Udvikling af det rummelige arbejdsmarked - fokus på initiativer for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk på social- og sundhedsområderne via internationalt samarbejde (EQUAL-projekt) (bilag)
Udvikling af det rummelige arbejdsmarked - fokus på initiativer for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk på social- og sundhedsområderne via internationalt samarbejde (EQUAL-projekt) (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004
14. Udvikling af det rummelige arbejdsmarked - fokus på initiativer for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk på social- og sundhedsområderne via internationalt samarbejde (EQUAL-projekt) (bilag)
FAU 315/2004 J.nr. 315/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afgiver ansøgninger til lokale, regionale, nationale og internationale puljer, herunder EQUAL, med henblik på udvikling af initiativer for kvinder med anden etnisk herkomst end dansk med særlig vægt på social- og sundhedsområderne.
RESUME
Fællesbestyrelsen for SOSU-uddannelserne i Hovedstaden, drøftede på sit møde den 26. april 2004 anbefalingerne i Statusbeskrivelse 2003 for rekruttering og fastholdelse på social- og sundhedsområderne som opfølgning på rapporten "Redegørelse om rekruttering og fastholdelse i forhold til social- og sundhedsuddannelserne samt arbejdspladserne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen", der blev tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 4. september 2002 (beslutningsprotokol vedlagt som bilag).
På mødet den 26. april 2004 i Fællesbestyrelsen blev der bl.a. drøftet mulighederne for at søge EU-støtte til yderligere at fremme de politisk fastsatte mål for styrket rekruttering ved udvikling af det rummelige arbejdsmarked på social- og sundhedsområderne.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har på den baggrund, og i overensstemmelse med de af Borgerrepræsentationen fastsatte principper for internationalt samarbejde jf. Borgerrepræsentations beslutning den 11. december 2003 om Københavns Kommunes internationale politik, og som er udmøntet i den af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 12. maj 2004 godkendte internationale handleplan, udarbejdet forslag til internationalt samarbejdsprojekt omkring initiativer for kvinder af anden etnisk herkomst end dansk på social- og sundhedsområderne.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen samt Forbundet af Offentlige Ansatte er blevet forespurgt om interesse for at deltage.
Økonomien i projektet vil afhænge af det endelige projektforslag. P.t. estimeres udgifter på i alt 17.275.000 kr. i perioden medio 2004 – 2007, der søges finansieret via:
- Københavns Kommune via budgetforslag 2005*: 9.000.000 kr.
- EQUAL: 4.000.000 kr.
- Koordinationsudvalget: 4.375.000 kr.
* Det bemærkes, at såfremt budgetønsket for 2005 ikke nyder fremme, vil Forvaltningen forelægge sagen igen med henblik på at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan træffe beslutning om omprioritering eller alternativt, at der ikke afgives endelig ansøgning til EQUAL.
Som led i det videre arbejde anmodes om bemyndigelse til at afgive ansøgning til bl.a. EU-initiativet EQUAL. Ansøgninger til EQUAL indgives af to eller tre omgange. Ansøgningen binder således endnu ikke Københavns Kommune økonomisk.
SAGSBESKRIVELSE
Fællesbestyrelsen for SOSU-uddannelserne i Hovedstaden, drøftede på sit møde den 26. april 2004 anbefalingerne i Statusbeskrivelse 2003 for rekruttering og fastholdelse på social- og sundhedsområderne som opfølgning på rapporten "Redegørelse om rekruttering og fastholdelse i forhold til social- og sundhedsuddannelserne samt arbejdspladserne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen", der blev tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 4. september 2002.
På mødet den 26. april 2004 i Fællesbestyrelsen blev bl.a. drøftet mulighederne for at søge EU-støtte til yderligere at fremme de politisk fastsatte mål for styrket rekruttering ved udvikling af det rummelige arbejdsmarked på social- og sundhedsområderne.
Dette bl.a. på baggrund af brev af 21. april 2004 fra Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard til Uddannelses- og Ungdomsborgmester Per Bregengaard samt Sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Viderø om muligheden for etablering af et forpligtende partnerskab omkring det rummelige arbejdsmarked indenfor social- og sundhedsområderne.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har på baggrund af:
- Drøftelserne i Fællesbestyrelsen den 26. april 2004
- De fastsatte mål for det forpligtende samarbejde med DA, LO, FTF og AF om udviklingen af det rummelige arbejdsmarked
- De fastsatte målsætninger for den brugerrettede beskæftigelsesstrategi,
- Anbefalingerne i "Redegørelse om rekruttering og fastholdelse i forhold til social- og sundhedsuddannelserne samt arbejdspladserne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen" med tilhørende statusredegørelse 2003
- De af Borgerrepræsentationen fastsatte principper for internationalt samarbejde jf. Borgerrepræsentations beslutning den 11. december 2003 om Københavns Kommunes internationale politik, og som er udmøntet i den af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 12. maj 2004 godkendte internationale handleplan, herunder tilkendegivelse om behovet for et højere ambitionsniveau
- Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning den 5. maj 2004 om at optage forslag om 4,4 mill. kr. til beskæftigelsesinitiativer for bl.a. at styrke rekrutteringen af kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk til social- og sundhedsområderne,
udarbejdet forslag til internationalt samarbejdsprojekt omkring initiativer for kvinder af anden etnisk herkomst end dansk på social- og sundhedsområderne.
