Mødedato: 13.11.2002, kl. 15:00

Omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)

Omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. november 2002

 

Sager til beslutning

11. Omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)

FAU 487/2002 J.nr. 476/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilslutter sig forslag til omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i en længere periode arbejdet med et forslag til udbygning af specialrådgivningen på handicapområdet.

Der foreligger nu et forslag, hvilket forvaltningen hermed foreligger Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget indebærer,

  • at der oprettes en rådgivningsenhed for mobilitet og kommunikation, hvori der ansættes 4 konsulenter til overordnet varetagelse af specialrådgivningen på handicapområdet, 2 på området for bevægehandicap (mobilitet) og 2 på kommunikationsområdet. Rådgivningsenheden forankres i 1 handicapcentre til brug for alle 4 centre,
  • at Københavns Kommune ikke deltager i etableringen af et landsdækkende handicapinstitut,
  • at Københavns Kommune trækker sig ud af de eksisterende videncentre på handicapområdet,
  • at der sker en styrkelse af handicapcentrene på børneområdet.
  • at indsatsen styrkes overfor børn med autisme og børn med sammensatte handicap.

Forslaget har været til høring i Det Sociale Brugerråd, som har udtalt (se vedlagte bilag 3), at det er et godt forslag, som bør fremmes.

SAGSBESKRIVELSE

1. Nedlæggelse af specialkonsulentordningerne på handicapområdet

Amtsrådsforeningen traf i 2001 beslutning om nedlæggelse af specialkonsulentordningerne på handicapområdet på baggrund af et antal rapporter udgivet af Udviklingscenter for Specialrådgivning, en selvejende institution under Amtsrådsforeningen.

Københavns Kommune tilsluttede sig forslaget om nedlæggelse men tog samtidig forbehold for beslutning om, hvordan opgaverne nærmere skulle indgå i den nuværende regionale opgavevaretagelse på handicapområdet i kommunen.

Der er tale om specialkonsulentordningerne for bevægelseshandicap, udviklingshæmmede, blinde og hørehæmmede og døvblevne, hvoraf Københavns Kommune er driftsherre for de to sidstnævnte. For alle ordningerne gælder det, at lovgrundlaget er § 34 og § 69 i lov om social service, hvorefter amterne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner har pligt til at yde gratis specialrådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

Det er på denne baggrund, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fremsætter nærværende forslag om udbygning af specialrådgivningen på handicapområdet overfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

1.1 Udbygning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Indledningsvist skal det nævnes, at Københavns Kommune ved nedlæggelsen ikke længere vil skulle betale 1,267 mill. kr. til de 4 specialkonsulentordninger og dette beløb vil således kunne anvendes til udbygningen af den nævnte regionale opgavevaretagelse.

I Københavns Kommune varetages den amtskommunale rådgivning på handicapområdet af de 4 handicapcentre i kommunen og det vil også være her, at nye opgaver ved nedlæggelsen af specialkonsulentordningerne skal integreres.

Det er Københavns Kommunes intention, at specialrådgivningen på handicapcentrene skal omfatte samtlige handicapgrupper og at disse skal tilbydes rådgivning på lige fod.

Dette er udgangspunktet for stillingtagen til de forslag til fordeling af konsulenterne, som Udviklingscenter for Specialrådgivning er fremkommet med.

For Specialkonsulentordningen for udviklingshæmmede kan det konstateres, at Københavns Kommune har gjort meget lidt brug af denne. Dette skyldes det forholdsvist store antal udviklingshæmmede i kommunen, hvilket igen afspejles i de mange tilbud på området og i det forhold, at der på handicapcentrene Øst og Irlandsvej eksisterer en særlig viden på området. Kommunen er dermed i stand til selv at yde rådgivningen på området.

I forslaget lægges der også op til etablering af faglige netværk omkring udviklingshæmmede personer med dels uhensigtsmæssig udadreagerende adfærd og dels kriminalitet, hvilket er meget relevant for Københavns Kommune. Deltagelsen vil dog efter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse kunne ske ved den omtalte særlige vidensenhed.

Samlet kan det konkluderes, at der ikke er behov for en konsulent på dette område.

Angående Specialkonsulentordningen for bevægehandicap er det Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse, at den besparelse der opnås ved ikke at have en konsulent på området for udviklingshæmmede kan anvendes til at ansætte en egen konsulent på bevægehandicap. Baggrunden er her, at der er tale om et område, hvor der ikke er så stor en kompetence i kommunen og hvor det derfor har stor nytte af at have en person med en særlig viden, der kan bringes videre på handicapcentrene. Det foreslås, at i stedet for bevægehandicap anvendes betegnelsen mobilitet, som er en bredere og mere brugervenlig betegnelse. Konsulenten vil tillige skulle dække hjælpemidler på området.

Angående forslagene på synsområdet og området for hørehæmmede og døvblevne er der ligeledes tale om en noget begrænset brug i Københavns Kommune. For synsområdet skal dette ses i sammenhæng med, at kommunen er driftsherre for den landsdækkende institution Instituttet for Blinde og Svagsynede, som har en ekspertise der også dækker rådgivningsområdet, hvilken kommunen i højere grad gør brug af. Denne brug er dog meget omkostningskrævende for kommunen, hvilket understreger behovet for at opbygge en egen specialrådgivning på området på handicapcentrene. Da der samtidig pågår en rivende udvikling indenfor kommunikationshjælpemidler på syns- og høreområdet, foreslår Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at disse to områder tænkes sammen og betegnes som kommunikationsområdet.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår, at der ansættes 2 konsulenter til den overordnede varetagelse af specialrådgivningen på kommunikationsområdet, herunder den overordnede rådgivning om hjælpemidler.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår endvidere, at de 3 konsulenter samles i en såkaldt rådgivningsenhed for mobilitet og kommunikation og at denne enhed placeres i ét handicapcenter.

Formålet er at samle ekspertviden på området, og derved gøre kommunen i stand til at yde en god specialrådgivning men også at skabe en ensartet bevillingspraksis på et område, som er meget udgiftstungt, hvad angår hjælpemidler og hjælperordning (servicelovens § 77).

I den forbindelse skal det nævnes, at opgavevaretagelse på mobilitets- og kommunikationsområdet er delt mellem 3 forvaltninger i Københavns Kommune. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har hovedansvaret på hjælpemiddelområdet, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har ansvaret for Center for Specialundervisning for Voksne (pjece om tilbud vedlagt) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ansvaret for sociale tilbud til handicappede. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ser et meget klart behov for samarbejde mellem de 3 forvaltninger og skal derfor foreslå, at der dannes et netværk med deltagelse af relevante personer fra de 3 forvaltninger, hvor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil skulle repræsenteres ved de 3 konsulenter.

2. Oprettelse af et landsdækkende handicapinstitut

Omtrent samtidig med beslutningen om nedlæggelse af specialkonsulentordningerne blev der, ligeledes i Amtsrådsforeningens regi, nedsat en arbejdsgruppe som skulle se nærmere på den landsdækkende videncenterfunktion på handicapområdet.

Videncenterfunktionen er ligeledes hjemlet i serviceloven, i § 70, hvorefter amterne, herunder Københavns Kommune, har pligt til at tilvejebringe grundlaget for ovennævnte specialrådgivning. Københavns Kommune betaler 2,7 mill. kr. til de nuværende videncentre og er driftsherre for 2, Dansk Videncenter for Stammen og Videncenter for Synshandicap.

Den nævnte arbejdsgruppe er nu fremkommet med et forslag til en ny organisering af videncenterfunktionen (vedlagt som bilag). Forslaget går ud på oprettelse af et handicapinstitut, som skal varetage hele den nuværende videncenterfunktionen. Samtidig skal der ske en udbygning af opgavevaretagelsen således, at også andre handicapområder er omfattet.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har generelt set haft meget lidt gavn af videncentrene, hvilket skyldes en meget ringe opsøgende virksomhed fra videncentrene i forhold til, hvad der skulle have været den primære målgruppe, amter og kommuner. Konsekvensen har været, at videncentrene primært har eksisteret i et samarbejde med andre "fageksperter" i ind- og udland og for brugerne, i kraft af en noget større kontakt til brugerorganisationerne indenfor det pågældende handicapområde. Dette har igen haft indflydelse på den viden, som videncentrene har genereret.

På denne baggrund er det forvaltningens opfattelse, at Københavns Kommune vil have bedre gavn af at varetage opgaven efter § 70 på egen hånd i forhold til kommunens egne borgere. De 2,7 millioner kr. som derved bliver til rådighed er et tilstrækkeligt økonomisk grundlag for varetagelse af opgaven i Københavns Kommune.

Københavns Kommune bør derfor ikke deltage i etableringen af et landsdækkende handicapinstitut til varetagelse af den eksisterende videncenterfunktion på handicapområdet..

På baggrund af de nævnte dårlige erfaringer med de eksisterende videncentre, er det endvidere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen opfattelse, at Københavns Kommune allerede nu bør afvikle sin deltagelse i disse. Der vil her være tale om opsigelse af driftsoverenskomsten med de 2 videncentre som forvaltningen er driftsherre for samt orientering til Amtsrådsforeningen om afviklingen. Afviklingen forventes at være tilendebragt i løbet af 2003.

Forvaltningen foreslår, at en del af de 2,7 mill. kr. i stedet bruges til, at ansætte en konsulent mere til rådgivningsenheden, som så, som led i den overordnede opgavevaretagelse på specialrådgivningsområdet, også vil få til opgave, at indsamle, udvikle, bearbejde og formidle viden på området. Derudover vil der, som en udløber af rådgivningsenheden, skulle anvendes et beløb til at uddanne de øvrige medarbejdere på handicapcentrene indenfor specialrådgivningsområdet og endelig til køb af ad hoc viden hos eksterne eksperter. Det er forvaltningens opfattelse, at handicapcentrene dermed vil blive i stand til at opfylde netop det behov for specialrådgivning som de københavnske borgere har. Samtidig opfyldes behovet for nærhed i specialrådgivningen, hvormed kommunen er kommet langt mod målet om den brugerrettede forvaltning.

Det Sociale Brugerråd har på sit møde den 8. oktober 2002 drøftet nærværende forslag fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forslag vedr. udbygningen af specialrådgivningen på handicapområdet. Det Sociale Brugerråd har udtalt, at det er et godt forslag, som bør fremmes.

MILJØVURDERING

Ingen konsekvenser.

ØKONOMI

Som det er nævnt ovenfor vil nedlæggelsen af specialkonsulentordningerne på handicapområdet betyde, at Københavns Kommune får 1,267 mill. kr. fri til udbygning af den regionale opgavevaretagelse af specialrådgivningen på området.

For 2003 vil kun en del af beløbet kunne anvendes til udbygningen, da en del vil skulle bruges til dækning af udgifter forbundet med nedlæggelse af de 2 specialkonsulentordninger, som Københavns Kommune er driftsherre for. Beløbet indeholder fratrædelsesgodtgørelse for 5 ansatte samt dækning af lønudbetaling udover driftsperioden. Beløbet vil som udgangspunkt skulle dækkes af amterne samt Københavns og Frederiksberg Kommune efter den objektive finansieringsmodel, som der ligger til grund for specialkonsulentordningerne. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at oplyse det endelig beløb.

Når disse udgifter er fratrukket vil der være et beløb tilbage til,

  • ansættelse af 3 konsulenter til rådgivningsenheden for mobilitet og kommunikation.

For videncentrenes vedkommende vil der være et beløb på 2,7 mill. kr. til anvendelse pr. år. Dette beløb foreslås anvendt til,

  • at der sker en styrkelse af handicapcentrene på børneområdet.
  • styrkelse af indsatsen overfor børn med autisme og børn med sammensatte handicap.
  • ansættelse af endnu 1 konsulent til rådgivningsenheden for mobilitet og kommunikation.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Forslaget har været til høring i Det Sociale Brugerråd, jf. ovenfor.

BILAG

  • Notat af 19. marts 2002 fra Amtsrådsforeningen vedr. "Nedlæggelse af specialkonsulentordningerne for udviklingshæmmede, hørehæmmede og døvblevne, bevægelseshandicappede og blinde".
  • Notat af 10. juni 2002 fra Udviklingscenter for Specialrådgivning vedr. "Handicapinstitut – en model".
  • Brev af 18. september 2002 til formanden for Det Sociale Brugerråd, Jørgen Eckmann.

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top