Forslag til delegation fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forbindelse med afgivelse af høringssvar (Bilag)
Forslag til delegation fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forbindelse med afgivelse af høringssvar (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. maj 2002
Sager til beslutning
4. Forslag til delegation fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forbindelse med afgivelse af høringssvar (Bilag)
FAU 217/2002 J.nr. 217/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at udvalget delegerer kompetence til afgivelse af høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, når høringen vedrører følgende:
- Høringer af teknisk og juridisk karakter
- Høringer af teknisk og økonomisk karakter (DUT notater)
- Forvaltningssager
- Høringer vedrørende reguleringer/præciseringer af tidligere vedtagne lovforslag
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer modtager elektronisk kopi af lovforslag og det af forvaltningen afgivne høringssvar.
RESUME
På baggrund af udvalgets beslutning den 09.04.2002 vedr. delegation, gives under afsnit 1 - en kort gennemgang af udvalgets delegationsbeslutninger og vurdering af om yderligere delegation kan foreslås. Under afsnit 2 – en gennemgang af de forskellige høringstyper og forslag til, hvilke høringstyper, der fortsat forelægges udvalget, og forslag til hvilke, der kan delegeres til Forvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 09.04.2002 fremsatte Carl Christian Ebbesen (O) et forslag under punkt 4 mødeplan:
At udvalget på et kommende møde får forelagt en indstilling med forslag til hvilke sagstyper, der kan delegeres til forvaltningen, herunder høringssvar til ministeriet.
Udvalget tiltrådte dette forslag.
1. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets delegationsbeslutninger
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har siden valgperiodens begyndelse truffet delegationsbeslutninger henholdsvis den 09.01.2002 og 20.02.2002 på sagsområder, hvor det tidligere har været hensigtsmæssigt at delegere til henholdsvis forvaltningen og borgmesteren. Der henvises til vedlagte opdaterede oversigt over trufne delegationsbeslutninger i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Derudover er et delegationsforslag vedr. bemyndigelse til at træffe afgørelser i klagesager efter indstilling fra Det Sociale Brugerråd ( Brugerklagerådet) sat på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets dagsorden til den 15.05.2002.
Formålet med de af forvaltningen fremsatte delegationsforslag er at lette udvalgsmedlemmernes arbejdsvilkår på det omfattende sagsområde, således at udvalget kan koncentrere sig om fastlæggelse af de overordnede politiske målsætninger for de enkelte sagsområder fremfor enkeltsagsbehandling.
Forvaltningen har gennemgået punkterne på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets dagsordener siden udvalgets tiltræden den 01.01.2002. Udvalget har de første 4 måneder holdt 8 møder og har behandlet 119 punkter, når bortses fra punkterne – godkendelse af dagsorden – kommende sager – meddelelser og eventuelt. Forvaltningen har ikke ved gennemgangen fundet anledning til at foreslå yderligere delegationer til borgmester eller forvaltningen udover de allerede foreslåede. Kun for så vidt angår udvalgets beslutning om behandling af alle høringer i udvalget, skal forvaltningen foreslå, at udvalget bemyndiger forvaltningen, som tidligere foreslået, til at afgive høringssvar for nærmere definerede høringstyper. 13 af de 119 punkter i de første fire måneder har omfattet høringer. En stor del af disse høringer kunne være besvaret af forvaltningen, hvis udvalget tiltræder d en i det følgende forslåede kompetencedeling mellem udvalg og forvaltning. Udvalget har ligeledes selv besluttet en begrænsning af sager til udvalget, ved på sidste møde at beslutte, at man ikke ønskede Koordinationsudvalgets mødedagsordener til orientering.
2. Forslag til delegation fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forbindelse med afgivelse af nærmere definerede høringssvar
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 20.02.2002 følgende:
"At høringssvar til andre offentlige myndigheder, eksempelvis i forbindelse med lovforberedende arbejde altid forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Såfremt man ikke kan nå at behandle sagen på et ordinært møde sendes forslaget til høringssvar til udvalgsmedlemmerne, som kan bede om, at der indkaldes til ekstraordinært udvalgsmøde, hvis man er uenige i forslaget til høringssvar."
Det har efterfølgende vist sig at være vanskeligt for forvaltningen at håndtere mængden af høringer samt at overholde tidsfrister, når alle høringer skulle behandles i udvalget. En stor del af de forelagte høringer har omfattet en type, som forvaltningen i det følgende skal forslå delegeret til forvaltningen.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 09.04.02 følgende:
"At udvalget på et kommende møde får forelagt en indstilling med forslag til hvilke sagstyper, der kan delegeres til forvaltningen, herunder høringssvar til ministerier."
