Pladsgaranti og prognose for anvisning af plads i dagtilbud (Bilag)
Pladsgaranti og prognose for anvisning af plads i dagtilbud (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. januar 2003
Sager til beslutning
9. Pladsgaranti og prognose for anvisning af plads i dagtilbud (Bilag)
FAU 21/2003 J.nr. 21/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, at pladsgarantien erstattes med begrebet 'gennemsnitlig indmeldelsesalder'.
at den forventede pladssituation i de enkelte bydele offentliggøres, så forældrene kan se, hvor hurtigt de kan forvente at få en plads til deres barn i institution eller dagpleje.
RESUME
På baggrund af tidligere drøftelser i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget fremlægges her forslag til en erstatning for pladsgarantibegrebet. Endvidere gives en redegørelse for det prognosesystem, der skal give forældrene mulighed for at vurdere, hvornår en given institutionsplads bliver ledig.
Til erstatning for pladsgarantibegrebet er udarbejdet en oversigt, der viser, hvornår forældrene kan forvente at få et pasningstilbud til deres barn. Oversigten er opdelt på bydele og viser årsvariationen.
Det fremgår af oversigten, at i den bydel (Brønshøj), hvor børnene er yngst, når de får plads, er børnenes alder ved anvisning mellem 6 og 12 måneder. Den laveste alder forekommer, når børn er 'rykket op' i institutionerne i forbindelse med skolestart - altså i sommermånederne og efteråret.
I den bydel (Indre Østerbro), hvor børnene er ældst, før de får plads, er børnenes alder ved anvisning mellem 12 og 16 måneder. De øvrige bydele ligger i mellem disse yderpunkter.
Forældrene skal også tilbydes en service, hvor de kan se, hvornår de kan forvente at få en plads til et dagtilbud, de er skrevet op til. Denne service vil være tilgængelig på Internettet efter indførelsen af de ny pladsanvisningsregler.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med indstillingen om nye anvisningsregler som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede den 19. juni 2002 skrev Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at forvaltningen vil fremsætte forslag om en reformulering af pladsgarantien, som har mere praktisk relevans for forældrene.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøftede på mødet den 2. oktober 2002 orienteringen om antallet af børn på venteliste i bydelene med henblik på, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen efterfølgende skulle udarbejde en indstilling om et nyt pladsgarantibegreb.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har endvidere bedt forvaltningen vurdere muligheden for at udarbejde et prognosesystem, så forældrene kan vurdere, hvornår de kan forvente at få den ønskede daginstitutionsplads til deres barn.
Fra pladsgaranti til pladsforventning
I dag er pladsgarantibegrebet defineret som: Det er muligt at få plads til sit barn fra det er 11 måneder i gennemsnit over året og i hele byen. Dette pladsgarantibegreb er grundlaget for de demografimidler, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget modtager til dagpasningsområdet. Imidlertid opfattes pladsgarantibegrebet af borgerne som et alment gyldigt servicebegreb, og det giver anledning til forældrekrav, som forvaltningen ikke kan leve op til.
Det varierer meget over året og i byen, hvornår det enkelte barn får tilbudt plads. Selv om pladsgarantien er beskrevet som en gennemsnitsbetragtning, giver formuleringen forældrene en forventning om, at de kan få plads til deres barn fra det er 11 måneder.
Det foreslås derfor, at pladsgarantibegrebet afløses af en vurdering af pladssituationen i den enkelte bydel. Vurderingen kan formidles til forældrene som et overblik over, hvornår kommunen kan tilbyde plads.
Pladssituationen foreslås opgjort i et skema (se bilag 1). Skemaet skal vise alderen for de yngst anviste børn pr. bydel pr. måned. Denne alder giver forældrene en forventning om, hvornår de tidligst kan få en plads i en daginstitution eller dagpleje i den pågældende bydel, hvis de skriver deres barn op til de institutioner, der har relativt korte ventelister.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen følger op på den politiske målsætning om, at børnene skal have tilbudt dagpasning når de fylder 11 måneder - dette set som et gennemsnit over året i hele byen. Denne opfølgning finder i dag sted i forhold til vurdering af pladsgarantien.
Prognose
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har bedt forvaltningen vurdere muligheden for at udarbejde et prognosesystem, så forældrene kan vurdere, hvornår de kan forvente at få den ønskede daginstitutionsplads til deres barn.
Med de nye anvisningsregler vælger forældrene at skrive deres barn på venteliste til et eller to dagtilbud. Dette sker ud fra behov, som er væsentlige for den pågældende familie, f.eks. ønskes en plads meget hurtigt, afstand til hjemmet, dagtilbudets pædagogik mv.
I forbindelse med opskrivningen vil forældrene vide, hvornår de kan få plads i den eller de institutioner, de har besluttet sig for.
Forældre kan på Internettet slå op på en institution og se:
- Hvor mange børn der står på ventelisten
- Hvornår er der børn i denne institution, der bliver 3 år
- Hvor mange af de opskrevne børn, der har institutionen som første eller anden prioritet
- Om der er børn, der i øvrigt er udmeldt
På baggrund af disse oplysninger kan forældrene vurdere, hvor det vil være bedst at skrive deres barn op i forhold til de præferencer, familien har. Desuden kan forældrene kontakte pladsanvisningen og få oplysningerne, og de kan få hjælp til at vurdere oplysningerne.
En prognose for, hvornår barnet kan forvente at få plads, vil tage udgangspunkt i, at alle foranstående børn på listen først skal have plads i institutionen. Hvis barnet er nummer 10 på en venteliste til en vuggestue, vil man kunne forvente en plads den måned, det 10. barn i vuggestuen bliver 3 år. Dette vil forældrene som nævnt kunne se på Internettet.
Forældrene kan ofte regne med, at pladsen kommer, før det er forventet. Det sker:
- Når et barn, der står foran på listen, får plads i anden institution, det også er skrevet op til.
- Når forældrene til et barn, der står foran på listen, vælger at sige nej til en plads, fordi de får den tilbudt, før de har brug for den.
- Når børn fraflytter ønskeinstitutionen og frigiver en plads.
Forældrene skal også være opmærksomme på en række faktorer, som kan forrykke prognosen, så pladsen kommer senere end forventet. Det vil ske, når børn ikke rykker ud af vuggestuen som planlagt. Dette vil ske i følgende tilfælde:
- I en vuggestue, hvor børnene ikke kan overflyttes til børnehave, når de bliver 3 år, fordi der ikke er plads i børnehaven.
- I en integreret institution, hvor der ikke er plads i børnehaven til at børnene kan 'rykke op'.
Endvidere vil det ske i sjældnere tilfælde:
- I integrerede institutioner, hvor børnene forbliver i børnehaven i stedet for at starte i skole. Denne sjældne situation kan forlænge ventetiden betydeligt.
- Når et barn indskrives i institutionen på social dispensation.
Forældre vil have mindst risiko for at blive ramt af disse enkeltstående tilfælde, hvis de lader deres barn skrive op til 2 institutioner.
Forældrene kan få hjælp på pladsanvisningen til vurderingen af, hvornår pladsen bliver ledig.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have nogen miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Skema med det foreslåede pladsoverblik.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen