligere en vurdering af legaliteten i anvendelsen af lægekonsulentens bedømmelse i forbindelse med sagens afgørelse.

Det er herefter Forvaltningens opfattelse, at en praksisundersøgelse på førtidspensionsområdet foretaget af Ankestyrelsen samlet set bedst muligt vil opfylde kravene til en uvildig kvalitativ socialfaglig og lægefaglig undersøgelse af tilfældigt udvalgte sager.

Praksisundersøgelsen vil derudover kunne indgå i Forvaltningens videre arbejde med kvalitetssikring på det socialfaglige område.

 

Konklusivt finder Forvaltningen, at Den Sociale Ankestyrelse er den rette til at foretage undersøgelsen. Forvaltningen har særligt lagt vægt på

  • at Ankestyrelsen efter Retssikkerhedsloven er højeste administrative klagemyndighed
  • at Ankestyrelsen efter Retssikkerhedsloven har pligt til på landsplan at koordinere at afgørelsen som efter lovgivningen kan påklages til det administrative rekurssystem træffes i overensstemmelse med lovgivningen
  • at Ankestyrelsen besidder den fornødne socialfaglige og lægefaglige ekspertise
  • at Ankestyrelsens uvildighed ikke kan bestrides
  • at Ankestyrelsen via sin praksiskoordinering har erfaring med undersøgelser, som har et sammenligneligt indhold med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets krav til den kvalitative undersøgelse.

 

MILJØVURDERING

Ingen

 

ØKONOMI

Ankestyrelsens udgifter til gennemførelse af praksisundersøgelsen udgør 600.000 kr., som foreslås finansieret via overførsel fra 2003 til 2004 på det centrale administrationsbudget (funktion 6.51).

BILAG

  • Socialministeriets skrivelse af den 21. marts 2003 med orientering om lægekonsulentens rolle i sager om førtidspension
  • §§ 76 og 77 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
  • Brev til Den Sociale Ankestyrelse af den 3. februar 2004
  • Brev af den 10. februar 2004 fra Den Sociale Ankestyrelse
  • Notat af den 25. februar 2004 fra Den Sociale Ankestyrelse

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top