Kvalitetsforbedring af forholdene på de etablerede ungdomssanktionspladser (Bilag)
Kvalitetsforbedring af forholdene på de etablerede ungdomssanktionspladser (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 14. april 2004
16. Kvalitetsforbedring af forholdene på de etablerede ungdomssanktionspladser (Bilag)
FAU 187/2004 J.nr. 187/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at de resterende 1,7 mill. kr. af Socialministeriets bevilling benyttes til at kvalitetsforbedre undervisnings- og aktivitetsmulighederne på de 11 etablerede ungdomsanktionspladser.
RESUME
I forbindelse med indførelsen af ungdomssanktionen samt Københavns Kommunes etablering af yderligere 5 sikrede pladser bevilligede Socialministeriet Københavns Kommune 8 mill. kr. til minimum 10 åbne pladser til kriminelle unge.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstillede på daværende tidspunkt, at de 8 mill. kr. skulle benyttes til etablering af 11 åbne sanktionspladser til kriminelle unge over 15 år samt en række pladser til kriminelle unge under 15 år.
Det har nu vist sig, at det ikke er muligt at etablere en række pladser til kriminelle unge under 15 år på de eksisterende institutioner. Ligeledes har der vist sig et behov for at foretage en yderligere kvalitetssikring af de 11 etablerede sanktionspladser mhp. en forbedring af mulighederne for undervisning og aktiviteter.
På denne baggrund indstilles det, at de resterende 1,7 mill. kr. af den samlede socialministerielle bevilling på 8,0 mill. kr. benyttes til en kvalitetsforbedring af aktivitets- og undervisningsforholdene på de 11 etablerede sanktionspladser.
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, da anlægsudgiften afholdes af den socialministerielle bevilling, og driftsudgiften afholdes indenfor den nuværende budgetramme.
SAGSBESKRIVELSE
Socialministeriet har bevilliget 8,0 mill. kr. til etablering af minimum 10 ungdomsanktionspladser i København.
I forbindelse med projektets fremlæggelse for Borgerrepræsentationen (BR 35/03) indstillede Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at 6,3 mill. kr. skulle benyttes til etablering af 11 åbne sanktionspladser til kriminelle unge over 15 år, samt at 1,7 mill. kr. skulle benyttes til en række pladser til kriminelle unge under 15 år.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i efteråret 2003 ibrugtaget 8 sanktionspladser på Akademiet (ny afdeling på døgninstitutionen Sønderbro) og 3 sanktionspladser på den selvejende døgninstitution Seden Enggård.
Ifølge lovgrundlaget for ungdomssanktionen skal de unge fastholdes i deres sanktionsforløb, men de fleste kriminelle unge har meget svært ved at indordne sig under faste rammer, regler og aftaler. Det er derfor utroligt vigtigt, at de unge kommer ind i en struktureret og tryg hverdag, hvor højt kvalificerede og engagerede medarbejdere kan dels motivere for, dels insistere på, at de unge både skal og kan integreres i sociale sammenhænge
Dette gøres bl.a. med undervisning og aktiviteter, som fastholder de unge og giver dem positive erfaringer og redskaber til at begå sig socialt på en arbejdsplads eller i en skole.
I forbindelse med etableringen af de 11 sanktionspladser har forvaltningen iværksat et nytænkende metodeudviklingsprojekt, der skal sikre udviklingen af nye metoder i arbejdet med de ungdomsanktionsdømte unge gennem en udvikling af de medarbejdere, der har de direkte erfaringer med de unge.
Den centrale aktivitet i metodeudviklingsprojektet er derfor kompetenceudvikling af medarbejderne i den såkaldte Københavneruddannelse. Uddannelsen er baseret på seminarer, netværkscoaching omkring konkrete sager og praktikophold på det socialpædagogiske opholdssted Solhaven, der har meget gode resultater i arbejdet med stærkt utilpassede kriminelle unge.
Uddannelsens mål er at sikre, at medarbejderne – individuelt og kollegialt - er fagligt og personligt rustet til at løse opgaven med målgruppen og sikre, at hver enkelt unge bringes i personlig udvikling hen imod positiv integration i samfundet.
På den nye sanktionsafdeling Akademiet er de pædagogiske dagaktiviteter samlet i en afdeling, kaldet Fakultetet – et navn, der skal signalere aktiviteternes høje faglige niveau. Fakultetets formål er dels at motivere de unge for at lære, dels at give de unge konkrete kvalifikationer ift. skole, praktiske færdigheder, samfundsforståelse og kropsbevidsthed.
Selv om Seden Enggård, der har de øvrige 3 sanktionspladser, ikke har en dagafdeling, der er sammenlignelig med Fakultetet på Akademiet, er det pædagogiske idegrundlag overensstemmende. Således tilbyder Seden Enggård også de sanktionsdømte unge en meget struktureret hverdag med fokus på tilegnelsen af formelle kvalifikationer og et generelt højt fysisk aktivitetsniveau.
Grundtanken i det pædagogiske arbejde med de sanktionsdømte unge er, at de ansatte skal insistere på og sandsynliggøre overfor de (ofte meget illusionsløse) unge, at de gennem tilegnelsen af nye færdigheder, faktisk kan få en bedre fremtid. Samtidig skal de ansatte konkret og troværdigt demonstrere aktiviteternes nytteværdi gennem deres egen faglige kunnen og personlige engagement i de konkrete aktiviteter.
Kropsbevidsthed gennem fysisk aktivitet er et særligt indsatsområde, fordi de unge typisk har en meget ringe identitetsudvikling, der er knyttet til en meget dårlig fornemmelse for sig selv og deres krop. Gennem et højt og relevant fysisk aktivitetsniveau skal de unge dels få en større selvbevidsthed og fornemmelse for egne og andres grænser, dels skal de gennem de mange fysiske aktiviteter tilbydes afløb for deres ofte meget aggressive impulser.
Realiseringen af denne pædagogiske strategi stiller store krav til rammerne for de to institutioners værksteds-, skole-, idræts- og øvrige aktivitetsfaciliteter.
På denne baggrund indstilles det, at de resterende 1,7 mill. kr. af den samlede socialministerielle bevilling på 8,0 mill. kr. benyttes til en kvalitetsforbedring af aktivitets- og undervisningsforholdene på de 11 etablerede sanktionspladser.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
De 1,7 mill. kr. indgår i den afsatte budgetramme på 8,0 mill. kr., som er bevilget fra Socialministeriet.
Driften afholdes indenfor den eksisterende budgetramme.
Der er således ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune i forbindelse med indstillingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- BR 35/03 - Etablering af ungdomssanktionspladser
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen