Mødedato: 12.12.2001, kl. 12:30

Fremtidig struktur for klageråd på ældreområdet efter 1. januar 2002 (Bilag)

Fremtidig struktur for klageråd på ældreområdet efter 1. januar 2002 (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. december 2001

 

Sager til beslutning

7. Fremtidig struktur for klageråd på ældreområdet efter 1. januar 2002 (Bilag)

FAU 471/2001 J.nr. 471/2001

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder Sundhedsforvaltningens indstilling til Borgerrepræsentationen om at der etableres ét klageråd i Københavns Kommune fra den 1. januar 2002

at klagerådsarbejdet evalueres efter 6 måneder.

RESUME

Klagerådene på hjemmeplejeområdet blev oprettet i 1997. Der fungerer et i hver af forsøgsbydelene samt et samlet for BR-Bydelene. Sidstnævnte behandler såvel klager over Sundhedsforvaltningen som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

I forbindelse med bydelsforsøgenes ophør indstiller Sundhedsforvaltningen at der oprettes ét samlet klageråd for samtlige bydele. Sundheds- og Omsorgsudvalget har godkendt indstillingen.

Udvalget har samtidigt besluttet, at klagesagsarbejdet skal evalueres efter 6 måneder.

Fordelene ved at samle klagesagsbehandlingen i ét klageråd er dels at det giver et bedre overblik over området samt en mere ensartet klagesagsbehandling.

Flertallet af ældrerådene støtter Sundhedsforvaltningens indstilling. Enkelte udtrykker bekymring for nærdemokratiet og længere sagsbehandlingstider. Med det nuværende antal klagesager skal klagerådet behandle ca. 300 sager årligt. Sundhedsforvaltningen forventer dog en nedgang i antal klagesager i forbindelse med det nyligt vedtagne serviceniveau.

Det anbefales at en eventuel oprettelse af et særskilt klageråd for Familie- og Arbejdsmarkdsforvaltningens område indgår i evalueringen af klagesagsarbejdet medio 2002.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende klageråd blev oprettet den 1. januar 1997. Det drejer sig om ét klageråd for hver af de fire forsøgsbydele samt ét for de resterende 11 BR-bydele. Klagerådet for BR-bydelene dækker såvel Sundhedsforvaltningens som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens område.

Da ældreområdet i Kgs.Enghave den 1. januar 2001 overgik til BR-København, blev klagerådet i denne bydel nedlagt, og behandling af klagesagerne overgik til det centrale klageråd for BR-København.

Sundhedsforvaltningen foreslår nu at der i forbindelse med bydelsforsøgenes ophør etableres ét centralt klageråd for hele kommunen. Baggrunden for denne beslutning er ønsket om ensartethed i klagesagsbehandlingen og at skabe overblik over området.

 

Antal klager

Klagerådene har i første halvår 2001 behandlet i alt 155 klager. Der er således p.t. tale om ca. 300 klagesager årligt, som skal behandles af klagerådet. På Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens område er der første halvår behandlet 4 sager og fra Sundhedsforvaltningens område 127 sager.

Sundhedsforvaltningen anfører, at det store antal klager skyldes revisitering af hjælp til praktisk bistand og forventer at antallet af klagesager vil falde i forbindelse med indførelse af tøjvask to gange månedligt og vikarkorps.

 

Behandling af klagesager over hjemmehjælp i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens klager over hjemmehjælp udgør kun en mindre del af det samlede antal klager, som behandles af klagerådet. På baggrund af det begrænsede antal klagesager er der ikke umiddelbar grund til at oprette et klageråd for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens område.

MILJØVURDERING

Ingen.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Sundhedsforvaltningens indstilling vedrørende klagerådets fremtidige struktur har været til høring bl.a. i ældrerådene.

7 af ældrerådene tilslutter sig indstillingen om kun ét klageråd.

Enkelte af ældrerådene udtrykker bekymring for kvaliteten i sagsbehandlingen og længere sagsbehandlingstider på grund af det store antal sager. Andre udtrykker bekymring for nærdemokratiet ved etablering af et centralt klageråd. De anbefaler derfor at der etableres flere klageråd.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har den 5. december 2001 modtaget høringssvar fra Det Sociale Brugerråd som følger:

"Brugerrådet tilslutter sig forvaltningens indstilling om, at der etableres ét klageråd i Københavns Kommune fra 1. januar 2002.

Rådet er overbevist om, at der vil være større retssikkerhed forbundet med én klageinstans, da det i størst muligt omfang sikrer en ensartet behandling af brugerne. Samtidig vil ét klageråd få bedre og hurtigere overblik over typiske klageområder, som kræver politisk opfølgning".

 

BILAG

  • Beslutningsprotokol fra ordinært møde i Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde 5.november 2001
  • Oversigt over indkomne høringssvar om fremtidig struktur for klageråd på ældreområdet efter 1. januar 2002
  • Det Sociale Brugerråds høringssvar

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top