Økonomisk hjælp til dækning af flytteudgifter i Anna Poulsens Minde (Bilag)
Økonomisk hjælp til dækning af flytteudgifter i Anna Poulsens Minde (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 14. september 2005
19. Økonomisk hjælp til dækning af flytteudgifter i Anna Poulsens Minde (Bilag)
FAU 437/2005 J.nr. 437/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at ansøgningen videreformidles til lokalcentret, som tager konkret stilling til ansøgningen og beløbet og giver institutionen en begrundet afgørelse
eller
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutter, at den indkomne ansøgning fra Anna Poulsens Minde til merudgifter i forbindelse med byggesag skal dækkes inden for den samlede ramme på 0-6 års området.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget modtog den 5. august 2005 en ansøgning fra Menighedsbørnehaven Anna Poulsens Minde om dækning af merudgifter ved flytning af institutionens legeplads. Der ansøges om 68. 750 kr. Ansøgningen begrundes, med at institutionen har brugt hele sit overskud fra 2004 på 100.000 kr. til køb af huslænge, og derfor ikke kan dække de resterende udgifter til flytning.
Efter en del turbulens omkring Anna Poulsens Mindes nye legeplads, besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på mødet den 8. juni at forhøje den givne kapitalbevilling til institutionens legeplads med 50.000 kroner, som skulle gå til en delvis finansiering af det omtalte spejderhus, der lå på deres kommende legeareal (FAU 297/2005 – indstillingen, hvoraf hele baggrunden fremgår, er vedhæftet her).
SAGSBESKRIVELSE
Byggekontoret har pr. mail den 25. juli orienteret institutionens leder om, at bevillingen på 50.000 kroner til køb af spejderhuset frigøres, så snart Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget en kopi af et anmærkningsfrit skøde fra institutionen. Forvaltningen har endnu ikke modtaget dette skøde fra institutionen og derfor er bevillingen på 50.000 kr. endnu ikke udmeldt til institutionen.
Efterfølgende har Forældrebestyrelsen ved Anna Poulsen sendt det vedlagte brev til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, hvor de beder om dækning af yderligere udgifter. Da de giver udtryk for, at de selv skal dække det fulde køb af spejderhuset med 100.000 kroner, som svarer til deres forventede budgetoverførsel mellem 2004 og 2005.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke en pulje til dækning af denne type udgifter, der nævnes i ansøgningen. Det er normalt lokalcentret, der vurderer denne type af ansøgninger, hvilket forvaltningen også mener, bør ske i dette tilfælde.
Når lokalforvaltningen vurderer denne type af ansøgninger foretager de en gennemgang af institutionens økonomi (herunder om der er givet budget til merindskrivning i perioden eller, om institutionen som konsekvens af byggesagen har haft tomme pladser).
Derudover har institutionerne mulighed for at overføre både overskud og underskud mellem budgetårene.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Hvis indstillingens andet "at" besluttes, og forvaltningen herefter skal dække merudgifterne ved flytningen, skal der findes 68.750 kr. inden for den samlede ramme på 0-6 års-området.
Hvis indstillingens første "at" vedtages, vil de økonomiske konsekvenser afhænge af den konkrete sagsbehandling i lokalcentret.
BILAG
· Kopi af dagsorden FAU 297/2005
· Kopi af beslutningsprotokol FAU 297/2005
· Brev fra Menighedsbørnehaven Anna Poulsens Minde modtaget 5. august 2005
Grethe Munk / Sven Bjerre