Mødedato: 13.06.2001, kl. 13:00

Forslag om pålæg til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at finde genhusning for projekt Gaderummet/Regnbuen

Forslag om pålæg til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at finde genhusning for projekt Gaderummet/Regnbuen

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. juni 2001

 

Sager til beslutning

5. Forslag om pålæg til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at finde genhusning for projekt Gaderummet/Regnbuen

FAU 263/2001 J.nr. 263/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke påtager sig ansvaret for at finde genhusning til projekt Gaderummet/ Regnbuen.

at de øvrige forvaltninger forespørges om mulighederne for genhusning af projektet.

RESUME

Borgerrepræsentanterne Marie Jeppesen og Mikkel Warming, Enhedslisten samt Hellen Hedemann og Martin Günter, SF har på Borgerrepræsentationens møde den 17. maj stillet forslag til beslutning, om at forvaltningerne pålægges at finde genhusning for projekt Gaderummet/Regnbuen. Forslaget er af Borgerrepræsentationen blevet henvist til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til behandling.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder med mange udsatte grupper, der har behov for lejemål. Samtidig står forvaltningen overfor at det er meget vanskeligt og meget omkostningsfyldt at finde egnede lejemål til de udsatte grupper. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen råder som forvaltning ikke over genhusningsmuligheder.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan på baggrund af sit kendskab med projektet ikke påtage sig ansvaret for den behandlingsmæssige indsats der udføres i projektet.

På denne baggrund kan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke anbefale at forvaltningen pålægges ansvaret for at finde genhusning til projektet Gaderummet/Regnbuen.

I stedet kan de øvrige forvaltninger tilskrives om de har muligheder for at finde genhusning for projektet.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentanterne Marie Jeppesen og Mikkel Warming, Enhedslisten samt Hellen Hedemann og Martin Günter, SF har på Borgerrepræsentationens møde den 17. maj stillet følgende forslag:

"Forvaltningerne pålægges at finde genhusning for projekt Gaderummet/Regnbuen.

Begrundelse:

Projektet Gaderummet/Regnbuen på Nørrebro har i flere år fungeret som bl.a. værested for en gruppe unge hjemløse. Projektet når en gruppe unge, som kommunen har svært ved at få kontakt til.

Gaderummet/ Regnbuen er nu sagt op, og lever på lånt tid i sin nuværende placering. Derfor foreslås det, at kommunen finder genhusning for projektet."

Forvaltningens kendskab til projektet

Gaderummet/Regnbuen er et "socialpsykologisk fristed på Nørrebrogade", som primært bliver drevet af psykolog Kalle Birck-Madsen.

Tilbudet består af en rådgivningsenhed, som tilbyder psykologhjælp og en døgnfunktion med overnatningsmuligheder i ikke brandgodkendte lokaler.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens kontakt med stedet går tilbage til 1998-99, hvor projektlederen (sammen med nogle af de unge) henvendte sig om økonomisk støtte. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen drøftede forskellige samarbejdsmuligheder med projektlederen. Man måtte imidlertid konstatere, at projektlederen ikke ønskede at indgå i nogen form for formaliseret samarbejde, men blot ønskede finansiel støtte. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen konkluderede, at projektet tilbyder de unge en tvivlsom socialfaglig støtte og fastholder de unge i en socialt marginaliseret position uden perspektiv, og fandt dermed projektet fagligt uforsvarligt. Økonomisk støtte til projektet blev således afslået skriftligt.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke siden fundet grundlag for at ændre denne vurdering.

I forhold til ønsket om genhusning står Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen overfor mange udfordringer med at finde velegnede lejemål til forvaltningens mange udsatte grupper. Samtidig betyder det generelle økonomiske opsving i kommunen at forvaltningen har store vanskeligheder med at finde egnede lejemål og at disse lejemål som oftest er meget omkostningstunge.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen råder derfor ikke som forvaltning over genhusningsmuligheder der kan tildeles projektet.

I stedet kan de øvrige forvaltninger tilskrives om de har muligheder for at finde genhusning for projektet.

ØKONOMI

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere de økonomiske konsekvenser af en vedtagelse af forslaget om genhusning.

HØRING

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

Ingen

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

Til top