Forslaget omhandler bl.a.:
- Kortlægning og udpegning af målgrupper af kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk for politisk prioritering af indsatserne for disse
- Gennemførelse af beskæftigelsesinitiativ for kvalificering af ledige kvinder af anden etnisk herkomst end dansk indenfor social- og sundhedsområder
- Udvikling af valideringsredskaber til brug for afklaring af ledige kvinder af anden etnisk herkomst end dansk faglige, sociale og personlige kompetencer
- Kvalificering af vejledningen af kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk til arbejdsmarkedet
- Analyser af selvorganisering, anvendelse af deltidsarbejde, mønstrebrydere og netværksorganisering blandt kvinder af anden etnisk baggrund end dansk som led i integreringen på arbejdsmarkedet
Blandt de forventede resultater af konkretiseringen af projektet er:
- Udvikling af strategier for integrering af kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk på arbejdsmarkedet, ikke mindst social- og sundhedsområdet
- Øget effektivitet og målrettethed i beskæftigelsesindsatsen
- Udbredelse af mangfoldighedsledelse indenfor social- og sundhedsområderne som led i udvik lingen af det rummelige arbejdsmarkedet
Forvaltningen har administrativt forespurgt Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen samt Forbundet af Offentlige Ansatte om interessen for at deltage i et sådan EQUAL-projekt.
Med henblik på det videre arbejde med forslaget anmodes Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om godkendelse til at afgive ansøgninger til lokale, regionale, nationale og
internationale puljer, herunder EQUAL, med henblik på udvikling af initiativer for kvinder med anden etnisk herkomst end dansk med særlig vægt på social- og sundhedsområderne.
Det videre arbejde
Ansøgninger til EQUAL indgives af to eller tre omgange.
Ved første ansøgning søges om midler til forprojekt, hvor mulighederne for internationalt samarbejde vurderes. Dette arbejde finder typisk sted i efteråret 2004 og har en maksimal varighed på 6 måneder. Der bevilges her maksimalt støtte på 200.000 kr. Den anden ansøgning, som er den konkrete ansøgning til det egentlige projekt, afgives efterfølgende. Forventelig vinteren 2004 efter vedtagelse af budget 2005. Herudover kan der så ansøges om supplerende midler til mainstreaming.
Ansøgningsfristen til EQUAL er p.t. den 21. juni 2004. Der forventes ikke yderligere ansøgningsrunder til EQUAL. Bevilling af forprojekt er forudsætning for afgivelse af endelig ansøgning.
Herudover anmodes Koordinationsudvalget om tilkendegivelse af muligheden for støtte af projektet fra 2005.
I overensstemmelse med de fastsatte prioriteringer vil mulighederne for internationalt samarbejde i første omgang blive drøftet med Malmö Stad og Berlin. Andre mulige internationale samarbejdspartnere er Barcelona, Lissabon, Warszawa, Wien, London m.v.
Om EQUAL
Den Europæiske Socialfonds Mål 3 har et initiativ - EQUAL – der støtter internationalt samarbejde.
I et EQUAL-projekt skal der være mindst to danske partnere, og der skal samarbejdes med mindst to partnere fra andre EU-lande eller visse lande uden for EU, bl.a. Norge.
Der ydes støtte til:
- forberedelsesfasen, hvor danske og europæiske samarbejdspartnere findes, og hvor projektet udvikles nærmere
- projektets gennemførelse
- projektets mainstreaming
Ved mainstreaming forstås, at EQUAL-projektet - dets ide, metode, indhold m.v. - fungerer som fødselshjælper for noget nyt, der får gennemslagskraft og forankres bredere i samfundet; tankerne og erfaringerne bliver alment taget op og gennemføres bredt i f.eks. amter, kommuner, hos AF m.v.
Midlerne administreres af Erhvervs- og Boligstyrelsen. Der kræves mindst 50 pct. national medfinansiering og normalt højere. Der regnes med at bevillingerne vil blive omkring 2 til 4 mill. kr. pr. projekt for hele perioden 2005 – 2006/07, afhængig af antal projekter, der modtager bevilling. Medfinansiering kan f.eks. også være nationale, regionale og lokale puljer / fonde samt deltagerforsørgelse. Anvendelse af deltagerforsørgelse som national medfinansiering giver imidlertid ikke tilstrækkelig dækning af driftsomkostninger og medfører en væsentlig administrativ belastning for projektholderen.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Økonomien vil afhænge af det endelige projektforslag.
P.t. estimeres udgifter på i alt 17.275.000 kr. eks. deltagerforsørgelse, i perioden medio 2004 – 2007, der søges finansieret via:
- Københavns Kommune via budgetforslag 2005*: 9.000.000 kr.
- EQUAL: 4.000.000 kr.
- Koordinationsudvalget: 4.375.000 kr.
* Det bemærkes, at såfremt budgetønsket for 2005 ikke nyder fremme, vil Forvaltningen forelægge sagen igen med henblik på at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan overveje om, der skal prioriteres inden for området eller om der ikke skal indgives endelig ansøgning til EQUAL.
Såfremt Koordinationsudvalget beslutter ikke at støtte projektet eller yde reduceret støtte kan alternativ finansiering f.eks. overvejet søgt i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
ANDRE KONSEKVENSER
Det vurderes, at forslaget vil
- Styrke Københavns Kommunes muligheder for at skabe bedre kvalitet i Hjemmeplejen på sigt
- Fremme Københavns Kommunes generelle integrationsarbejde
HØRING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen samt Foreningen af Offentlige Ansatte er forespurgt om interessen for et sådan projekt. Senest på mødet oplyses der om interessetilkendegivelserne.
Høring af Det Rådgivende Integrationsudvalg samt Integrationsrådet gennemføres såfremt Erhvervs- og Boligstyrelsen/EQUAL godkender ansøgning om gennemførelse af forprojekt.
BILAG
- Notat af 26. april 2004 "Udvikling af det rummelige arbejdsmarkedet – fokus på initiativer for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk på social- og sundhedsområderne.
- Beslutningsprotokol fra FAU-mødet den 4. september 2002.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger