Dagplejeordning for etniske minoriteter og pasningsordningen Privat Dagpleje
Dagplejeordning for etniske minoriteter og pasningsordningen Privat Dagpleje
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. maj 2001
Sager til beslutning
6. Dagplejeordning for etniske minoriteter og pasningsordningen Privat Dagpleje
FAU 221/2001INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller overfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget,
at der etableres en dagplejeordning for etniske minoriteter som et forsøg til i alt 18 børn i alderen 1-2 år
at forældrebetalingstaksten i den ny dagplejeordning gradueres til 80% på grund af kortere åbningstid
at aldersgrænsen i pasningsordningen Privat Dagpleje sænkes til ½ år for at øge antallet af pladser til børn under 1 år.
RESUME
I budget 2001 er der afsat midler til en generel sænkning af pladsgarantialderen til 11 måneder. En sænkning af pladsgarantialderen forudsætter både en udbygning af traditionelle institutionspladser og etablering af flere pladser i alternative pasningsordninger.
Som led i udmøntning af beslutningen om at sænke pladsgarantialderen foreslås det derfor som et forsøg at etablere en dagplejeordning for etniske minoriteter samt at sænke aldersgrænsen i Privat Dagpleje fra 1 år til ½ år. Samlet forventes disse tiltag at kunne give knap 140 nye pladser, og de samlede driftsudgifter forventes at være ca. 15,1 mill. kr. Udgifterne foreslås finansieret dels over Dagplejens budget, hvor der forventes et mindreforbrug, og dels over budgettet til alternative pladser.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune tilbyder på nuværende tidspunkt alternative pasningsordninger i form af Privat Børnepasning, hvor en familie ansætter en børnepasser, og Privat Dagpleje, hvor en forælder ansættes til at passe sit eget og et andet barn. Erfaringerne fra disse ordninger peger på, at der vil kunne løses nogle plads- og udbygningsproblemer ved etablere nye alternative pasningsordninger med forskellige tilbud til forskellige målgrupper.
Det er vanskeligt at forudsige præcis, hvilken kvantitativ effekt nye eller ændrede pasningsordninger vil have, og der kan på sigt blive behov for at op- eller nedjustere det forventede pladstal i de enkelte ordninger på baggrund af den faktiske efterspørgsel.
Den forventede fordeling af antal pladser i 2001 er:
Forsøg med dagpleje for etniske minoriteter: 18
Privat Dagpleje 120
---
I alt 148
Forsøg med dagpleje for etniske minoriteter
Det foreslås at etablere 18 pladser for børn med etnisk minoritetsbaggrund. Pasningen kan både foregå i private hjem eller i lejede lokaler. Formålet er først og fremmest at få integreret personer med etnisk minoritetsbaggrund i et arbejdsfællesskab med danske dagplejere omkring pasning af børn.
Baggrunden for etablering af pasningsordningen er, at kun ca. 5 % af alle børn i den kommunale dagpleje har en etnisk minoritetsbaggrund. De 5% er fordelt med få børn på Amager og den største del i distriktet Nord-Vest med flest arabiske og somaliske børn. Mange familier med anden etniske baggrund får tilbudt dagplejepladser efter anciennitetsprincippet, men de fleste siger nej til tilbuddet.
Samtidig vurderer forvaltningen, at indvandrerne i øget omfang kan integreres på arbejdsmarkedet, hvis de bliver kvalificeret til et dagplejejob. Forvaltningen vurderer, at det vil virke motiverende på forældrene, at de kan få deres børn passet af dagplejere med kendskab til deres kultur og eventuelt også sprog.
Formålet med etablering af 18 pladser for børn af indvandrere er at:
- fremme integrationsgrundlaget for børn og dagplejere med anden etnisk baggrund end dansk ved tilknytning til Dagplejens legestue med danske medarbejdere og sprogundervisning.
- opkvalificere personer med etnisk minoritetsbaggrund til jobbet som dagplejere, således at disse personer integreres på arbejdsmarkedet.
- indvandrerfamilier motiveres til at få deres børn passet under forhold, som for dem er mere kendte.
Målgruppen er:
- børn i alderen 1-2 år
- børnefamilier med arabisk eller somalisk baggrund - i første omgang i området ved Bispebjerg
Organisering af dagplejepladser med dagplejere af etnisk minoritetsbaggrund:
Det foreslås at organisere arbejdet for personer med etnisk minoritetsbaggrund i lejede lokaler i et arbejdsfællesskab med en dansk dagplejer, eksempelvis 2 dagplejere med etnisk minoritetsbaggrund og 1 dansk dagplejer. Ved at etablere 2 af disse arbejdsfællesskaber med i alt 18 børn vil der være mulighed for at koordinere aktiviteter grupperne imellem og derudover lave integrationsprojekter med andre grupper bestående af danske dagplejere
Anvisning af børn
Der er etableret kontakt til Sund By i Nord-Vest for rekruttering af dagplejere med anden etnisk baggrund, og tilbagemeldingerne viser, at der er muligheder for dette.
Privat Dagpleje
Det foreslås, at aldersgrænsen for optag af børn i Privat Dagpleje sænkes fra 1 år til ½ år ligesom i Privat Børnepasning. På baggrund af tidligere erfaringer med optag af børn i ordningen fra ½ år vurderes det, at en sænkning af aldersgrænsen vil medføre en betydelig øget efterspørgsel svarende til 120 ekstra pladser fordelt på alle BR-bydele.
ØKONOMI
I budget 2001 er der afsat 46 mill. kr. til drift af alternative pladser. Heraf forventes ca. 20 mill. kr. anvendt til Privat Børnepasning. Der resterer således ca. 26 mill. kr. til drift af andre alternative pasningsordninger.
Udgifterne til pasningsordningen for etniske minoriteter samt sænkning af aldersgrænsen i Privat Dagpleje forventes at være ca. 15,1 mill. kr. Det foreslås finansieret med ca. 7,6 mill. kr. over budgettet til alternative pladser og ca. 7,5 mill. kr. indenfor rammen af det nuværende budget til Dagplejen, hvor der har været et mindreforbrug på grund af manglende tilgang af dagplejere.
De beregnede henholdsvis brutto- og nettopriser for de enkelte ordninger fremgår af tabel 1. I beregningerne indgår et forslag om at graduere taksten for forældrebetalingen til dagpleje for etniske minoriteter til 80% på grund af den kortere åbningstid.
Tabel 1. Pladspriser og samlede udgifter
Brutto pladspris |
Samlede udgifter brutto |
Netto* pladspris |
Samlede udgifter netto |
|
Dagpleje etniske minoriteter (18 pladser) |
122.100 kr. |
2,2 mill. kr. |
101.200 kr. |
1,8 mill. kr. |
Privat Dagpleje (120 pladser) |
107.800 kr. |
12,9 mill. kr. |
81.600 kr. |
9,8 mill. kr. |
I alt |
15,1 mill. kr. |
11,6 mill. kr. |
*
Netto pladspris er beregnet som brutto pladspris minus forældrebetalingDer vil være forskellige typer af udgifter til de enkelte ordninger. I de samlede udgifter er medregnet udgifter til løn til dagplejere og pædagogisk tilsyn, udlevering af bleer og leje af inventar, PR for ordningerne, vikardækning, husleje, kursusvirksomhed, lejet inventar samt overheadudgift til central administration af ordningerne.
Dertil kan komme særlige anlægsudgifter som for eksempel støjisolation, sikring af flugtveje mv. i det konkrete lejemål. Udgifterne finansieres over anlægsbudgettet på budgetområde 1.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Grethe Munk
/
Sven Bjerre