Mødedato: 12.05.2004, kl. 15:30

Godkendelse af International Handlingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsområdet (Bilag)

Godkendelse af International Handlingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsområdet (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. maj 2004

 

4. Godkendelse af International Handlingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsområdet (Bilag)

FAU 252/2004 J.nr. 252/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender vedlagte Internationale Handlingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsområdet som led i implementering af Københavns Kommunes samlede Internationale Strategi.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forelægges en statusredegørelse for arbejdet med implementeringen af handlingsplanen én gang årligt. Første gang er juni 2005.

RESUME

Borgerrepræsentationen vedtog den 11. december 2003 en ny international strategi for Københavns Kommune. Som led i implementeringen af denne skal hvert fagudvalg udarbejde egen International Handlingsplan, der skal være færdig senest 1. juli 2004.

Visionen for Københavns Kommunes Internationale Strategi er, at København skal være en attraktiv og respekteret storby, og at København skal være ledende i samarbejdet med andre europæiske storbyer.

De overordnede målsætninger i den Internationale Strategi er:

  • Den lærende by: International vidensdeling og erfaringsudveksling er en grundlæggende forudsætning for en fortsat udvikling af byen til glæde for borgere og virksomheder.
  • Den indflydelsesrige by: København skal som storby og centrum i Øresundsregionen varetage sine naturlige interesser inden for overnational regelfastsættelse, europæisk bypolitik og regional positionering.
  • Byen i vækst: København skal som motor i Øresundsregionen markere sig på linie med de bedste byer i Europa i den internationale konkurrence om investeringer, vækst, service, uddannelse, job og turisme.

De initiativer der lægges op til, at forvaltningerne skal gennemføre er dermed at:

  • Være bannerfører og påvirke den europæiske politikudvikling
  • Opbygge solide alliancer nationalt, og regionalt og på europæisk plan
  • Både på det administrative og det politiske niveau løbende hente inspiration fra både ind- og udland.
  • Både deltage i og lede europæiske netværk og projekter.
  • Vise omverdenen, at København er en attraktiv og respekteret metropol gennem markedsføring, samt sikre borgernes og brugernes kendskab til kommunens internationale aktiviteter gennem en systematisk kommunikationsindsats.

I vedlagte udkast til International Handlingsplan på familie- og arbejdsmarkedsområdet prioriteres at bidrage til udviklingen af København som hovedstad og som centrum i Øresundsregionen for menneskelig, kulturel og økonomisk udvikling på et bæredygtigt grundlag som udtrykt i Københavns Kommunes værdigrundlag.

Handlingsplanens overordnede vision er,:

  • At København er en tolerant og rummelig by, der favner og udvikler sine menneskelige ressourcer.

For at fremme denne vision prioriteres det at styrke Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens viden og erfaringsgrundlag gennem internationale aktiviteter på følgende indsatsområder:

  1. Forebygge social udstødelse og fremme social integration af udsatte grupper.
  2. Tilgængelighed for mennesker med handicap.
  3. Bedre liv for byens børn
  4. Integration af etniske borgere og nedbryde barrierer på arbejdsmarkedet.

Under indsatsområderne i Handlingsplanen opstilles der en række konkrete mål. I øvrigt vil arbejdet med indsatsområderne i Handlingsplanen blive fulgt og forvaltningen vil én gang årligt forelægge en statusredegørelse for Handlingsplanen for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. I arbejdet med statusredegørelsen, vil der endvidere blive arbejdet videre med at udvikle metoder til, hvordan der kan opstilles mål og resultatkrav for forvaltningens internationale arbejde. Arbejdet med udvikling af metoderne vil ske i samarbejde med de øvrige forvaltninger i det tværforvaltningsmæssige netværk Økonomiforvaltningen har nedsat med henblik på at følge implementeringen af den Internationale Strategi.

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiforvaltningen besluttede d. 8. maj 2001, at der skulle udarbejdes en international strategi for Københavns Kommune. Der blev i foråret 2002 holdt en række kick-off seminarer, hvor det blev besluttet at nedsætte en styregruppe med medlemmer af direktionen fra de enkelte forvaltninger. Styregruppen besluttede, at der skulle forelægges en international strategi for BR i 2003. Det skete d. 11. december 2003.

Det blev ved forelæggelsen på BR besluttet, at hvert fagudvalg med udgangspunkt i den internationale strategi skal vedtage en international handlingsplan for den enkelte forvaltning. Målet er, at de enkelte forvaltningers handlingsplan skal fastlægge bl.a. faglige prioriteringer og indsatsområder for forvaltningens internationale arbejde. Indsatsområderne skal fx omfatte områder, hvor Københavns Kommune har særlige kompetencer og områder, hvor Københavns Kommune med fordel kan lære af andre byers erfaringer (udveksling af "best practice").

Som tidligere nævnt blev det besluttet på BR, at handlingsplanerne for de enkelte forvaltninger skal være vedtaget af de enkelte fagudvalg senest d. 1. juli 2004. Handlingsplanen forventes løbende justeret af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og der lægges således op til, at Forvaltningen én gang årligt forlægger udvalget en statusredegørelse for arbejdet med implementeringen. Første gang for en statusredegørelse vil være juni 2005.

Den videre proces er, at Økonomiforvaltningen i efteråret 2004 forelægger en statusrapportering for arbejdet med fagudvalgenes handlingsplaner for Økonomiudvalget. Den Internationale Strategi og fagudvalgenes handlingsplaner evalueres samlet i 2006.

I Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens arbejde med handlingsplanen har der været nedsat en arbejdsgruppe med repræsentation af de relevante fagkontorer. Arbejdsgruppen har drøftet implementeringen af den Internationale Strategi og har fokuseret på:

  • Områder, hvor Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen er frontløbere i international sammenhæng og
  • Områder, hvor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan drage nytte af erfaringer fra andre lande og større byer.

På baggrund heraf er udarbejdet vedlagte udkast til International Handlingsplan indenfor rammerne af Københavns Kommunes Internationale Strategi.

De initiativer, der lægges op til i den Internationale Strategi er meget ambitiøse og ressourcekrævende, hvilket Forvaltningen, da også løbende i processen me d implementeringen har gjort opmærksom på overfor Økonomiforvaltningen. Det vedlagte udkast til International Handlingsplan har dermed ikke helt så ambitiøse initiativer som Københavns Kommunes Internationale Strategi, men prioriterer erfaringsudveksling og videndeling højt.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan prioritere, at der skal arbejdes videre med mere ambitiøse initiativer, men en forstærket indsats vil kræve, at der afsættes yderligere ressourcer til formålet på budgettet.

MILJØVURDERING

Sagen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Udgifterne til internationalt arbejde afholdes indenfor Forvaltningens administrative kontorbudgetter.

Det kan oplyses, at der samlet årligt for Københavns Kommune anvendes 12,8 mio. kr. på internationalt arbejde heraf anvendes 2,77 mio. kr. årligt på internationalt arbejde i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Disse beløb indeholder ikke anvendte mandskabsressourcer. For så vidt angår mandskabsressourcer skønnes det, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anvender ca. 1. årsværk årligt på internationalt arbejde.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Udkast til International Handlingsplan på Familie- og Arbejdsmarkedsområdet.
  • Københavns Kommunes Internationale Strategi.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top