Ansøgning om støtte til luse CD (bilag)
Ansøgning om støtte til luse CD (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 14. maj 2003
Sager til beslutning
8. Ansøgning om støtte til luse CD (bilag)
FAU 243/2003 J.nr. 243/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der gives foreløbigt afslag på ansøgningen fra Alice Olsen om økonomisk støtte til at få fremstillet en luse CD, men at hun samtidigt meddeles, at der kan ansøges igen, når CD 'ens indhold og budget er beskrevet. (jf. vedlagte svarudkast).
RESUME
Miljøbiolog Alice Olsen har bedt om en tilkendegivelse af, om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vil yde økonomisk støtte til at få fremstillet en luse CD.
Målgruppen for CD'en er forældre til småbørn, og CD'en overvejes stillet til rådighed for borgerne via institutioner, skoler eller biblioteker.
Alice Olsens initiativ og engagement for at udrydde børn og børnefamiliers problem med hovedlus er prisværdigt, men der kan ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse om hel eller delvis støtte til projektet. Det vil kræve en mere detaljeret beskrivelse af CD'ens indhold samt et specificeret budget, så det kan besluttes, hvilke dele af projektet kommunen kan støtte og eventuelt få indflydelse på. Desuden anbefales det Alice Olsen at søge støtte fra fonde.
SAGSBESKRIVELSE
Anouschka Andersen ved TV Nordkysten, påtænker at fremstille en informations-CD om hovedlus med Alice Olsen som faglig konsulent.
Alice Olsen forespørger i den anledning Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, om den vil give en forhåndstilkendegivelse om økonomisk støtte til en sådan CD. I givet fald vil der blive udarbejdet et budget for projektet.
Alice Olsen har gennem flere år brændt for lusesagen. Blandt andet har hun, i samarbejde med den kommunale sundhedstjeneste i København, haft et forsøgsprojekt med kæmning som alternativ til brug af kemiske midler. Alice Olsen har været initiativtager til og koordinator for " Store Lusedags arrangementer" den 31. januar 2002 og 2003. Her blev der opfordret til samtidig lusefjernelse over hele byen, for at komme lusene til livs.
Ved telefonisk henvendelse oplyser Alice Olsen, at CD'en også er tænkt som arbejdsredskab for sundhedsplejen i skoler og institutioner, samt at der ikke er søgt midler via fonde. Cd'en vil blive interaktiv med små klip af lus og behandling af dem samt oplysende indslag udarbejdet som små tegnefilm med mere. Optagelserne er startet den 14. april, og støtten skulle muliggøre at CD'en kan uddeles gratis.
Alice Olsens initiativ og engagement, for at udrydde børn og børnefamiliers problem med hovedlus er prisværdigt, men der kan ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse om hel eller delvis støtte til projektet. Det vil kræve en mere detaljeret beskrivelse af CD'ens indhold samt et specificeret budget, så det kan besluttes hvilke dele af projektet kommunen kan støtte. Desuden må det anbefales Alice Olsen at søge fra fonde generelt.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Det er ikke på det nuværende grundlag muligt at vurdere, hvor meget projektet vil koste.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Ansøgning af 28. marts 2003 fra Alice Olsen til Bo Asmus Kjeldgaard samt kvitteringssvar af 8. april fra Bo Asmus Kjeldgaard til Alice Olsen.
- Udkast til svarbrev fra Bo Asmus Kjeldgaard til Alice Olsen.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen