Mødedato: 13.06.2001, kl. 13:00

Kapitalbevilling til brandsikring af bygninger opført som let pavillonbyggeri (Bilag)

Kapitalbevilling til brandsikring af bygninger opført som let pavillonbyggeri (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. juni 2001

 

Sager til beslutning

7. Kapitalbevilling til brandsikring af bygninger opført som let pavillonbyggeri (Bilag)

FAU 266/2001 J.nr. 266/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en kapitalbevilling på 8.254.000 kr. til brandsikring af 41 daginstitutioner og 22 legepladsbygninger, der er opført som let pavillonbyggeri.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen benytter en række bygninger, der er opført som let pavillonbyggeri. Bygningerne er indrettet til daginstitutioner, ligesom der på en række bemandede legepladser findes mindre bygninger af den nævnte type.

For at forbedre brandsikkerheden etableres sikre flugtveje, og brandmateriellet forbedres. Der etableres tillige brandsikre skillevægge mod køkkenerne.

SAGSBESKRIVELSE

Institutionsforvaltningen har siden slutningen af 1960erne og frem til midten af 1990erne opført et antal daginstitutioner som let pavillonbyggeri, herunder nogle som egentlige mobilinstitutioner. Herudover findes nogle bygninger af lignende art, der er blevet indrettet til institutionsbrug efter bygningernes opførelse. Et antal bygninger på de bemandede legepladser er også opført som let pavillonbyggeri.

Det er karakteristisk for disse bygninger, at de er bygget af træ eller ved udstrakt brug af træ. På grund af materialevalget og den lette konstruktion er disse bygningers modstandsdygtighed i tilfælde af brand væsentligt ringere end for bygninger, der er opført som permanent byggeri i beton eller mursten. Erfaringerne fra branden i august måned 2000 i vuggestuen, Bispebjerg Bakke 13 viser, at ilden breder sig meget hurtigt i bygninger, der er konstrueret på denne måde.

Bygningerne er opført og indrettet i overensstemmelse med de love og regler, der var gældende på opførelsestidspunktet. Udviklingen er siden gået i retning af, at kravene til brandsikring er blevet skærpet successivt fra at være meget lempelige i slutningen af 1960erne til at være ret så omfattende i dag.

Det er afgørende for den personlige sikkerhed, at børn og personale kan komme hurtigt ud af bygningen i tilfælde af brand. Kravet til flugtvejene kan udtrykkes således, at uanset hvor i bygningen, der opstår en brand, skal det være muligt for alle, uanset hvor i bygningen de opholder sig, at komme let og hurtigt ud.

Denne målsætning vil være opfyldt, hvis der fra samtlige grupperum er direkte udgang til det fri. Forslaget omfatter derfor etablering af døre i alle grupperum, der ikke allerede har en sådan direkte udgang til udearealet.

Da risikoen for antændelse og udvikling af en brand vurderes til at være størst i bygningernes køkkener, etableres brandsikre skillevægge mod køkkenerne, således at køkkenet fungerer som en brandcelle.

Institutionerne er udstyret med forskellige former for brandmateriel som slangevindere, håndbårne brandslukkere og brandtæpper. I henhold til cirkulæret om driftsmæssige forskrifter for daginstitutioner, foretager brandvæsenet en årlig inspektion på institutionerne, hvor det blandt andet kontrolleres, at brandmateriellet opfylder gældende krav. Kravene er imidlertid blevet skærpet gennem årene. Dette indebærer, at der på de ældste institutioner ikke er installeret slangevindere, som kræves installeret ved nybyggeri. Der bør installeres slangevindere, hvor de ikke forefindes selv om det ikke er et formelt krav. Der kan desuden blive tale om at foretage forskellige andre sikringsforanstaltninger som for eksempel at installere nødafbrydning af ventilationsanlæg. Omfanget af disse foranstaltninger vil blive aftalt med brandvæsenet.

Hvis der opstår brand i en institution, er det uhyre vigtigt, at personalet på forhånd ved, hvordan de skal forholde sig, så de agerer hensigtsmæssigt og ikke bliver grebet af panik. Personalet skal kunne betjene det brandmateriel, der findes på stedet, og det er af afgørende betydning, at personalet er i stand til at gennemføre en evakuering af bygningen i god ro og orden.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil derfor foranledige , at der arrangeres brandkurser for repræsentanter for personalet. Man vil satse på at undervise lederen, stedfortræderen og sikkerhedsrepræsentanten.

Arbejdet med at brandsikre institutionerne vil blive udbudt i licitation og vil blive påbegyndt i løbet af sommeren 2001.

ØKONOMI

En prisberegning baseret på en gennemgang af 2/3 af institutionerne viser, at prisen til etablering af flugtvejsdøre, slangevindere og etablering af brandsikre vægge i forbindelse med køkkenerne anslås at ville være kr. 8.254.000, hvoraf ca. kr. 4.000.000 forventes afholdt i indeværende år.

Kassemæssig dækning for indeværende års udgift ca. kr. 4.000.000 kan anvises af det på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget post 5.14.3 afsatte rådighedsbeløb. Beløbet vil ikke fuldt ud kunne anvendes til etablering af nye institutioner på grund af manglende byggemuligheder.

HØRING

Der er ingen høringsforpligtelse.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

  • Oversigt med prisoverslag

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top