Høring vedrørende udkast til Københavns Kommunes handicappolitik (Bilag)
Høring vedrørende udkast til Københavns Kommunes handicappolitik (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004
6. Høring vedrørende udkast til Københavns Kommunes handicappolitik (Bilag)
FAU 309/2004 J.nr. 309/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter udkast til handicappolitik.
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede d. 18. september 2003, at der skulle udarbejdes en handicappolitik. Borgerrepræsentationen har udstukket retningslinier for forløbet og det overordnede indhold af handicappolitikken.
Herefter blev der nedsat en arbejdsgruppe, der er forankret i Økonomiforvaltningen. Arbejdsgruppen har deltagere fra alle forvaltninger samt Det Sociale Brugerråd og har afholdt en række møder fra slutningen af 2003 til april 2004 med henblik på at udarbejde et udkast til handicappolitik, der dækker alle fagområder.
D. 5. maj 2004 blev udkast til handicappolitik præsenteret ved en konference på Københavns Rådhus, hvor der deltog borgerrepræsentanter, brugere, Det Sociale Brugerråd, repræsentanter fra interesseorganisationer, ledere og forstandere ved Københavns Kommunes tilbud til handicappede.
Udkast til handicappolitik er nu sendt i høring i de syv politiske udvalg.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog d. 18. september 2003,
at der udarbejdes en handicappolitik og en handicappolitisk vision med udgangspunkt i nedenstående udkast til vision.
at handicappolitikken skal bestå af en vision, målsætninger og handleplaner bl.a. for, hvordan kommunen tilrettelægger og udvikler sine tilbud til kommunens handicappede børn og voksne. De enkelte udvalg fastlægger målsætninger for deres område med operationelle mål og handleplaner. Udvalgenes arbejde koordineres.
at Det sociale Brugerråd og relevante handicaporganisationer inddrages i formuleringen af visionen og i det efterfølgende arbejde.
at der udarbejdes en årlig redegørelse til Borgerrepræsentationen om handicappolitiske tiltag i kommunen, ligesom der udarbejdes regelmæssige evalueringer, der drøftes i Det sociale Brugerråd og med relevante handicaporganisationer.
Det Sociale Brugerråds deltagelse i udarbejdelse af handicappolitik
Det Sociale Brugerråd har helt fra starten været inddraget i processen med udarbejdelse af handicappolitik. Ligesom det Sociale Brugerråd har været involveret i tilrettelæggelsen af konferencen d. 5. maj 2003.
I september 2004 vil Det Sociale Brugerråd være vært ved en høring for brugere, pårørende og øvrige interessenter på handicapområdet om handicappolitikkens implementering i hver forvaltning ved hjælp af udarbejdelse af handlingsplaner for hvert fagområde.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens deltagelse i udarbejdelse af handicappolitik
Fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens bidrag har været sektorplan for handicapområdet været retningsgivende for bidrag og deltagelse i arbejdsgruppen.
Tidsplanen for det fremtidige forløb
I august-september 2004 vedtages handicappolitikken i de respektive forvaltninger, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
I begyndelsen af september 2004 er Det Social Brugerråd vært ved en høring vedr. udmøntningen af handicappolitikken i handlingsplaner for hver af de syv forvaltningers fagområde. Deltagerne vil være brugere, pårørende samt bruger- og pårørenderåd, centerråd, og interesseorganisationer på handicapområdet.
I oktober- november 2004 udarbejdes og vedtages handlingsplanen i hver af de syv forvaltninger.
I december 2004 vedtages den samlede handicappolitik med handlingsplaner i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Det Sociale Brugerråd er hørt vedrørende udkast til handicappolitik. Interesseorganisationer, brugerrepræsentanter samt ledere og forstandere på handicapområdet har været inviteret til konference om handicappolitik d. 5. maj 2004.
Det Sociale Brugerråd er vært ved en høring om implementeringen af handicappolitikken i form af udarbejdelse af handlingsplaner for brugere, pårørende og interesseorganisationer på handicapområdet. Høringen løber af stabelen primo september 2004.
BILAG
- Bilag 1: Høringsbrev og udkast til handicappolitik
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen