Ansøgning om midler til projekt Kultur- og Idræts Stafetterne (Bilag)
Ansøgning om midler til projekt Kultur- og Idræts Stafetterne (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. december 2001
Sager til beslutning
15. Ansøgning om midler til projekt Kultur- og Idræts Stafetterne (Bilag)
FAU 461/2001 J.nr. 461/2001
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender,
at projekt Rabarberlandet bevilges 223.600 kr. til at iværksætte projektet Kultur- og Idræts Stafetterne.
RESUME
Projekt Rabarberlandet ansøger om medfinansiering fra Københavns Kommune til at iværksætte projektet Kultur- og Idrætsstafetterne. Kultur- og Idrætsstafetterne er desuden støttet af By- og Boligministeriet.
Projekt Kultur- og Idræts Stafetterne er et eksperiment, hvor man går nye veje ved at uddanne lokale unge til at iværksætte kultur- og idrætsaktiviteter for og med beboerne i et belastet bymiljø. Hovedparten af deltagerne vil være unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Det er desuden målet, at deltagerne bliver personligt og fagligt opkvalificerede, så de senere kan få ordinær beskæftigelse inden for kultur- og idrætsarbejdet som igangsættere, konsulenter og instruktører.
SAGSBESKRIVELSE
Projekt Rabarberlandet, som i anden sammenhæng i forvejen støttes af boligsociale aktivitetsmidler gennem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, har fremsendt en ansøgning om kommunal medfinansiering til projekt Kultur- og Idræts Stafetterne (KIS).
Projekt Kultur- og Idræts Stafetterne er et eksperiment, hvor man går nye veje ved at uddanne lokale unge til at iværksætte kultur- og idrætsaktiviteter for og med beboerne i et belastet bymiljø. Hovedparten af deltagerne vil være unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Ideen er at udvikle, afprøve og dokumentere en ny form for praksisorienteret uddannelse, der som modelprojekt vil kunne anvendes i andre byer i Danmark.
Målet er, at deltagerne (ikke-boglige unge) gennem uddannelsen bliver personligt og fagligt opkvalificerede samt opnår en kulturel kompetence, så de senere kan få ordinær beskæftigelse inden for kultur- og idrætsarbejdet som igangsættere, konsulenter og instruktører.
Samtidig er det målet,
- at deltagerne igennem deres praktiske arbejde i uddannelsen skaber nye idræts- og kulturaktiviteter i bydelen (gerne i utraditionelle blandingsformer) for og med kvarterets beboere.
- At man fremmer foreningsdannelse, inddragelse og ansvarliggørelse af ikke-aktive grupper af beboere.
- At genskabe lokale netværk og målrettet gå efter en bedre livskvalitet i byen.
Projektet er to-årigt. Det første år tænkes finansieret på følgende måde:
Bevillingen fra By- og Boligministeriet er p.t. stillet i bero, da denne er betinget af en godkendelse af ovenstående bevilling fra Københavns Kommune.
Københavns Kommunes medfinansiering tænkes udmøntet på følgende måde:
Børne- og Ungenetværket har gennem meget lang tid oparbejde et stort knowhow om målgruppen. Mange af de potentielle deltagere i Projekt Kultur og Idræts Stafetterne har tillid til Børne- og Ungenetværkets medarbejdere. Derfor er Børne- og Ungenetværkets engagement som konsulenter, vejledere og gæstelærere vitalt for projektet.
Anvendelse af lokaler i lokalområdet er centralt. Projektet skal fungere som et lokomotiv for igangsættelsen af nye aktiviteter på Indre Nørrebro. Kursisterne fysiske tilstedeværelse giver naturlig tilgang til et tæt samarbejde.
Der er ligeledes brug for en del PR til at tiltrække kursister og profilere projektet i al almindelighed. Der kan blandt andet ske gennem lokalcentrets sædvanlig medier. Projektet har ført drøftelser med det lokale center om samarbejdet.
Finansiering af hele den to-årige periode tænkes udformet således, at By- og Boligministeriet, Projekt Rabarberlandet og Københavns Kommune finansierer det første år. Det andet år tænkes finansieret gennem en kombination af EU-midler, aktiveringsydelser, tilskud fra Idrætspolitisk Idéprogram (IPIP) under Kulturministeriet, eventuelt Undervisningsministeriet og en række private fonde. Desuden håber Projekt Rabarberlandet, at Børn- og Ungenetværkets engagement fortsætter gennem hele perioden.
Efter pilotperioden vil Projekt Rabarberlandet - under forudsætning af projektets succes - arbejde for at videreføre Projekt Kultur og Idræts Stafetterne via en kombination af deltagerbetaling og EU-midler med forankring i det lokale center.
Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at projektet er både nytænkende og ambitiøst. På den baggrund vil projektet kunne udgøre et væsentligt element i opfyldelsen af sektorplanens målsætning om at styrke partnerskabet med civilsamfundet om en øget netværksdannelse med henblik på at give flere af kommunens borgere med etnisk minoritetsbaggrund mulighed for at deltage aktivt i en bredere samfundsmæssig sammenhæng.
MILJØVURDERING
Ingen.
ØKONOMI
Det indstilles, at der bevilges 223.600 kr. til konsulentbistand, lokaler og PR til projektet Kultur- og Idræts Stafetterne.
Bevillingen finansieres af grundtilskudsmidlerne "Udviklingspuljen til særlige målgrupper" IMK fkt. 5.60.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Bilag 1. Projektbeskrivelse for Kultur- og Idrætsstafetterne (KIS) – en alternativ uddannelse som kultur- og idrætsiværksætter i belastede bymiljøer.
Grethe Munk
/ Torben Brøgger