Mødedato: 14.04.2004, kl. 15:30

Budgetforslag 2005 - ønskeliste, spareforslag og generelle bemærkninger (Bilag) (Eftersendt)

Budgetforslag 2005 - ønskeliste, spareforslag og generelle bemærkninger (Bilag) (Eftersendt)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. april 2004

 

9. Budgetforslag 2005 - ønskeliste, spareforslag og generelle bemærkninger (Bilag) (Eftersendt)

FAU 194/2004 J.nr. 194/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at forvaltningen udarbejder et budgetforslag med henblik på aflevering til Økonomiudvalget den 3. maj 2004 med udgangspunkt i vedlagte udkast til de generelle bemærkninger (bilag 1), hvor spareforslagene er beskrevet og med udgangspunkt i forslag til ønskeliste (bilag 2).

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at budgetforslaget afleveres til Økonomiudvalget den 3. maj 2004 under forudsætning af efterfølgende godkendelse på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 5. maj 2004.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetforslag for 2005 skal afleveres til Økonomiudvalget den 3. maj 2004. Denne indstilling indeholder forslag til generelle bemærkninger i bilag 1 med beskrivelse af udmøntning af spareforslag på 69,2 mill. kr. og intern omprioritering indenfor rammen, samt beskrivelse af ønskeliste i bilag 2.

SAGSBESKRIVELSE

Denne indstilling er vedlagt de generelle bemærkninger med beskrivelse af spareforslag i bilag 1 og specificeret ønskeliste i bilag 2.

Budgetforslaget skal afleveres til Økonomiudvalget (via Økonomiforvaltningen) den 3. maj 2004. Det indstilles derfor, at budgetforslaget afleveres til Økonomiudvalget den 3. maj 2004 under forbehold for efterfølgende godkendelse i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 5. maj 2004.

Det overordnede krav fra Økonomiudvalget er, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal fremsende et budgetforslag for 2005 indenfor rammen. Det betyder, at udvalget skal indarbejde besparelser på 69,2 mill. kr. i budgetforslaget, jf. indkaldelsescirkulæret. Spareforslagene er beskrevet i de generelle bemærkninger i bilag 1.

På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetseminar den 24. marts 2004 var der enighed om at forvaltningen skulle udarbejde et budgetforslag, hvor der er indarbejdet spareforslag på i alt 83,3 mill. kr. Baggrunden herfor er at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har ønsket, at der gives 13,9 mill. kr. udover de 69,2 mill. kr. til dækning af udgifter til arbejdsskadeforsikring, huslejestigninger og pension i forvaltningens institutioner. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsker desuden at sikre tilskud til HIV-Danmark, brugerundersøgelse på anbringelsesområdet og tilskud til børnekulturhuset Sokkelundlille. Aktiviteterne finansieres ved en omprioritering indenfor rammen.

Økonomiudvalgets krav er endvidere, at ønskelisten afleveres i et selvstændigt bilag. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har overordnet beskrevet ønskelisten i de generelle bemærkninger og har vedlagt forslag til udfyldt bilag til Økonomiudvalget i bilag 2 til denne indstilling. Ønskelisten er prioriteret i forhold til aktiviteter og boliger til udsatte svage grupper.

På bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov har forvaltningen udarbejdet en selvstændig redegørelse, der viser at det forventede realforbrug i 2005 nødvendiggør tilførsel af 36,3 mill. kr., såfremt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ikke får tilført de tilbageholdte demografimidler på 37,4 mill. kr. fra Økonomiudvalget.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Budgetforslaget har økonomiske konsekvenser på alle områder i forbindelse med finansiering af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bidrag til omstillingsbidrag på 69,2 mill. kr.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Bilag 1: Generelle bemærkninger med beskrivelse af spareforslag
  • Bilag 2: Forslag til ønskeliste

 

Grethe Munk

/ Sven Bjerre

 

Til top