Mødedato: 13.08.2003, kl. 19:45

Godkendelse af kommissorium for udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune (Bilag)

Godkendelse af kommissorium for udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. august 2003

 

Sager til beslutning

7. Godkendelse af kommissorium for udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune (Bilag)

FAU 402/2003 J.nr. 402/2003

 

INDSTILLING

Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender kommissoriet for udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at sektorplanen for børn og familier med behov for almene serviceydelser udarbejdes efter vedtagelsen af børne- familiepolitikken.

 

RESUME

I forbindelse med budget 2003 er der vedtaget en hensigtserklæring, stillet af SF, om, at der - efter arbejdet med Pædagogisk Perspektivplan er afsluttet - skal udarbejdes en egentlig børne- og familiepolitik for Københavns Kommune. Udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik indgår også i kommunens servicestrategi.

Det foreliggende forslag til kommissorium for organisering af arbejdet med en fælles kommunal børne- og familiepolitik inddrager alle fagudvalg og forvaltninger i en simpel samarbejdsmodel.

SAGSBESKRIVELSE

Det politiske ønske om, at Københavns Kommune skal have en børne- og familiepolitik, fremgår både af budgetvedtagelsen for 2003 og kommunes servicestrategi for 2003.

I Socialministeriets nylig afsluttede evaluering af Servicelovens § 8 (formålsparagraffen om dagtilbud) indgår også et kapitel om kommunernes børnepolitikker. En gennemgang af børnepolitikker viser, at mindst hver tredje kommune i Danmark har en nedskrevet børnepolitik. De kommunale børnepolitikker fungerer generelt som et styringsredskab, der skal medvirke til en sammenhængende indsats for at skabe de bedst mulige betingelser for et godt børneliv.

Indholdet og styringsniveauet i de kommunale børnepolitikker varierer. I mange kommuner er børnepolitikken centreret omkring dagtilbudsområdet og det pædagogiske indhold i dagtilbuddene. På mange måder svarer Pædagogisk Perspektivplan til denne type af kommunale børnepolitikker.

Hensigtserklæringen om, at Københavns Kommune skal have en børne- og familiepolitik, signalerer et ønske om en politik, der favner bredere end dagtilbudsområdet alene. Forvaltningen har derfor udarbejdet vedlagte forslag til kommissorium for en børne- og familiepolitik, der omfatter alle fagudvalg og forvaltninger i kommunen (se bilag). Det indstilles, at kommissoriet godkendes i følgende udvalg; Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Ungdoms- og Uddannelsesudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Proces i forbindelse med udarbejdelsen af børne- og familiepolitikken

Forvaltningens forslag til kommissorium for en kommende børne- og familiepolitik indebærer, at der nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse fra andre involverede forvaltninger, til arbejdet med politikken med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen som koordinerende forvaltning.

MILJØVURDERING

Umiddelbart ingen miljømæssige konsekvenser, men miljø- og forsyningsforvaltningen vil blive inviteret til deltagelse i den foreslåede arbejdsgruppe.

ØKONOMI

Udgiften til udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik i henhold til vedlagte kommissorium forventes at kunne afholdes inden for forvaltningens eksisterende budget.

ANDRE KONSEKVENSER

For at sikre, at den kommende børne- og familiepolitik kan indgå som en integreret del af sektorplanen for børn og familier med behov for almene serviceydelser, foreslås det, at arbejdet med sektorplanen stilles i bero. Når børne- og familiepolitikken er færdig vil arbejdet med sektorplanen blive genoptaget.

HØRING

Når der foreligger et samlet udkast til en børne- og familiepolitik for Københavns Kommune, skal det sendes til offentlig høring. I forbindelse med høringen vil der blive afholdt et borgermøde.

BILAG

  • Kommissorium for udarbejdelse af en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top