Fordeling af 21 mill. kr. til kompetenceudvikling (Bilag)
Fordeling af 21 mill. kr. til kompetenceudvikling (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. marts 2003
Sager til beslutning
4. Fordeling af 21 mill. kr. til kompetenceudvikling (Bilag)
FAU 93/2003 J.nr. 93/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at det meddeles Borgerrepræsentationen, at udvalget tilslutter sig Økonomiudvalgets fordeling af 21 mill. kr. til kompetenceudvikling.
RESUME
Det er besluttet at bruge 21 mill.kr. af midlerne fra selvbudgettingspuljen til kompetenceudvikling. Etablering af puljen skal ses i sammenhæng med målet om, at kommunen skal være en attraktiv arbejdsplads, som er i stand til at fastholde og rekruttere medarbejdere.
Økonomiudvalget behandlede på mødet den 4. februar 2003 Økonomiforvaltningens indstilling om fordeling af de 21. mill. kr. til kompetenceudvikling, og besluttede at forelægge indstillingen med anbefaling for Borgerrepræsentationen. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tildeles i henhold til indstillingen 7,5 mill. kr. til kompetenceudvikling.
Økonomiudvalget besluttede samtidig at høre fagudvalgene inden denne forelæggelse – jf. vedlagte beslutningsprotokol fra økonomiudvalgets møde den 4. februar 2003 samt skrivelse af 7. februar 2003 fra Økonomiforvaltningen.
Økonomiudvalgets fastsatte svarfrist er senest den 10. marts 2003, hvorfor svarskrivelse med indeværende indstilling er tilsendt Økonomiforvaltningen med bemærkning om forbehold for udvalgets godkendelse.
SAGSBESKRIVELSE
Puljen på 21 mill. kr. til kompetenceudvikling er politisk forudsat anvendt på kortuddannede, frontpersonale og på arbejdsområder, som er præget af fastholdelses- og rekrutteringsproblemer. Økonomiforvaltningens indstilling er udarbejdet i overensstemmelse med denne prioritering.
Puljen skal samtidig understøtte de 5 indsatsområder, som økonomiudvalget traf beslutning om på mødet den 11. juni 2002 i forbindelse med redegørelsen af "Redegørelse af kompetenceudvikling i Københavns Kommune".
Økonomiforvaltningen har indhentet forvaltningernes forslag til aktiviteter, der ønskes finansieret af puljen, og har på baggrund af en gennemgang og vurdering af de indkomne ansøgninger foreslået kompetenceudviklingspuljen fordelt som det fremgår af vedlagte bilag 1 til indstilling til ØU. Oversigt over samtlige forslag til aktiviteter er vedlagt som bilag 2 til indstillingen.
I indstillingen er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstillet til udmøntning af to fokusområder:
- Kompetenceudvikling for medarbejdere, der arbejder med børn og unge med særlige behov ( 3,5 mill. kr.)
- Kompetenceudvikling for medarbejdere, der arbejder med arbejdsmarkedsrettede tilbud og almene servicefunktioner (bl.a. frontpersonalet i de lokale centres serviceteam) (4 mill. kr.)
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen finder, at Økonomiforvaltningens fordeling af puljemidlerne er i overensstemmelse med forvaltningens prioritering af fokusområder.
Derfor indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udvalget tilslutter sig økonomiudvalgets indstilling, og at dette meddeles Borgerrepræsentationen til mødet den 20. marts 2003.
MILJØVURDERING
Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tildeles 7,5 mill. kr. til kompetenceudvikling. Puljen udmøntes til udvalgene i 2003. Midler, der ikke nås anvendt til de foreslåede projekter i 2003, kan overføres til 2004 forudsat betingelserne herfor er opfyldte.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Udvalgsindstilling til Økonomiudvalget om fordeling af 21 mill. kr. til kompetenceudvikling (ØU 33/2003) incl. bilag 1 og 2.
- Beslutningsprotokollat ØU 33/2003
- Brev af 7. februar 2003 fra Økonomiforvaltningen
- Svarskrivelse til Økonomiforvaltningen.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen