Lions Kollegiet, sikkerhed for investering
Lions Kollegiet, sikkerhed for investering
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004
8. Lions Kollegiet, sikkerhed for investering
FAU 329/2004 J.nr. 329/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der indgås aftale med bestyrelsen for Lions Kollegiet om udstedelse af et pantebrev i ejendommen Tuborgvej 181, Kbh. NV på 15 mill. kr. som sikkerhed for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens investering i genoptræningscenteret. Pantebrevet afskrives via institutionens driftsregnskab over en 30 årig periode med en rente på 5% svarende til markedsrenten. Restgælden indfries i tilfælde af, at samarbejdet med Københavns Kommune ophører.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der indgås aftale med bestyrelsen for Lions Kollegiet om udstedelse af et pantebrev i ejendommen Tuborgvej 181, Kbh. NV. på 1,8 mill. kr. som sikkerhed for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens betaling af tillægskøbesum til Økonomiforvaltningen. Pantebrevet indestår rente- og afdragsfrit indtil evt. ophør af samarbejdet med Københavns Kommune, hvorefter det i givet fald indfries til betaling.
RESUME
Borgerrepræsentationen tiltrådte den 16. marts 2000 indstilling om tillægsbevilling til etablering af et genoptræningscenter på Lions Kollegiet. Tillægsbevillingen er givet som et internt lån på 15 mill. kr., der afdrages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen over 6 år.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har jfr. sædvanlig praksis ønsket investeringen i Lions Kollegiets genoptræningscenter på 15 mill. kr. sikret ved udstedelse af et pantebrev i ejendommen, som indestår rente- og afdragsfrit indtil evt. ophør af samarbejdsaftale med Københavns Kommune.
Forvaltningen kan imidlertid ikke opnå enighed med bestyrelsen for Lions Kollegiet, som ønsker gælden afskrevet i lighed med, hvis bestyrelsen havde indgået aftale om et realkreditlån.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i forbindelse med sagens fremlæggelse for Borgerrepræsentationen i 2000 ikke truffet aftale med Lions Kollegiet om pantsikring, og det foreslås derfor, at bestyrelsens ønske imødekommes, og at investeringen finansieres som svarende til optagelse af et lån, der indfris over en årrække.
Det foreslås derfor, at der udstedes et pantebrev i ejendommen på 15 mill. kr., som afskrives over en 30 årig periode via institutionens driftsregnskab i lighed med, hvis bestyrelsen havde indgået aftale om et realkreditlån. Restgælden indfries i tilfælde af, at samarbejdet med Københavns Kommune ophører.
Udvidelsen af Lions Kollegiet med et genoptræningscenter overskrider det maksimale bruttoetageareal fastsat i skødet fra 1969 med Københavns Kommune, og der skal derfor betales en tillægskøbesum til Økonomiforvaltningen på 1,8 mill. kr.
Lions Kollegiet er ikke i stand til at finansiere tillægskøbesummen på 1,8 mill. kr., og Borgerrepræsentationen tiltrådte den 5. september 2002 i "Redegørelse om kommunens økonomi" (BR 452/02) en tillægsbevilling til betaling af tillægskøbesummen.
Det foreslås, at der som sikkerhed for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens betaling af tillægskøbesummen udstedes et pantebrev på 1,8 mill. kr., som indestår rente- og afdragsfrit indtil evt. ophør af samarbejdet med Københavns Kommune, hvorefter det i givet fald indfries til betaling.
SAGSBESKRIVELSE
Sikkerhed for investering i genoptræningscenteret
Borgerrepræsentationen tiltrådte den 16. marts 2000 indstilling om tillægsbevilling til etablering af et genoptræningscenter på Lions Kollegiet. Tillægsbevillingen er givet som et internt lån på 15 mill. kr., der afdrages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen over 6 år.
Borgerrepræsentationen godkendte i indstillingen en samlet anlægsramme på 18 mill. kr. til finansiering af genoptræningscenteret, hvoraf de 3 mill. kr. er finansieret af Lions Kollegiet via fonde og landsindsamling.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har jfr. sædvanlig praksis ønsket investeringen sikret ved udstedelse af et pantebrev i ejendommen.
Ifølge den eksisterende driftsoverenskomst med Lions Kollegiet tilfalder ejendommen Københavns Kommune, hvis institutionen ophører, mod at kommunen refunderer udgift på 1,1 mill. kr. hidhørende fra opførelsen af den oprindelige bygning.
Det betyder, at ejendommen kun tilfalder kommunen, hvis driften helt ophører. Opsiger Lions Kollegiet imidlertid samarbejdsaftalen med Københavns Kommune og fortsætter driften med en anden samarbejdspartner, tilfalder ejendommen ikke Københavns Kommune.
