Mødedato: 16.06.2004, kl. 15:30

Ansøgning om støtte til projekt "Banebryderprojektet Brobygning mellem virksomheder og unge indvandrere og efterkommere under uddannelse" (Bilag)

Ansøgning om støtte til projekt "Banebryderprojektet Brobygning mellem virksomheder og unge indvandrere og efterkommere under uddannelse" (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004

 

20. Ansøgning om støtte til projekt "Banebryderprojektet Brobygning mellem virksomheder og unge indvandrere og efterkommere under uddannelse" (Bilag)

FAU 312/2004 J.nr. 312/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at der gives afslag på ansøgningen om støtte på 600.000 kr. fra Københavns Kommune til projekt "Banebryderprojektet Brobygning mellem virksomheder og unge indvandrere og efterkommere under uddannelse" fra Strategisk Netværk.

RESUME

Der er med brev af den 6. februar 2004 modtaget ansøgning fra Strategisk Netværk om tilskud på 600.000 kr. til et integrationsprojekt for unge akademikere af anden etnisk herkomst end dansk.

Imidlertid falder målgruppen ikke ind under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets regi, idet der er tale om forsikrede ledige. Ligesom der p.t. ikke kan anvises finansiering til forehavendet.

SAGSBESKRIVELSE

Der er den 6. februar 2004 modtaget ansøgning fra Strategisk Netværk på 600.000 kr. m.h.p. på gennemførelsen af projekt "Banebryderprojektet Brobygning mellem virksomheder og unge indvandrere og efterkommere under uddannelse".

Projektet har bl.a. til formål:

  • At bidrage til et øget antal studenterjobs/praktikpladser i offentlige og private virksomheder til unge indvandrere og efterkommere fra Handelshøjskolen i København.
  • At skabe studenterjobs/praktikpladser til unge indvandrere og efterkommere i virksomheder, der ikke har tradition for at ansætte studerende fra Handelshøjskolen.
  • At udbygge kendskabet i virksomhederne til ressourcerne hos unge med anden etnisk baggrund end dansk for at tilskynde til at ansætte dem, når de har afsluttet deres uddannelse.

Det er målet at skabe job på det ordinære arbejdsmarked.

Forvaltningen vurderer at der er tale om et perspektivrigt projekt, men at der ikke er grundlag for at yde støtte til projektet, idet projektets målgruppe er ledige forsikrede unge med en videregående uddannelse. Det er en gruppe, der typisk hører under AF og dermed ikke er omfattet af kommunens beskæftigelsesindsats.

Desuden er der p.t. ikke er yderligere midler til rådighed for 2004 m.h.p. nye integrationsfremmende tiltag. Udviklingspuljen til særlige målgrupper på integrationsområdet er fuldt udmøntet i 2004 til projekter rettet mod unge indvandrere på kontanthjælp samt delvis finansiering af "Gadepulsen".

På baggrund af projektets målgruppe er det Forvaltningens vurdering, at projektet i stedet bør søge om midler i det Regionale Arbejdsmarkeds Råd i Storkøbenhavn: "Puljen til Nyskabende Initiativer".

 

MILJØVURDERING

Forslaget antages ikke at have nogen miljømæssige konsekvenser

ØKONOMI

Der ansøges om 600.000 kr. støtte fra Københavns Kommune.

Projektet har modtaget bevilling fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration på 375.000 kr.

Der er i ansøgningen til København Kommune ikke angivet oplysninger om projektets samlede forventede udgifter.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Integrationsrådet tilslutter sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens afslag på Strategisk netværks ansøgning om støtte til integrationsprojekt for unge af anden etnisk herkomst end dansk under videregående uddannelse.

Sagen er sent i høring i Integrationsudvalget med høringsfrist senest den 14. juni 2004. Høringssvaret forventes omdelt på udvalgsmødet den 16. juni 2004.

BILAG

  • Ansøgning fra Strategisk Netværk
  • Høringssvar fra Integrationsrådet
  • Høringssvar fra Integrationsudvalget (forventes omdelt på udvalgsmødet)
  • Udkast til svar til Strategisk Netværk (forventes omdelt på udvalgsmødet)

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top