Orientering om Vigerslev Alle 1A
Orientering om Vigerslev Alle 1A
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. april 2000
Sager til drøftelse
12. Orientering om Vigerslev Alle 1A
FAU 216/2000 J.nr. 80/00
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen vedrørende status på etablering af rådgivningscenter og Ambulatorium på Vigerslev Alle 1A til efterretning.
RESUME
Ved ekstraordinært møde i Borgerrepræsentationen den 17. juni 1999 blev Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen pålagt at fremkomme med forslag til anvendelse af bygningerne på Vigerslev Alle 1A til supplerende behandlingstilbud til stofafhængige i tilslutning til det lejemål på Vesterbrogade 67, som blev opgivet.
Som konsekvens heraf tiltrådte Borgerrepræsentationen 9. december 1999 forvaltningens forslag om at etablere både et ambulatorium for stofafhængige og rådgivningscenter Vest på adressen.
Forvaltningen har imidlertid efterfølgende undersøgt muligheden for at Rådgivningscenter Vest kunne forblive på Rudolph Berg i Tietgensgade 31, idet en anden bygning på stedet blev ledig, således at det var muligt at udvide centeret. Forvaltningen har dog ikke fundet det hensigtsmæssigt at investere i bygningen, da opførelse af et Operahus på Rudolph Berg-grunden kom i spil, som en realistisk mulighed.
Der arbejdes nu med den endelige indretning af Vigerslev Alle 1A til de 2 enheder, som tiltrådtes af Borgerrepræsentationen. I forhold til det første projekt udvides rådgivningscentrets areal med ca. 100 m2, hvilket samtidig løser nogle flugtvejsproblemer. Arbejderne udbydes i licitation efter påske og tilbud modtages og vurderes i maj måned, og der indgås efterfølgende kontrakt med håndværkerne. Arbejdet forventes igangsat 1. juni 2000, således at bygningen kan ibrugtages ca. 1. oktober 2000.
ØKONOMI
Ingen.
HØRING
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk / Carsten Stæhr Nielsen