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal på denne baggrund foreslå, at udvalget bemyndiger forvaltningen til at foretage en sortering og prioritering, for så vidt angår høringers behandling i udvalget, som skitseret i det følgende.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen modtager, som fagforvaltning, høringer vedrørende lovforslag samt ændringer i eller nye udkast til bekendtgørelser, vejledninger m.m. Spektret i høringerne spænder vidt i indhold både i bredden og i dybden.
Høringer med væsentligt principielt, særligt politisk indhold eller markante økonomiske konsekvenser
En del af de høringer som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen modtager har konsekvenser for forvaltningens virke. I indeværende Folketingsår har der således været fremsat følgende lovforslag med betydelige konsekvenser for forvaltningen:
- Barselsorloven
- Integrationsloven
- Orlov til pasning af handicappede og svært syge
Disse sager indeholder betydelige ændringer i måden, hvorpå forvaltningens opgaver skal varetages, indholdet i service og ydelser eller har markante økonomiske konsekvenser.
Forvaltningen foreslår, at denne type høringer fortsat forelægges udvalget.
Høringer af teknisk og juridisk karakter.
Nogle høringer er af teknisk og juridisk karakter og har kun indholdsmæssige konsekvenser og ingen økonomiske konsekvenser. Der vil typisk være tale om lovforslag, hvor der er administrative konsekvenser, men hvor ministerierne ikke mener, dette har økonomiske konsekvenser. I disse sager vil der ikke blevet givet økonomisk kompensation til Københavns Kommune, og derfor vil en evt. økonomisk kompensation blive drøftet mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen.
Forvaltningen foreslår, at udvalget bemyndiger forvaltningen til at besvare denne type høringer.
Høringer af teknisk og økonomisk karakter ( DUT notater)
I løbet af behandlingen af lovforslag fremsendes et lovforslag gennemsnitligt 3 gange til behandling i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Dette skyldes typisk, at der foretages justeringer i indholdet dels ved 1. behandlingen i Folketinget og dels i de indkomne bemærkninger fra høringsparterne.
De senere forslag vil typisk være af mere juridisk teknisk karakter.
Efter behandling af lovforslaget fremsendes notater fra ministerierne indeholdende beregninger på de økonomiske konsekvenser af de fremsatte forslag. Derfor vil det indholdsmæssige i fremsatte lovforslag indgå i første udkast til lov.
Forvaltningen foreslår, at udvalget bemyndiger forvaltningen til at besvare denne type høringer.
Forvaltningssager.
Dernæst er der en gruppe af høringer, som kan betegnes Forvaltningssager.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i sæsonen 2001/2002 eksempelvis modtaget en høring fra Socialministeriet vedr. bekendtgørelsen om regnskabsaflæggelse, anvisning af statsrefusion og revision af kommunens boligregnskab. Høringen af denne type, der omhandler forvaltningens administrative opgaver er ikke i nævneværdig grad politisk relevante.
Forvaltningen foreslår, at udvalget bemyndiger forvaltningen til at besvare denne type høringer.
Høringer vedrørende reguleringer/præciseringer af tidligere vedtagne lovforslag.
I løbet af et Folketingsår fremsender ministerier og styrelser en række notater vedr. reguleringer i både det tekniske indhold og de økonomiske konsekvenser af love, bekendtgørelser og vejledninger. Der er typisk tale om præciseringer, og vil derfor typisk have intet eller meget begrænset omfang, og vil i ganske få tilfælde have konsekvenser, som ikke tidligere er blevet fremlagt i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget.
Forvaltningen foreslår, at udvalget bemyndiger forvaltningen til at besvare denne type høringer.
Høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
På baggrund af ovenstående foreslås det, at følgende sager fortsat forelægges for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:
- Høringer med væsentligt principielt, særligt politisk eller økonomisk indhold.
Delegering til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
På baggrund af ovenstående foreslås det, at følgende sager delegeres til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen:
- Tekniske høringer af juridisk karakter
- Tekniske høringer af økonomisk karakter (DUT notater)
- Forvaltningssager
- Høringer vedrørende reguleringer/præciseringer af tidligere vedtagne lovforslag
De af forvaltningen afgivne høringssvar, som vedrører lovforslag m.m vil blive tilsendt udvalget elektronisk med lovteksten som vedhæftede fil eller med link til lovteksten på pågældende ministeriums hjemmeside. Forslaget vil dermed medføre, at forvaltningen lettes i kopieringsmængde, sagsbehandlingen bliver hurtigere og mere effektiv og miljøet skånes.
MILJØVURDERING
Miljøet skånes ved mindre kopiering
ØKONOMI
Mindre besparelse til papir og kopiering samt porto i f.m. udsendelse af dagsorden.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Opdateret oversigt over Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets delegationsbeslutninger
Grethe Munk
/
Torben Brøgger