Måling af sagsbehandlingstider i november 2003 (Bilag)
Måling af sagsbehandlingstider i november 2003 (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004
24. Måling af sagsbehandlingstider i november 2003 (Bilag)
FAU 310/2004 J.nr. 310/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager "Redegørelse om måling af sagsbehandlingstider i november 2003" til efterretning
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at næste sagstidsmåling gennemføres i 2005.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i 2001, 2002 og senest i november 2003 gennemført måling af sagsbehandlingstider i forhold til frister fastsat i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2.
Socialministeriet har i vejledning til Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anbefalet, at fristerne er realistiske, således at de f.eks. svarer til den tid, der I praksis går med at behandle 80 til 90 pct. af den pågældende sagstype.
Den seneste måling viser, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har en stabil og meget høj generel overholdelsesprocent på 93 pct. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid udgjorde 14,6 kalenderdage.
For sagstyper, hvor der modtages mange ansøgninger, er der også en høj overholdelsesprocent. I enkelte tilfælde er der dog tale om, at overholdelsesprocent ikke er tilstrækkelig høj. Det gælder således særligt i forbindelse med tekniske hjælpemidler og førtidspension.
Der er iværksat handleplaner i forbindelse med tekniske hjælpemidler, hvorfor der forventes forbedringer allerede i indeværende år. Med hensyn til førtidspension gælder, at der ikke længere er et stort ressourcetræk i forbindelse med genoptagelsessager, hvorfor der også her forventes forbedringer i indeværende år.
Folketingets Ombudsmand fremlagde i 2000 redegørelsen om "Sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre". På baggrund af redegørelsen bad Ombudsmanden om at blive holdt underrettet om udvikling i sagen. Socialministeriet bad herefter tilsvarende om at blive holdt underrettet.
Der er efter sagstidsmålingen i november 2002 modtaget skrivelser fra Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Folketingets Ombudsmand, hvori oplyses, at der ikke findes anledning til at foretage sig yderligere.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i medfør af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, fastsat frister for behandling af ansøgninger om hjælp efter social- og beskæftigelseslovgivningen, og har på sit møde den 8. december 1999 besluttet, at der skal måles på forvaltningens overholdelses af de fastsatte sagsbehandlingsfrister i én måned om året.
Socialministeriet har i vejledning til Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anbefalet, at fristerne er realistiske, således at de f.eks. svarer til den tid, der I praksis går med at behandle 80 til 90 pct. af den pågældende sagstype.
Der er nu gennemført målinger i februar 2001, november 2002 og senest i november 2003. På grund af forventede opgraderinger af IT-systemer, der ressourcemæssigt vil påvirke lokalforvaltningen væsentligt i implementeringsfasen, forventes en ny sagstidsmåling først gennemført i 2005.
Under hensyntagen til ny lovgivning er der behov for dels at overføre et antal sagsbehandlingsfrister i forbindelse med, at bestemmelser flyttes til anden lovgivning, og dels i forbindelse med nye bestemmelser at fastsætte sagsbehandlingsfrister. Der er fremlagt særskilt indstilling herom til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
1. Sagsbehandlingstider
Ved målingen i november 2003 er der indberettet 16.289 afgørelser, hvoraf 15.069 er afgjort inden for de fastsatte sagsbehandlingsfrister, svarende til en generel overholdelsesprocent på 93.
Den generelle overholdelsesprocent ligger således stabilt på et højt niveau, idet overholdelsesprocenten svarer til målingen i 2002.
Ved målingen i november 2003 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid opgjort til 14,6 kalenderdage.
Der er således ikke alene om en høj generel overholdelsesprocent, men også om at en borgers ansøgning om hjælp behandles hurtigt.
Ses der på sagstyper med blot mere end 100 indberettede afgørelser i måleperioden gælder, at der - med få undtagelser - er tale om en overholdelsesprocent på alle sagstyper på over 80.
For så vidt angår tekniske hjælpemidler ligger overholdelsesprocenten under 80 pct. Den manglende fristoverholdelse er koncentreret om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens fire handicapcentre.
En del af årsagen skal ses i lyset af, at der har været opfølgning på færdiggørelse af et lidt ældre sager, hvilket konkret påvirker måleresultatet.
På baggrund af sagstidsmålingen er der på handicapcentrene iværksat handleplaner, der forventes at indebære en markant stigning i overholdelsesprocenten allerede i indeværende år.
I denne sammenhæng bemærkes, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på mødet den 14. april 2004 behandlede indstilling om "Iværksættelse af hjælpemiddelprojekt i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen", som også omhandlede forbedring af sagsbehandlingen, herunder overholdelse af de politisk fastsatte sagsbehandlingsfrister.
For så vidt angår sager om førtidspension gælder, at området har været præget af, at der skulle ske behandling af et antal genoptagelsessager. Med afslutning af disse sager forventes det også her, at der vil ske en væsentlig stigning i overholdelsesprocenten allerede i indeværende år.
I forbindelse med målingen i november 2003, er der tillige målt på skriftlig underretning til borgeren, hvis en sagsbehandlingsfrist ikke kan overholdes, jfr. retssikkerhedslovens § 3, stk. 2 in fine. Målingen viser, at der kun undtagelsesvis foretages skriftlig underretning af borgeren, dog at omfanget af underretninger er steget væsentligt i forbindelse med den se neste måling.
På baggrund af sagstidsmålingen undersøges nærmere muligheder for at give en bedre IT-understøttelse i sagsbehandlingen, f.eks. i forbindelse med indførelse af en elektronisk journal i borgersager.
2. Folketingets Ombudsmand, Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Folketingets Ombudsmand fremlagde i 2000 sin redegørelse om "Sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre". På baggrund af redegørelsen bad Ombudsmanden om at blive holdt underrettet om udvikling i sagen. Efterfølgende bad Socialministeriet tilsvarende om at blive holdt underrettet.
Redegørelserne for de tidligere sagstidsmålinger i 2001 og 2002 er fremsendt til orientering til Folketingets Ombudsmand, Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet (og for så vidt angår redegørelsen for 2002 tillige til Beskæftigelsesministeriet).
Socialministeriet har ved skrivelse af 25. september 2003 oplyst, at ministeriet på baggrund af "Redegørelse om sagsbehandlingstider og klagesager i november 2002" "ikke [finder] anledning til at foretage sig yderligere".
Ved skrivelse af 10. oktober 2003 har Indenrigs- og Sundhedsministeriet i forlængelse heraf oplyst, at "ministeriet herefter ikke finder anledning til at foretage videre i sagen".
Senest har Folketingets Ombudsmand ved skrivelse af 19. februar 2004 med henvisning til Socialministeriets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelser taget det oplyste til efterretning, og vil herefter ikke foretage sig mere i sagen.
Ombudsmanden oplyser dog, at han vil orientere kommunens borgerrådgiver om sagen.
Der ses således fra såvel ministeriel som fra Ombudsmandens side klar accept af, at der er sket markante forbedringer i forvaltningens sagsbehandlingstider, og som det fremgår af de seneste målinger også en stabil høj overholdelsesprocent, idet den generelle overholdelsesprocent ved begge målinger har ligget på 93 pct.
De tre skrivelser fra Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet henholdsvis Folketingets Ombudsmand fremgår af bilag 1.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Bilag 1: Socialministeriets skrivelse af 25. september 2003 + Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 10. oktober 2003 + Folketingets Ombudsmands skrivelse af 19. februar 2004
- Redegørelse om måling af sagsbehandlingstider i november 2003
Grethe Munk
/
Torben Brøgger