Mødedato: 12.04.2000, kl. 08:00

Principgodkendelse af forslag til etablering af 29 boliger og dagtilbud til multihandicappede og multihandicappede blinde på Provstevej/Theklavej, 2400 København NV (Bilag)

Principgodkendelse af forslag til etablering af 29 boliger og dagtilbud til multihandicappede og multihandicappede blinde på Provstevej/Theklavej, 2400 København NV (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. april 2000

 

Sager til beslutning

8. Principgodkendelse af forslag til etablering af 29 boliger og dagtilbud til multihandicappede og multihandicappede blinde på Provstevej/Theklavej, 2400 København NV (Bilag)

FAU 217/2000 J.nr. 76/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at udvalget godkender, at forvaltningen arbejder videre på forslag om etablering af 29 boliger med tilhørende fælles- og servicearealer samt dagtilbud til multihandicappede, beliggende Provstevej 4-6, Theklavej 28-34 og Thoravej 19-19A, og

at der indhentes en udtalelse over forslaget fra Bygge- og Teknikudvalget.

at der gives bemyndigelse til, at et beløb på op til 1.435.000 kr. anvendes frem til skema A-godkendelse til fortsat projektering af 29 boliger og dagtilbud til multihandicappede, beliggende Provstevej 4-6, Theklavej 28-34 og Thorasvej 19-19A for at undgå forsinkelse.

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte i mødet 26. januar 1999 (sag 63/99) en udbygningsplan for voksne udviklingshæmmede.

Som led i udbygningsplanen hjemtages ca. 60 københavnere fra Københavns Amt inden for de næste år, og der skal etableres botilbud og dagtilbud til disse brugere.

De 29 nye boliger med fælles- og servicearealer samt dagtilbud til multihandicappede og multihandicappede blinde etableres ved at sammenlægge flere matrikler, der efterfølgende opdeles i ejerlejligheder og tilskødes henholdsvis Københavns Kommune og Boligselskabet AKB, København, afdeling 0602.

AKB bliver ejer af boligdelen og kommunen af serviceareal og dagtilbud. Kommunen har anvisningsretten til boligerne.

Sagen forslås forelagt Bygge- og Teknikudvalget til udtalelse. På grundlag af denne udtalelse udarbejdes endelig indstilling, som forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til godkendelse og efterfølgende Borgerrepræsentationens godkendelse. Den anførte projektøkonomi vil blive justeret, såfremt Bygge- og Teknikudvalgets udtalelse giver anledning hertil.

For at overholde den stramme tidsplan er det nødvendigt at fremskynde detailprojekteringen, således at den videre projektering foregår sideløbende med behandlingen af boligstøttesagen (skema A).

SAGSBESKRIVELSE

Ejeren af arealet, Point One Ejendomsselskab, ønsker at sælge, og der forhandles for tiden om overdragelsesvilkårene, som skal godkendes af kommunen.

Det er planen at etablere boligerne efter reglerne om støttet byggeri i almenboligloven (ældreboliger). Kommunen yder støtte i form af garanti for realkreditlån og indskud i Landsbyggefonden på 14 % af anlægsudgiften til boligerne. Kommunen finansierer serviceareal og dagtilbud fuldt ud.

Kommunen får anvisningsretten til de færdige boliger.

For at boligerne kan tages i brug 1. kvartal 2002 som lovet i Københavns Amt, skal byggearbejdet påbegyndes senest 1. december 2000.

Med den stramme tidsplan er det nødvendigt at projektere videre, mens projekt og økonomi behandles i Bygge- og Teknikforvaltningen .

Projekt og økonomi er under forberedelse til behandling af skema A i Bygge- og Teknikforvaltningen, Plandirektoratet, Boligstøttekontoret. Godkendelse af skema A skal udløse bevillingen og dermed kommunegaranti til projektets boligdel.

Forvaltningen har fra projektets start afholdt udgifter til rådgiverhonorar på 380.000 kr. frem til og med udarbejdelse af skema A-materiale. For at kunne fortsætte projekteringen frem til hovedprojekt, skal der bruges yderligere 1.055.000 kr.

Såfremt der gives tilladelse til at anvende i alt 1.435.000 kr., vil hovedprojektering af både boliger og dagtilbud kunne fremrykkes 2 måneder. I modsat fald vil projekteringen ligge stille fra medio marts til medio juni 2000, hvor boligstøttesagen forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse, med tilsvarende forskydning i både tidsplan og i hjemtagning.

Projektbeskrivelse

Forslaget udarbejdes af Bornebusch Tegnestue A/S i samarbejde med AKB, Plandirektoratet og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Boligbebyggelsen tænkes opført som en vinkelbygning i 4 etager samt kælder på Provstevej/Theklavej med plads til 29 boliger med fællesareal samt med serviceareal til brug for personalet. Dagtilbuddet opføres som en selvstændig bygning i 2 etager på Thorasvej.

Boligernes placering gør det muligt at opdele beboerne i 4 bogrupper med 5-9 beboere pr. etage. Boligerne indrettes som 2-rumsboliger med store badeværelser, da beboerne dér kan have brug for 2 hjælpere. Hver bolig forsynes desuden med en lille køkkenniche. Boligernes gennemsnitlige størrelse udgør inklusive fællesareal (køkken og adgangsareal) ca. 62 m². Selve boligen udgør ca. 43 m². Boligernes vinduer er udformede som franske altandøre, således at også sengeliggende brugere sikres mulighed for udsyn.

Til hver bogruppe er der fælles køkken/opholdsum.

Servicearealet på 595 m² indrettes til kontorer og personalefaciliteter.

Dagtilbuddet på 643 m² er for de 29 beboere og indrettes med 3 fælleslokaler, heraf et med køkken, terapirum, et par sanserum, badeværelse samt kontor og personaletoilet. En glasoverdækket gang forbinder botilbud og dagtilbud.

Ved at etablere boliger og dagtilbud i samme bebyggelse sparer man i driftsfasen udgifter til daglig transport af brugerne mellem bolig og dagtilbud. Til gengæld sker der en intensiv udnyttelse af grundarealerne, der bl.a. betyder, at det vil være nødvendigt at udvide kælderarealet med en parkeringskælder til en anlægsudgift på 4,5 mill. kr. inkl. moms for at opfylde kravene om etablering af parkeringspladser til bebyggelsen.

Udearealet udformes som sansehaver, opdelt af pergolaer, med nem adgang mellem haverne. Der bliver fra hver etage, også fra dagtilbuddet, udgang til en terrasse.

Der sker montering af fælles- og servicearealerne samt af boligerne med badebårer og loftslifte.

ØKONOMI

Projektets totale økonomi vil foreligge i forbindelse med fremsendelse af støtteansøgningen efter høring af Bygge- og Teknikudvalget. Anskaffelsessummen for boligdelen er foreløbig kalkuleret til 31.659.000 kr., heraf udgør den kommunale andel 4.432.253 kr., servicedelen 6.086.906 kr. og dagtilbuddet 10.229.759 kr. samt 2.633.400 kr. til montering, i alt en samlet kommunal udgift på 23.382.318 kr.

Sammenlignet med det oprindelige budgetgrundlag er der følgende ændringer pr. boenhed/dagtilbud:

Budgetgrundlag (anlæg): Foreløbigt budget (anlæg og montering):

Boliger 126.000 kr. 212.167 kr.

Servicearealer 202.500 kr. 229.072 kr.

Dagtilbud 240.000 kr. 365.046 kr.

2 forhold belaster det generelle udgiftsniveau i projektet: Der er indregnet udgifter til etablering af P-kælder til 4.5 mill. kr. inkl. moms. Denne udgift er forholdsmæssigt fordelt på alle 3 enheder. De 29 beboere hører til i den tunge kategori af handicappede, hvilket stiller krav om en række specialindretninger i bygningen samt særligt inventar til boliger og fællesarealer for 1.720.000 kr., der ikke er sædvane i almindelige plejeboliger.

Derudover har det for dagtilbuddets vedkommende været nødvendigt at revurdere den oprindelige byggeudgift, der var baseret på en meget lav m²-pris, ligesom prisen nu er tillagt monteringsudgifter.

 

HØRING

Projektet har været forelagt Landsforeningen LEV, der kan anbefale projektet.

BILAG

Projekt med tegninger, arealoversigt og beskrivelse

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top