Mødedato: 14.01.2004, kl. 15:30

Samarbejdsaftale mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Ældrerådene (Bilag)

Samarbejdsaftale mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Ældrerådene (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. januar 2004

 

19. Samarbejdsaftale mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Ældrerådene (Bilag)

FAU 5/2004 J.nr. 5/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller

At Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender "Samarbejdsaftale mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Ældrerådene".

RESUME

Ældrerådene vælges af og blandt borgere over 60 år. Ældrerådenes Fællesudvalg består af formændene for de 15 ældreråd, der er nedsat i Københavns Kommune.

Et af ældrerådenes væsentligste interesseområder er hjemmeplejen. Såvel de lokale ældreråd som Ældrerådenes Fællesudvalg har etableret et tæt samarbejde til Sundhedsforvaltningen.

Et resultatet af dette samarbejde er, at der den 22. februar 2002 blev indgået en "Samarbejdsaftale mellem Sundhedsforvaltningen og ældrerådene", der dækker samarbejdet både på det centrale og det lokale plan mellem ældrerådene og Sundhedsforvaltningen.

Samarbejdsaftalen lægger op til tæt dialog og samarbejde, blandt andet i form af møder mellem Fællesudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget og løbende kontakt mellem sundhedsborgmesteren og ældrerådene.

Ældrerådenes Fællesudvalg har på et møde med borgmester Bo Asmus Kjeldgaard den 27. maj 2002 anmodet om et tættere, formaliseret samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningen, idet de har interesse i indsatsen for de 60 – 66 årige, som varetages af forvaltningen.

På et møde mellem ældrerådene og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens 8. kontor, blev ønsket om et mere formaliseret samarbejde bl.a. i form at et årligt møde gentaget. Ældrerådene ønskede politisk repræsentation på dette årlige møde.

Centralforvaltningen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har et veletableret samarbejde med brugerorganisationerne, blandt andet gennem Det sociale Brugerråd og Dialogforum. Lokalt har handicapcentrene et brugersamarbejde gennem deres lokale centerråd.

 

Hidtidige samarbejdsrelationer til Ældrerådenes Fællesudvalg.

  • Borgmesteren for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er løbende blevet inviteret til Ældrerådenes Fællesudvalgs årsmøder.
  • Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens 8. kontor har deltaget i møder med Ældrerådenes Fællesudvalg, når de er blevet anmodet om dette.
  • Lokalt har handicapcentrene deltaget i ældrerådenes møder, når de er blevet anmodet om dette.

 

Samlet konklusion

Vedlagte forslag til samarbejdsaftale tager højde for ønsket om et årligt møde med det politiske niveau. Aftalen lægger vægt på et målrettet samarbejde omkring ældreområdet, især hjemmehjælpsindsatsen.

Ved at etablere et særskilt samarbejde mellem ældrerådene og Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningen, sikres muligheden for at fastholde bredden i det allerede eksisterende socialfaglige samarbejde med brugerorganisationerne. Der tages hånd om de handicappede og psykisk syges særlige problemstillinger i dette samarbejde.

SAGSBESKRIVELSE

Se Resume.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen konsekvenser.

HØRING

Ældrerådene er blevet hørt. Ældrerådenes Fællesudvalg har givet en samlet tilbagemelding. Desuden er der en tilbagemelding fra Seniorrådet SundbyØster.

Rådene hilser samarbejdsaftalen velkommen og har ikke nogen bemærkninger til de foreslåede formuleringer. De mener dog, at det må være Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der tager initiativ til møderne.

BILAG

  • " Samarbejdsaftale mellem Familie- og Arbejdsforvaltningen og Ældrerådene"
  • Høringssvar fra Ældrerådenes Fællesudvalg
  • Høringssvar fra Seniorrådet SundbyØster

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

Til top