Lions Kollegiet er ikke interesseret i at genforhandle dette punkt i overenskomsten, og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor ønsket investeringen sikret ved udstedelse af et pantebrev i ejendommen, som indestår rente- og afdragsfrit indtil evt. ophør af samarbejdsaftale med Københavns Kommune.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor i længere tid forhandlet med Lions Kollegiets bestyrelse om pantebrevets udformning, og har nu opnået enighed med bestyrelsen om at pantebrevet nedskrives. Lions Kollegiet bliver stillet på samme måde som hvis finansieringen var sket med kreditforeningslån ved at der udstedes et pantebrev i ejendommen, som afskrives over 30 år med en rente på 5% svarende til markedsrenten.
Udgifter til renter og afdrag dækkes via institutionens driftsregnskab så længe institutionen drives i samarbejde med Københavns Kommune, og restgælden indfries i tilfælde af, at samarbejdet ophører.
Lions Kollegiet havde oprindeligt indhentet tilbud på realkreditbelåning til finansiering af genoptræningscenteret, som skulle forrentes og afdrages over driftsbudgettet over en 30 årig periode.
Lions Kollegiet afholdte herefter en række møder med det daværende Sundhedsdirektoratet for at indhente samtykke til optagelse af lånet. Inden sagen var færdigbehandlet, blev loven om kommunens lånebegrænsning vedtaget, og sagen blev stoppet, idet Lions Kollegiet som selvejende institution med overenskomst med Københavns Kommune faldt ind under loven.
Det skal bemærkes, at der ved Lions Kollegiet omtale af lånebegrænsningsloven, henvises til, at kommunen skal deponere for lånesummen, hvis kollegiet optager et kreditforeningslån.
Da Lions Kollegiet blev overflyttet fra Sundhedsdirektoratet til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, blev sagen så genoptaget, idet Socialministeriet skriftligt havde oplyst, at Indenrigsministeriet havde tilkendegivet, at Lions Kollegiet ikke var omfattet af loven om lånebegrænsning.
Der blev derfor igen indhentet tilbud på et realkreditlån, men Indenrigsministeriet ændrede opfattelse til, at Lions Kollegiet alligevel var omfattet af lånebegrænsningsloven, og sagen gik igen i stå.
Da der imidlertid var stor interesse og behov for, at projektet blev gennemført, blev finansieringsproblemet løst ved at Borgerrepræsentationen bevilligede de 15 mill. kr. og Lions Kollegiet selv skaffede de 3 mill. kr.
Det er bestyrelsens opfattelse, at det forhold, at kommunen vælger at finansiere udgiften til genoptræningscenteret ved brug af egne midler, i stedet for ved at Kollegiet optager et kreditforeningslån, ikke bør stille dem ringere, end hvis finansieringen var sket ved optagelse af et kreditforeningslån.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har imidlertid ikke i forbindelse med sagens fremlæggelse for Borgerrepræsentationen i 2000 truffet aftale med Lions Kollegiet om, at investeringen skulle ydes som et lån, der sikres ved pant i ejendommen.
Sikkerhed for udgift til tillægskøbesummen
Et selvejende plejehjem købte i 1969 ejendommen Tuborgvej 181, Kbh. NV. af Københavns Kommune, og ejendommen blev i 1980 overtaget af Lions Danmark. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen blev i forbindelse med byggesagsbehandlingen opmærksom på, at der i skødet er fastsat et maksimalt bruttoetageareal.
Udvidelsen af Lions Kollegiet med et genoptræningscenter overskrider det maksimale bruttoetageareal, og der skal derfor betales en tillægskøbesum til Økonomiforvaltningen på 1,8 mill. kr., og Økonomiforvaltningen agter ikke at fravige kravet om betaling.
Lions Kollegiet er ikke i stand til at finansiere tillægskøbesummen på 1,8 mill. kr., og Borgerrepræsentationen tiltrådte den 5. september 2002 "Redegørelse om kommunens økonomi" (BR 452/02), hvor der under "øvrige tillægsbevillinger", handicappede (side 19,1.spalte) gives tillægsbevilling på 3,1 mill. kr. bl.a. til bevillingen til betaling af tillægskøbesum i forbindelse med etablering af genoptræningscenteret. Ud af de 3,1 mill. kr. vedrører de 2 mill. kr. tillægskøbesummen inkl. udgift til tinglysning af pantebrev.
Beløbet er derfor afsat på budgettet for 2002 og efterfølgende overført til budgettet for 2003 og nu igen til budgettet for 2004.
Udgiften til betaling af tillægskøbesummen på 1,8 mill. kr. ønskes sikret ved udstedelse af et pantebrev i ejendommen på 1,8 mill. kr., som indestår rente- og afdragsfrit indtil evt. ophør af samarbejdet med Københavns Kommune, hvorefter det i givet fald indfries til betaling.
Genoptræningscenteret blev indviet i foråret 2002, og selve byggesagen er derfor afsluttet.
Der er opnået enighed med bestyrelsen for Lions Kollegiet om pantsikringen.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udgift til betaling af tillægskøbesummen kan anvises over Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budgetkonto 5.50.1 botilbud drift.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger