Henvendelse fra Håndværkerrådet om deltagelse i projekt "Flere nydanskere i SMV'ere (små- og mellemstore virksomheder) " - EQUAL-projekt (bilag)
Henvendelse fra Håndværkerrådet om deltagelse i projekt "Flere nydanskere i SMV'ere (små- og mellemstore virksomheder) " - EQUAL-projekt (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004
15. Henvendelse fra Håndværkerrådet om deltagelse i projekt "Flere nydanskere i SMV'ere (små- og mellemstore virksomheder) " - EQUAL-projekt (bilag)
FAU 323/2004 J.nr. 323/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilkendegiver, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gerne deltager som partner i projektet.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilkendegiver, at evt. økonomisk medfinansiering til projektet er deltagernes forsørgelsesgrundlag.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har den 3. juni 2004 modtaget henvendelse fra Håndværkerrådet om deltagelse i projekt "Flere nydanskere i SMV'ere"(små og mellemstore virksomheder). Det er hensigten at projektet søges medfinansieret under Den Europæiske Socialfond, EQUAL, der støtter international metodeudvikling og netværkssamarbejde i EU. EQUAL har ansøgningsfrist den 21. juni 2004.
Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at projektet har interesse, idet det er målet via udvikling af det rummelige arbejdsmarkedsmarked, mangfoldighedsledelse mv. i små og mellemstore virksomheder at formidle praktikpladser, elevpladser og ustøttet arbejde til ledige borgere af anden etnisk herkomst end dansk samt at styrke opmærksomheden blandt borgere af anden etnisk herkomst end dansk på at være ansat på en mindre virksomhed. Målgruppen vurderes at være personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik alene på grund af ledighed, målgruppe 2, i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med fordel kan deltage i samarbejdet indenfor metodeudvikling, erfaringsudveksling m.v. omkring integration af borgere af anden etnisk herkomst end dansk i små og mellemstore virksomheder i København via udvikling af det rummelige arbejdsmarked, mangfoldighedsledelse etc.
Dette også i relation til at det må vurderes at projektforslaget falder indenfor rammerne af samarbejdsaftalen mellem Københavns Kommune, DA, LO, FTF og AF.
Det tilkendegives i henvendelsen fra Håndværkerrådet, at der efter afgivelse af ansøgning til forprojektet og bevilling heraf, ønskes en nærmere drøftelse af mulighederne for medfinansiering fra Københavns Kommune.
Det skal hertil bemærkes, at da Håndværkerrådet ikke har rammekontrakt med Københavns Kommune / AF-Storkøbenhavn skal samarbejdet jf. Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats foregå via samarbejdsaftale uden betaling.
Københavns Kommunes nationale medfinansiering i forhold til EQUAL er hermed i givet
fald deltagerforsørgelsen for ledige borgere, der henvises til projektet. Herudover kan der alene henvises til mulighederne for at søge supplerende national medfinansiering via Koordinationsudvalget, ministerielle puljer m.v.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har den 3. juni 2004 modtaget henvendelse fra Håndværkerrådet om deltagelse i projekt "Flere nydanskere i SMVere". Der er tillige rettet henvendelse til Dansk Røde Kors og Dansk Flygtninge Hjælp. Der forventes også at blive rettet henvendelse til AF, efter positivt møde med Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningen Hjælp den 3. juni 2004.
Det er hensigten at projektet søges medfinansieret under Den Europæiske Socialfond, EQUAL, der støtter international metodeudvikling og netværkssamarbejde i EU. EQUAL har ansøgningsfrist den 21. juni 2004.
Projektet er opbygget i 6 moduler omfattende:
- Introduktion til danske håndværksfag
- Rekruttering af virksomheder og nydanskere
- Praktikforløb på virksomheder
- Aftaler om etablering af arbejdspladser / elevpladser
- Informationsindsats og spredning af erfaringer
- Evaluering
Det er målet at mellem 50 – 75 mindre virksomheder og 50 – 75 ledigere borgere af anden etnisk herkomst end dansk deltager i projektet.
Vurdering af forslaget
Det er Forvaltningens umiddelbare vurdering, at projektforslaget rummer en række interessante perspektiver mht. at styrke den igangsatte fokusering på at formidle ledige borgere af anden etnisk herkomst end dansk til praktik, lærepladser og ustøttede arbejdspladser indenfor de små og mellemstore virksomheder jf. målene i samarbejdsaftalen mellem Københavns Kommune, DA, LO, FTF og AF.
Projektet skal dog, set i forhold til de krav som stilles til metodeudvikling og internationalt erfaringsudveksling og netværksopbygning indenfor EQUAL kvalificeres yderligere. Her bør der ikke mindst fokuseres på udslusningen af og opfølgningen på de ledige borgere samt udvikling og udbredelse af mangfoldighedsledelse i de små og mellemstore virksomheder.
Om EQUAL
Den Europæiske Socialfonds Mål 3 har et initiativ - EQUAL – der støtter internationalt samarbejde.
I et EQUAL-projekt skal der være mindst to danske partnere, og der skal samarbejdes med mindst to partnere fra andre EU-lande eller visse lande uden for EU, bl.a. Norge.
Der ydes støtte til:
- forberedelsesfasen, hvor danske og europæiske samarbejdspartnere findes, og hvor projektet udvikles nærmere
- projektets gennemførelse
- projektets mainstreaming.
Ved mainstreaming forstås, at EQUAL-projektet - dets ide, metode, indhold m.v. - fungerer som fødselshjælper for noget nyt, der får gennemslagskraft og forankres bredere i samfundet; tankerne og erfaringerne bliver alment taget op og gennemføres bredt i f.eks. amter, kommuner, hos AF m.v.
Midlerne administreres af Erhvervs- og Boligstyrelsen. Der kræves mindst 50 pct. national medfinansiering og normalt højere. Der regnes med at bevillingerne vil blive omkring 2 til 4 mill. kr. pr. projekt for hele perioden 2005 – 2006/07, afhængig af antal projekter, der modtager bevilling. Medfinansiering kan f.eks. være nationale, regionale og lokale puljer / fonde samt forsørgelsesgrundlaget for ledige borgere, der deltager i tilbuddet.
Ansøgningsfristen er den 21. juni 2004. Der indgives i første omgang ansøgning om forprojekt. Såfremt forprojektet, herunder analyser af udviklingsmuligheder og etablering af in ternationale partnerskaber, vurderes tilfredsstillende, indgives ansøgning for selve projektet. I sidste del af projektperioden kan der søges om yderligere midler til mainstreamingsaktiviteter.
Afgivelse – og godkendelse – af forundersøgelse er forudsætning for afgivelse af den egentlige ansøgning. Det bemærkes, at der ikke forventes yderligere EQUAL-runder.
MILJØVURDERING
Indstillingen forventes ikke at have miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Det bemærkes, at det er meningen at udviklingen af projektet i forprojektet skal afholdes indenfor EQUAL bevillingen. Det skal hertil bemærkes, at der forudsættes 50 pct. national medfinansiering indenfor den samlede ramme. Midlerne til national medfinansiering skal hermed være til disposition såfremt det endelige projekt afslås. Det forudsættes at Håndværkerrådet som projektholder oppebærer risikoen herfor.
Det bemærkes herudover, at der i brevet fra Håndværkerrådet nævnes 250.000 kr. til forprojektet. Dette er jf. oplysning fra Erhvervs- og Boligstyrelsen forkert og skyldes en tidligere fejl i Erhvervs- og Boligstyrelsens materiale. EQUAL yder op til 200.000 kr. i støtte til forprojektet.
Det tilkendegives i henvendelsen fra Håndværkerrådet, at der efter afgivelse af ansøgning til forprojektet og bevilling heraf, ønskes en nærmere drøftelse af mulighederne for medfinansiering fra Københavns Kommune.
Det skal hertil bemærkes, at da Håndværkerrådet ikke har rammekontrakt med Københavns Kommune / AF-Storkøbenhavn skal samarbejdet jf. Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats foregå via samarbejdsaftale uden betaling.
Københavns Kommunes nationale medfinansiering i forhold til EQUAL er hermed i givet
fald deltagerforsørgelsen for ledige borgere, der henvises til projektet. Herudover kan der alene henvises til mulighederne for at søge supplerende national medfinansiering via Koordinationsudvalget, ministerielle puljer m.v. Håndværkerrådet har tilkendegivet hensigt om at søge Koordinationsudvalget i forhold til national medfinansiering.
Ved visitering af mellem 50 – 75 ledigere borgere af anden etnisk herkomst end dansk til projektet kan der ved anvendelse af gennemsnitlig kontanthjælpsforsørgelse på 9.000 kr. månedligt kalkuleres en national medfinansiering fra Københavns Kommune på mellem 540.000 – 810.000 kr. pr. år
ANDRE KONSEKVENSER
Det er Forvaltningens vurdering, at det foreslåede projekt vil styrke den generelle integration af borgere af anden etnisk herkomst end dansk i København.
HØRING
Høring af Det Rådgivende Integrationsudvalg samt Integrationsrådet gennemføres såfremt Erhvervs- og Boligstyrelsen/EQUAL godkender ansøgning om gennemførelse af forprojekt.
BILAG
- Henvendelse af 28. maj 2004 fra Håndværkerrådet.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger