Retningslinjer for ydelse af økonomisk støtte til julearrangementer
Retningslinjer for ydelse af økonomisk støtte til julearrangementer
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. september 2004
9. Retningslinjer for ydelse af økonomisk støtte til julearrangementer
FAU 431/2004 J.nr. 431/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender de nedenfor anførte retningslinjer for ydelse af økonomisk støtte til julearrangementer,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at publiceringen af adgangen til at søge støtte gennemføres ved annoncering i MetroXpress, Urban og på www.kk.dk,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at annoncen indeholder den nedenfor anførte tekst,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde i Københavns Kommune opfordres til på grundlag af de indkomne ansøgninger at udforme et høringssvar om støttens fordeling til brug for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning om tildeling af støtte, og
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at støtten inkl. udgiften til annoncering afholdes indenfor et beløb på kr. 311.000 på ramme 21.34 funktion 5.99, øvrige sociale formål.
RESUME
I forbindelse med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af ansøgninger om økonomisk støtte til julearrangementer i møde den 3. december 2003 besluttedes det, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forud for annonceringen i pressen af økonomisk støtte til julearrangementer i 2004 skulle drøfte retningslinjerne for støttens fordeling.
Der er i 2004 budgetteret med et beløb på kr. 300.000 til støtte og afholdelse af udgifter til annoncering. Indstillingen rummer de nedenfor anførte retningslinjer for støttens udmøntning, og udkast til annoncetekst. Desuden foreslås det, at Kontaktudvalget høres om støttens fordeling forud for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets endelige beslutning om støttens fordeling.
SAGSBESKRIVELSE
I Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 3. december 2003 besluttedes det, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forud for annonceringen af økonomisk støtte til julearrangementer i 2004 skulle drøfte retningslinjerne for tildeling af støtte.
Forslag til fremtidige retningslinjer for tildeling af økonomisk støtte til gennemførelse af julearrangementer:
- Støtten ydes alene til gennemførelse af ikke-private julearrangementer, der gennemføres af f.eks. institutioner, frivillige sociale organisationer, bosteder, grupper og foreninger.
- Støtte ydes til gennemførelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.
- Støtten kan ikke udbetales som kontante beløb til enkeltpersoner.
- Der kan ikke ydes støtte til aflønning eller anden honorering af frivillige eller en organisations ansatte, der forestår julearrangementernes gennemførelse.
- Ved støttens fordeling tilstræbes det, at der kan afholdes så stort et antal arrangementer som muligt for at sikre størst mulig bredde i arrangementerne.
- Ansøger er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse inden den 1. marts i året efter arrangementets afholdelse.
Annoncen foreslås udformet således:
Økonomisk støtte til julearrangementer.
Institutioner, bosteder, organisationer, grupper eller organisationer, der udfører frivilligt socialt arbejde har igen i år mulighed for at søge Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om økonomisk støtte til afholdelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.
Støttemidlerne, der ikke kan søges til enkeltpersoner, vil blive fordelt således, at så mange som muligt får lejlighed til at deltage i forskellige julearrangementer.
Ansøgningsfrist: 1. november 2004 kl. 9.00.
Skriftlig ansøgning sendes til:
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
Københavns Kommune
Rådhuset 1599 København V
Københavns Kommune www.kk.dk
Samarbejdet med Kontaktudvalget for de frivillige sociale organisationer:
I nærværende indstilling er det forudsat, at de indkomne ansøgninger forelægges for Kontaktudvalget for de frivillige sociale organisationer til høring forud for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens endelige udformning af indstilling til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Baggrunden for at inddrage Kontaktudvalget i midlernes anvendelse er dels at udvide samarbejdet med de frivillige organisationer og dels at søge at styrke de frivillige sociale organisationers deltagelse i afviklingen af julearrangementer.
Såfremt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender den foreslåede fremgangsmåde, vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen høre Kontaktudvalget om det er interesseret i at medvirke ved støttens fordeling. Såfremt Kontaktudvalget ikke ønsker dette, vil indstilling om støttens fordeling blive udarbejdet som hidtil.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
I budgettet for 2004 er der på ramme 21.34 julehjælp under funktion 5.99 øvrige sociale formål kr. 311.000 til rådighed inkl. udgifterne til annoncering til brug for ydelse af økonomisk støtte til gennemførelse af julearrangementer.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Under forudsætning af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets godkendelse af indstillingen foreslås det, at indstillingen forelægges for Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde med henblik på afgørelse af, om Kontaktudvalget ønsker at blive hørt i forbindelse med støttens konkrete fordeling.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger