Bydelenes integrering i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)
Bydelenes integrering i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 13. juni 2001
Sager til beslutning
4. Bydelenes integrering i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)
FAU 257/2001 J.nr. 257/01
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender nedenstående forslag til det videre arbejde med projekter/opgaver, som bydelene ønsker videreført, der vedrører to eller flere forvaltninger.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at forvaltningen arbejder videre med projekterne med det forbehold at endelig videreførsel kan forudsætte, at der tilvejebringes finansiering hertil.
RESUME
Det følgende omhandler den del af bodelingsplanen, der vedrører de opgaver/projekter, som bydelene ønsker videreført efter bydelsforsøgets ophør – for så vidt angår projekter, hvor to eller flere forvaltninger er involveret.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte den. 9. maj 2001 overordnede retningslinier hvorefter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder videre med en vurdering af de projekter/opgaver, som bydelene ønsker videreført.
Nærværende indstilling indeholder forslag til hvilke projekter/opgaver som bydelene ønsker videreført, hvor to eller flere forvaltninger er involveret, der kan anbefales videreført udfra en vurdering i forhold til de af udvalget godkendte overordnede retningslinier.
SAGSBESKRIVELSE
Nærværende indstilling vedrører de projektbeskrivelser, som forsøgsbydelene ønsker videreført – nærmere bestemt de opgaver/projekter, som ikke er organiseret således, at de umiddelbart svarer til opgavefordelingen mellem forvaltningerne under Borgerrepræsentationen – herunder projekter, der kræver ændring af styrelsesvedtægten.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte på udvalgets møde den 9. maj 2001 nedenstående overordnede retningslinier for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens videre arbejde med en vurdering af projekterne.
- Projekter/opgaver, der ikke kræver ændringer af styrelsesvedtægten.
- Projekterne/opgaverne skal kunne videreføres indenfor den økonomiske ramme.
- Projekterne/opgaver, der ikke varierer grundlæggende fra de tilbud, der tilbydes borgerne i Københavns Kommune.
- Projekter, der på økonomisk og faglig forsvarlig vis kan tilføre tilbudene i Københavns Kommune yderligere kvalitet og nytænkning.
- At der i forhold til de øvrige forvaltninger, der har en andel i projektet/opgaven kan opnås enighed om samarbejde, økonomi og finansiering.
Nedenfor gennemgås de projekter/opgaver, som bydelene ønsker videreført, der vedrører Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og andre af kommunens forvaltninger. Forvaltningens anbefalinger fremgår med kursiv. Skema med kort beskrivelse af projekterne er vedlagt som bilag.
Projekter/opgaver i nedsatte arbejdsgrupper
7 af de projekter, der vedrører Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og andre forvaltninger kortlægges og analyseres i de nedsatte arbejdsgrupper under implementeringsgruppen. Der er tale om følgende:
Kongens Enghave Bydel
- Jobhus
- Erhvervskonsulentfunktion
- Pavillon for voksen Indvandrere
Indre Nørrebro Bydel
- Sundhedshus
Valby Bydel
- Bro-samarbejdet
- Heldagsskolen
Efter sommerferien træffes der beslutning om eventuel videreførsel af ovenstående opgaver/projekter. Herunder vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen rette henvendelse til relevante forvaltninger med henblik på etablering af relevante samarbejdsaftaler og finansieringsmuligheder.
Projekter på daginstitutionsområdet
Bydelene har beskrevet en række projekter/opgaver, der involverer Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Det drejer sig om:
Indre Østerbro Bydel
- Fælles forvaltning på dagområdet 0-18 år
- Kvalitetsudvikling på pladsanvisningen
- Konsulentteam på dagområdet
- Fast støttepædagogkorps 0- 10 år
Etablering af fællesforvaltning på dagområdet 0 – 18 år vil kræve ændring af styrelsesvedtægten, hvorfor den foreslåede organisering ikke anbefales videreført. Der kan dog arbejdes videre med dele af indholdet i projekterne, såsom kvalitetsudvikling på pladsanvisningen.
- Leg og læring
Det anbefales, at hvis daginstitutionerne skal være omfattet af projektet, skal en del af budgettet omplaceres til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Valby Bydel
- Udvikling af nye dagtilbud, indskolingsformer og samspil mv.
Det anbefales, at hvis daginstitutionerne skal være omfattet af projektet, skal en del af budgettet omplaceres til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Indre Nørrebro Bydel, Kongens Enghave Bydel og Indre Østerbro har udarbejdet projektbeskrivelser vedrørende deres særlige indsats på området for sprogstimulering.
- Sprogstimulerende tilbud til småbørn 4 – 6 år (Indre Østerbro Bydel)
- Sprogstimuleringsprojekt (Kongens Enghave Bydel)
- Sprogteam (Indre Nørrebro Bydel)
Det forudsættes, at opgaven deles mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, således at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen varetager opgaven med sprogstimulering i daginstitutioner. Budgettet til varetagelse af opgaven er delt ved bodelingen mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Projekter på hjemmeplejeområdet mv.
Bydelene har udarbejdet projektbeskrivelser, der vedrører Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsudvalget. Det drejer sig om følgende:
Indre Østerbro
- Reformen i hjemmeplejen
Det anbefales, at der arbejdes videre med elementer af projektet, bl.a. erfaringerne med dokumentation af kvalitet i ydelserne og sammenhængende ledelsesinformation.
Indre Nørrebro Bydel
- Udvidet samarbejde på pensions- og omsorgsområdet
Projektet forudsætter, at der ikke sker en deling mellem borgere over og under 67 år, hvorfor projektet ikke anbefales videreført. Projektet kræver en ændring af styrelsesvedtægten.
Valby Bydel
- Bedre styring og ressourceanvendelse i hjemmeplejen.
Den del af projektet, der ikke indebærer deling mellem borgere under og over 67 år, anbefales ikke videreført, idet det vil kræve ændring af styrelsesvedtægten. Der kan arbejdes videre med ideerne i delprojekterne kvalitetspulje samt trivselskonsulent.
- Visitation og anvisning af ældreboliger.
Visitation og anvisning af ældreboliger anbefales ikke videreført i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, da visitationsretten til ældreegnede boliger udelukkende ligger i Sundhedsforvaltningen, hvorfor projektet vil kræve ændring af styrelsesvedtægten.
- Åbent aktivitetstilbud til selvhjulpne ældre.
Projektet Åbent aktivitetstilbud bør vedrøre Sundhedsforvaltningen, da kun en mindre del af brugerne er under 67 år.
- Valborgpuljen.
Det anbefales, at Valborgpuljen samt de øvrige midler videreføres i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen f.eks. til at understøtte det frivillige brugerstyrede arbejde.
Andre projekter
Nedenfor følger en række andre projekter/opgaver, som bydelene ønsker videreført.
Kongens Enghave
- Sommermarked
Det anbefales, at der arbejdes på at finde en praktisk samarbejdsform på lokalt niveau.
Indre Nørrebro
- Undervisning af lægestuderende/klinisk socialmedicin
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har tidligere varetaget denne opgave, men besluttede at trække sig ud af projektet, idet man vurderede at forvaltningens udbytte var begrænset.
- Kulturhus Blågården
Naturlig forankring vil være i anden forvaltning.
- Byudvikling
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forventer, at blive inddraget i relevant og fornødent omfang af relevante forvaltninger.
Valby Bydel
- Driftsaftaler
Det anbefales, at arbejdet med driftsoverenskomster vil indgå i det sædvanlige arbejde med driftsoverenskomster.
- Boligsocialt arbejde
Den boligsociale indsats i Valby besluttet i BR videreføres. Det anbefales, at de øvrige dele af det boligsociale arbejde skal overvejes nærmere, herunder skal de økonomiske rammer afklares.
ØKONOMI
Forvaltningen har gennemgået projekterne udfra de foreliggende beskrivelser, men kan på nuværende tidspunkt ikke afgøre om alle udgifter i tilknytning til projekterne er finansieret indenfor de budgetrammer, der er beregnet vedr. bydelene. Derfor indstilles det, at forvaltningen arbejder videre med projekterne med det forbehold at endelig videreførsel kan forudsætte, at der tilvejebringes finansiering hertil.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Oversigt med kort beskrivelse af projekterne.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen