Mødedato: 14.03.2001, kl. 13:00

Procedure for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af projekter, som bydelene ønsker videreført

Procedure for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af projekter, som bydelene ønsker videreført

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde onsdag den 14. marts 2001

 

Sager til beslutning

3. Procedure for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af projekter, som bydelene ønsker videreført

FAU 95/2001 J.nr. 49/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender procedure for udvalgets behandling af projekter, som bydelene ønsker videreført, hvorefter udvalget inviterer repræsentanter fra bydelene til møde den 28. marts 2001.

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 16. november 2000 ikke at forlænge Bydelsforsøget og vedtog samtidigt en gennemførselsplan for afviklingen af de fire forsøgsbydele.

I forbindelse med, at Økonomiudvalget behandlede første del af bodelingsplanen den 23. januar 2001, blev det bl.a. besluttet, at der i marts 2001 afholdes et møde mellem Økonomiudvalget og repræsentanter fra bydelenes økonomiudvalg om integrering af bydelene og deres initiativer i Københavns Kommune. Samtidig hermed opfordrede Økonomiudvalget de øvrige udvalg til at invitere bydelene til en drøftelse af de særlige initiativer, som ønskes videreført.

Derudover er der lagt op til, at Økonomiudvalget den 15. maj behandler udvalgenes overordnede stillingtagen til hvorvidt udvalgene kan/vil videreføre de projekter/opgaver, bydelene har ønsket.

SAGSBESKRIVELSE

Det følgende omhandler den del af bodelingsplanen, der vedrører de opgaver/projekter, som bydelene ønsker videreført efter bydelsforsøgets ophør - opgaver som ikke er organiseret således, at de umiddelbart svarer til opgavefordelingen mellem forvaltningerne under Borgerrepræsentationen.

Det følgende er et forslag til procedure for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af bydelenes ønsker til videreførsel af opgaver/projekter.

Det foreslås, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 28. marts 2001 inviterer repræsentanter fra bydelene til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ordinære møde - to repræsentanter fra hver bydelsråd samt en embedsmand.

Tidsmæssigt afsættes der 1,5 – 2 timer til drøftelsen, hvor de enkelte bydele får mulighed for at indlede med en kort (ca. 10 minutter) præsentation af de særlige projekter/opgaver.

Derefter følger en konkret drøftelse af de opgaver/projekter som bydelene mener Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal være med til at gennemføre – f.eks. udfra følgende opdeling.

  • Tværgående opgaver/projekter, der forudsætter ændringer af styrelsesvedtægten, herunder tværgående projekter, der kan løses som samarbejdsprojekter.
  • Opgaver/projekter, der alene henhører under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Herefter drøfter Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets på møde den 25. april / 9.maj 2001 overordnet stillingtagen til hvilke af bydelenes projekter/opgaver, der skal/kan videreføres, hvorefter Økonomiudvalget behandler samlet tilbagemelding fra udvalgene på møde den 15. maj 2001.

Implementeringsgruppen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har iværksat et samarbejde med bydelene om de problemområder, der kan/vil være i forbindelse med bydelenes integrering i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt om de projekter/opgaver, som bydelene ønsker videreført ved bydelsforsøgets ophør.

Derfor er der nedsat en implementeringsgruppe med repræsentanter for de fire forsøgsbydele samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Implementeringsgruppens overordnede formål er;

  • Samle og koordinere oplysninger fra BR og bydelene
  • Medvirke til at personale, aktiviteter og budget overføres til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
  • Medvirke til at serviceniveauer kan afdækkes og sammenlignes
  • Sikre god information og personalepleje i den kommende proces
  • Sætte fokus på initiativer og udviklinger i bydelene

Arbejdet er inddelt foreløbig i 2 faser. I fase 1 beskrives og kortlægges bydelenes nuværende struktur og organisering kortlægges. Via kortlægningen skal der uddrages særlige problemfelter, som skal beskrives og finde sin løsning i forbindelse med bydelenes implementering i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Problemfelterne rubriceres i 3 niveauer:

  • Knaster eller problemfelter, der umiddelbart kan løses
  • Knaster eller problemfelter, som involverer principper i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens organisation og opbygning
  • Knaster eller problemfelter, der vedrører kommunens organisation og vedtægter. Dette niveau indgår ikke i Implementeringsgruppens arbejde.

I forbindelse med kortlægningen er der inden for hver bydel nedsat et antal arbejdsgrupper med deltagelse af repræsentanter fra bydelene og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indenfor følgende 4 nøgleområder:

  1. Implementering af daginstitutioner og andre dagpasningsformer
  2. Integrations- og beskæftigelsesområdet samt Borgerservicefunktioner (almene serviceydelser mv.)
  3. Børne- og ungeområdet. Børnefamilier med særlige behov
  4. Sociale ydelser og støtte til brugere med særlige behov, stofmisbrugere, psykisk syge, handicappede mv.

Der er lagt op til, at arbejdsgrupperne afslutter 1. fase inden sommerferien 2001.

I fase 2 – efter sommerferien besluttes og planlægges bydelenes fremtidige struktur og organisering på områder, der relaterer sig til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. I beslutningerne indgår resultaterne fra den overordnede proces på det politiske niveau, styregruppeniveau samt resultaterne af Implementeringsgruppen/arbejdsgruppernes arbejde.

ØKONOMI:

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER:

Ingen

HØRING:

Ingen

BILAG:

Ingen

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr

 

Til top