Mødedato: 13.11.2002, kl. 15:00

Høringssvar vedrørende Helhedsvurdering af skoleudbygningen (Bilag)

Høringssvar vedrørende Helhedsvurdering af skoleudbygningen (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. november 2002

 

Sager til beslutning

17. Høringssvar vedrørende Helhedsvurdering af skoleudbygningen (Bilag)

FAU 499/2002 J.nr. 499/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender det af forvaltningen udarbejdet udkast til høringssvar til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at forvaltningen arbejder videre med planer om at samle lokalcentret på Vesterbro på adressen Matthæusgade 1.

RESUME

Ved brev af 1. oktober 2002 med bilag fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen beder forvaltningen om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets bemærkninger til helhedsvurdering af skoleudbygningen i Københavns Kommune.

Af helhedsvurderingen fremgår det, at der er et udbygningsbehov på 19 skoler i kommunen, men Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har ud fra en økonomisk vurdering fremlagt prioriteret forslag for Uddannelses- og Ungdomsudvalget gående ud på iværksættelse af udbygningsplaner på 7 skoler, herunder Matthæusgades skole.

Det blev i møde i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 9. oktober 2002 besluttet, at forslaget om den fremtidige skole- og institutionsstruktur på Vesterbro sendes i høring på Vesterbros skoler, KVUC og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Det foreslås, at udbygningen af Matthæusgades skole til en 3-sporet skole sker ved en rokade med en del af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens lokalkontor på Vesterbro, der er placeret i den tidligere Haderslevgades skole i Matthæusgade 37. Der nævnes intet om, hvori rokaden består, men i tidligere indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget til møde til møde 22. maj 2002 er det nævnt, at genhusningen af lokalkontoret kan ske på adressen Helgolandsgade 6, hvor KVUC for tiden har til huse. Det forudsættes, at KVUC-aktiviterene i Helgolandsgade kan indpasses i øvrige KVUC-afdelinger.

En løsning med en del af lokalcentret i Helgolandsgade er ikke hensigtsmæssig for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Lokalkontoret på Vesterbro har i dag til huse på to destinationer, nemlig Matthæusgade 37 og Matthæusgade 1. En flytning af afdelingen i Matthæusgade 37 til Helgolandsgade vil skabe større fysisk afstand mellem de to destinationer, og det vurderes, at dette ikke er hensigtsmæssigt for lokalcentret.

Den optimale løsning for lokalcentret er at samle lokalcenterfunktionerne på ét sted.

Afdelingskontoret i Matthæusgade 1 er placeret i ejendomskomplekset "Garvergården", hvor bl.a. den selvejende institution "Krisecentret Garvergården" har til huse. Centrets lokaler ligger umiddelbart op ad de lokaler, lokalkontoret disponerer over, og det foreslås, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder på at flytte krisecentret til de lokaler, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil stille til rådighed i Helgolandsgade. På den måde samles lokalkontoret på Vesterbro i lokalerne i Garvergården.

Forvaltningen har afholdt et orienteringsmøde om disse planer med krisecentrets ledelse, der ikke er afvisende over for den skitserede løsning, selvom der foretrækkes en placering tættere på den nuværende.

En placering af krisecentrets funktioner i Helgolandsgade vil kræve en dispensation fra lokalplanen. Plan- og Arkitektur har meddelt, at man i princippet gerne vil medvirke til, at der meddeles dispensation fra lokalplanen.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forventer politisk vedtagelse af udbygningsplanen i efteråret 2002, hvorefter der vil gå et år med projektering, således at indretning af bygningerne Matthæusgade 37 vil ske i første halvdel af 2004 med sigte på ibrugtagning ved skolestart 2004.

MILJØVURDERING

Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

ØKONOMI

Det forudsættes, at de økonomiske konsekvenser ved flytningen fra Matthæusgade 37 dækkes af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Omkostningerne ved den foreslåede rokade skønnes at udgøre:

Istandsættelse af lokalerne i Garvergården (1.400 m2) til

brug for lokalcenter kr. 11.200.000

Istandsættelse af lokalerne i Helgolandsgadet (2.350 m2)

til brug for krisecenteret - 23.500.000

kr. 34.700,000

Dertil kommer udgifter til flytning af inventar m. v.

Skønnet er baseret på priser ved indretning af lignende faciliteter.

 

SAGSBESKRIVELSE

Se resumé.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens udkast til høringssvar til Uddannelses- og Ungdomsudvalget
  • Brev af 1. oktober 2002 med bilag fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

 

Grethe Munk / Torben Brøgger

 

Til top