Støtte til flytning af "De frie fugle"s skurvogne i Århusgade
Støtte til flytning af "De frie fugle"s skurvogne i Århusgade
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. maj 2002
Sager til beslutning
12. Støtte til flytning af "De frie fugle"s skurvogne i Århusgade
FAU 221/2002 J.nr. 221/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget inden for en beløbsramme på kr. 140.000 beslutter at skabe forudsætningerne for en videreførelse af "De frie fugle"s skurvogn i Århusgade på et nyt areal, der lejes af DSB,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at den Det lokale center Indre Østerbro bemyndiges til at udforme rammerne for samarbejdet med "De frie fugle" om driften af skurvognen.
RESUME
"De frie fugle"s skurvogn i Århusgade har mistet sit hidtidige finansieringsgrundlag og DSB har opsagt lejeaftalen for det areal, hvorpå vognen har været placeret. Det lokale center Indre Østerbro har udarbejdet forslag til en videreførelse af aktiviteterne på et nyt areal og med mulighed for at kunne tilbyde brugerne af skurvognen social støtte.
SAGSBESKRIVELSE
Skurvognen ved Århusgade har fungeret som samlingssted for "De frie fugle", der primært udgøres af førtidspensionister, siden etableringen i 1991.
En bruger af skurvognen har rettet direkte henvendelse til forvaltningen om støtte til videreførelse af skuret i forbindelse med, at DSB har opsagt lejeaftalen vedrørende det areal, hvorpå skurene er placeret.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samme forbindelse fået en henvendelse fra DSB, fordi det var den daværende Institutionsafdeling, der oprindeligt havde lejet arealet af DSB og fremlejet det til en privatperson, der herefter opstillede skuret med støtte fra Socialministeriet.
DSB har fremsat tilbud om udlejning af et erstatningsareal, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår anvendt til genplacering af skurvognen. Erstatningsarealet ligger stik nord for det nuværende areal - lige på den anden side af Århusgade. Det "nye" areal vil blive mindre end det gamle - men stadig stort nok til formålet.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har haft en udegående medarbejder ude for at se på stedet. Det fungerer fortsat som samlingssted for gruppen og tiltrækker i et vist omfang personer med yderligere sociale problemer. Nogle af de personer, der var med til at starte stedet, opholder sig stadig dagligt i skuret.
Ud over at DSB nu skal bruge den grund, hvor skuret er placeret, har "De frie fugle" yderligere det problem, at det tilskud fra Socialministeriet, der gennem årene har finansieret driften af skurvognen, er bortfaldet.
Endelig er organisationen bag skurvognen, der udgjordes af én person, ikke længere aktiv.
En videreførelse af de hidtidige aktiviteter forudsætter således: En ny fysisk placering, en fornyet finansiering og en reorganisering af den organisatoriske ramme for aktiviteterne.
"De frie fugle" ansøgte om støtte fra § 115-frivillighedsmidlerne til driften i 2002. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderede, at ansøgningen ikke opfyldte betingelserne for at komme i betragtning til § 115-støtte. Ansøgningen var derfor ikke anbefalet til støtte i den indstilling, der har været forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har været kontaktet af en bruger af skurvognen, der stærkt argumenterede for en fortsættelse af skurprojektet. Han gav udtryk for, at stedet var en god ramme om den gruppe på en 20-25 personer, der er daglige brugere af stedet. Han mente yderligere, at gruppen ville blive synlig i gadebilledet, hvis skuret måtte opgives. I skurvognsprojektet er der tale om, at en gruppe personer har et fælles mødested, hvor de drikker, spiller kort m.v. De daglige opgaver varetages af brugerne selv.
Skurvognene har været genstand for omtale i bl.a. Østerbro Avis. Avisen skrev, at Københavns Kommune havde "smækket kassen i" overfor "De frie fugle". Dette var, som det fremgår af ovenstående ikke korrekt, da Kommunen aldrig har finansieret stedet.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen var derimod parat til at medvirke til at finde en alternativ løsning for brugerne af skurvognen og specielt en løsning, som også indeholder en socialfaglig dimension.
Med dette udgangspunkt indgik Det lokale center Indre Østerbro en aftale med værestedet Nabo-Østerbro om, at de hidtidige brugere af skurvognene kunne tilbydes at benytte værestedet.
Brugerne af skurvognene afslog imidlertid dette tilbud.
På denne baggrund er Det lokale center Indre Østerbro fremkommet med et forslag om, at der etableres en partnerskabsaftale mellem lokalcentret og "De frie fugle"- eventuelt med deltagelse af lokale frivillige organisationer. Hensigten er at få fastlagt et fælles grundlag for en videreførelse af skurvognen.
Ud over tilbuddet fra Nabo-Østerbro, som stadig står ved magt, eventuelt som et supplement til en videreførelse af skurvognen, medførte omtalen i Østerbro Avis, at en lokal kirkelig organisation har iværksat en indsamling, hvor midlerne skal gå til en løsning af "De frie fugle"s problemer.
Forvaltningen afstår i almindelighed fra at etablere skurvognsprojekter, der blot skal tjene til dagligt ophold for specielle grupper. Resultatet bliver meget nemt, at de, der benytter disse steder, fastholdes i en marginaliseret situation. Grundlaget for lokalcentrets forslag til videreførelse skurvognen skal netop ses på baggrund af lokalcentrets ønske om at tilføre projektet en social dimension.
Hensigten er at etablere en samarbejdsform, der kan være rammen om en åben dialog med brugerne om tiltag, der kan medvirke til at løse de sociale problemer, som måtte vise sig.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at iværksættelsen af disse initiativer vil kunne tilgodese både brugernes og lokalområdets behov.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med sagen.
ØKONOMI
Afvikling af nuværende grund:
De frie fugles aktuelle gæld (Leje af skurvogn og elregning) ca. kr. 15.000
Reetablering af grund/fjernelse af hegn/nedtagning af el ca. kr. 30.000
Skrotning af udtjent skurvogn ca. kr. 7.000
I alt ca. kr. 52.000
Etablering af skurvognen på ny grund:
Planering / opsætning af hegn / elinstallation ca. kr. 30.000
Køb og flytning af skurvogn ca. kr. 19.000
I alt ca. kr. 49.000
Årlige driftsudgifter:
Årligt lejeniveau for grunden ca. kr. 8.000
Øvrige årlige udgifter til el, renovation, vedligeholdelse ca. kr. 15.000
I alt ca. kr. 23.000
Udgifterne er excl. moms
Udgiften afholdes over konto 5.99: Øvrige sociale formål
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Grethe Munk
/
Torben Brøgger