Delegation af beslutningskompetence fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til at besvare visse ansøgninger af økonomisk art fra institutioner, foreninger, organisationer (Bilag)
Delegation af beslutningskompetence fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til at besvare visse ansøgninger af økonomisk art fra institutioner, foreninger, organisationer (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. januar 2003
Sager til beslutning
19. Delegation af beslutningskompetence fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til at besvare visse ansøgninger af økonomisk art fra institutioner, foreninger, organisationer (Bilag)
FAU 11/2003 J.nr. 11/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning af 13. november 2002 erstattes med følgende:
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får forelagt alle ansøgninger, der indeholder økonomi fra institutioner, foreninger, organisationer og lignende - med undtagelse af:
at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen besvarer henvendelser af økonomisk og driftsmæssig karakter fra kommunale og selvejende institutioner, som i forvejen har driftoverenskomst med Københavns Kommune, og fra foreninger og organisationer, som modtager et budgetteret drifttilskud i henhold til serviceloven – uanset om ansøgningen er stilet til det politiske niveau eller forvaltningen.
Herudover indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen etablerer en åben postliste med udgående breve, som borgmesteren har underskrevet i sin egenskab af borgmester, dog med undtagelse af breve, der handler om personsager.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 20. februar 2002 følgende delegation til borgmesteren:
- At udvalget bemyndiger borgmesteren til at besvare henvendelser/klager og lignende fra borgere, organisationer m.v., når henvendelsen ikke har overordnet principiel/særlig politisk karakter.
På baggrund af delegationsbeslutning af 20. februar 2002 har borgmesteren besvaret klager og andre henvendelser fra borgere, foreninger og organisationer – herunder også henvendelser af økonomisk art .
Ovennævnte delegationsbeslutning er fortsat gældende, men Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 13. november 2002 at afgrænse borgmesterens kompetence således:
- At Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får forelagt alle ansøgninger, der indeholder økonomi til institutioner, foreninger, organisationer og lignende.
Imidlertid har forvaltningen haft vanskeligt ved at afgrænse og håndtere delegationsbestemmelsen i denne ordlyd, og forvaltningen foreslår derfor en ny kompetencefordeling mellem udvalget, borgmesteren og forvaltningen, således at udvalget kun får forelagt et begrænset antal sager, som defineret i ovenstående indstillingspunkter.
Udvalget kan dog altid tage en sag op af egen drift, ligesom forvaltningen efter et konkret skøn kan forelægge en sag for udvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 20. februar 2002 at delegere følgende til borgmesteren:
- At udvalget bemyndiger borgmesteren til at besvare henvendelser/klager og lignende fra borgere, organisationer m.v., når henvendelsen ikke har overordnet principiel/særlig politisk karakter.
Borgmester har i henhold til denne bemyndigelse besvaret henvendelser om støtte – ansøgninger, når disse har været stilet til borgmesteren ,og når ansøgningerne ikke umiddelbart har kunnet omfattes af henholdsvis § 115 puljen til frivilligt socialt arbejde eller puljen til integrationsfremmende tiltag, hvortil Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har beslutningskompetence.
Ovennævnte delegation til borgmesteren er fortsat gældende, men Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 13. november 2002 at begrænse og afgrænse borgmesterens kompetence og besluttede følgende:
- At Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får forelagt alle ansøgninger, der indeholder økonomi fra institutioner, foreninger, organisationer og lignende.
På baggrund af sidstnævnte beslutning fik Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 11. december 2002 bl.a. forelagt en ansøgning fra Saxogården om midler til etablering af markiser.
På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 11. december 2002 tilkendegav forvaltningen, at problemstillingen tages op på førstkommende møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med henblik på at formulere en ny indstilling til erstatning af beslutning af 13. november 2002, således at udvalget ikke får forelagt alle sager af driftmæssig og bagatelagtig karakter.
Problematisering af delegation
Hensigten med delegation er , at udvalgets medlemmer i større udstrækning kan koncentrere sig om løsning af mere principielle sager, at give politikerne mulighed for at koncentrere sig om at tænke politisk overordnet og at fritage politikerne fra enkeltsager af driftmæssig karakter.
Enhver delegation indeholder samtidig fordele og ulemper, og det er vigtigt, at der er enighed om fortolkningen af delegationen.
Som delegationsbeslutningen var formuleret ved beslutning af 20. februar 2002, foretog forvaltningen et konkret skøn over, hvornår en henvendelse var af en sådan karakter, at den skulle forelægges udvalget. Der har været tilfælde, hvor forvaltningen har vurderet, at henvendelsen alene har haft et driftsmæssigt indhold, men hvor sagen efterfølgende har udviklet sig til at blive en sag med politisk bevågenhed. Som eksempler kan nævnes KIFU-sagen, ansøgningen fra Ægteskabs- og skilsmissehjælpen og TUBA-sagen.
Som delegationsbeslutningen er formuleret den 13.11.2002 har forvaltningen haft svært ved at afgrænse og håndtere den af udvalget besluttede delegation. Forvaltningen har før beslutningen besvaret hovedparten af henvendelser af økonomisk og driftmæssig karakter, og borgmesteren har besvaret de henvendelser, der har været stilet til ham, som der er redegjort for overfor udvalget.
Hvis beslutningen af 13. november 2002 skal efterleves helt bogstaveligt vil udvalget få forelagt op mod 1000 sager om året, både de henvendelser, der tidligere blev behandlet og besvaret af forvaltningen, og de der blev besvaret af borgmesteren. Alle ansøgninger, der indeholder økonomi fra institutioner, foreninger og organisationer og lignende skal jf. beslutningen forelægges udvalget, uanset om ansøgningen er stilet til forvaltningen, lokalt eller centralt, eller til borgmesteren. Da forvaltningen har ca. 670 kommunale institutioner og selvejende institutioner og samarbejder med flere hundrede foreninger og organisationer, der ind imellem henvender sig til forvaltningen og ansøger om alt fra tilskud til varmeregninger, markiser, til huslejetilskud, er det nødvendigt med en mere præcis afgrænsning af delegationsbestemmelsen, før den kan håndteres i hverdagen af forvaltningen.
For at sikre, at udvalget ikke fremover skal tage stilling til økonomiske ansøgninger af driftsmæssig karakter fra kommunale og selvejende institutioner, og for at begrænse antallet af sager til udvalget, foreslår forvaltningen følgende delegations- og kompetencefordeling :
- At Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får forelagt alle ansøgninger, der indeholder økonomi fra institutioner, foreninger, organisationer og lignende - med undtagelse af:
- At Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen besvarer henvendelser af økonomisk og driftsmæssig karakter fra kommunale og selvejende institutioner, som i forvejen har driftoverenskomst med Københavns Kommune, og fra foreninger og organisationer, som modtager et budgetteret drifttilskud i henhold til serviceloven – uanset om ansøgningen er stilet til det politiske niveau eller forvaltningen.
Herudover foreslås, det
- At Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen etablerer en åben postliste med udgående breve, som borgmesteren har underskrevet i sin egenskab af borgmester, dog med undtagelse af breve, der handler om personsager.
Udvalget kan dog altid tage en sag op af egen drift, ligesom forvaltningen efter et konkret skøn kan forelægge en sag for udvalget
Hvis delegationsbestemmelsen afgrænses, som foreslået i indstillingen, vil forvaltningen kunne sikre overholdelse af lighedsprincippet, der har til formål at sikre en ensartet behandling af institutioner, organisationer og samarbejdspartnere. I praksis er det nemlig lidt tilfældigt, om ansøgeren vælger at stile sin ansøgning til administrationen eller det politiske niveau. Det er dog mere udbredt, at institutioner med en driftoverenskomst og bestyrelse vælger at henvende sig til det politiske niveau end kommunale institutioner. Det vil kunne give nogle skævvridninger på institutionstype i forhold til de afgørelser, der træffes i den enkelte sag.
Nogle af de ansøgningssager, der har været politisk fokus på i FAU, vil eksempelvis - ifølge den nye indstilling - skulle behandles således:
KIFU – sagen skal – ved en fornyet henvendelse om økonomisk tilskud – behandles i Forvaltningen, såfremt det drejer sig om størrelsen af foreningens årlige drifttilskud, fordi der foreligger driftoverenskomst. Såfremt KIFU søger § 115 tilskud, behandles disse efter de af FAU vedtagne principper.
Ægteskabs- og skilsmissehjælpen – modtog først i 90'erne tilskud fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. De fik afslag på ansøgning om tilskud i 2002 - også efter en politisk behandling. En evt. ny henvendelse om tilskud skal - efter den nye indstilling - igen behandles i FAU
TUBA – som er et tilbud til unge mellem 14-25 år ( børn af alkoholikere) - fik først et afslag fra borgmesteren på ansøgning i 2002 – men efter politisk behandling besluttede FAU at yde et étårigt tilskud til TUBA. Ved en evt. fornyet henvendelse fra TUBA – vil sagen igen skulle behandles i FAU , fordi der ikke foreligger driftoverenskomst med TUBA eller aftale om budgetteret drifttilskud.
Hvorledes besluttes delegation
Et enigt udvalg kan træffe beslutning om delegation til borgmesteren - Et enkelt udvalgsmedlem kan kræve, at delegationen trækkes tilbage jf. forretningsordenens § 11 stk. 1.
Delegation til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kræver stemmeflertal og kan omgøres ved stemmeflertal jf. forretningsordenens § 11 stk. 2.
( 2. at i indstillingen)
MILJØVURDERING
Indstillingen indeholder ingen miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Ingen bemærkninger.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger.
HØRING
-
BILAG
- Delegationsbeslutninger truffet i FAU i 2002
- Delegationsbeslutning af 20.02.2002 og af 13.11.2002
- Delegationsbeslutninger i andre udvalg
Grethe Munk
/
Torben Brøgger