Etablering af plejekollektiv i lokaler på Specialinstitutionen Forchhammersvej (Bilag)
Etablering af plejekollektiv i lokaler på Specialinstitutionen Forchhammersvej (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 11. december 2002
Sager til beslutning
9. Etablering af plejekollektiv i lokaler på Specialinstitutionen Forchhammersvej (Bilag)
FAU 562/2002 J.nr. 562/2002
INDSTILLING
Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
at Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen følger den iværksatte plan for etablering af Plejekollektiv med 12 pladser på Specialinstitutionen Forchhammersvej med ibrugtagning 1. maj 2003, hvilket forudsætter, at der hurtigst muligt findes en alternativ placering til det botilbud til 12, som afgiver lokaler til plejekollektivet.
at Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejder på at finde en alternativ placering til bofællesskabet i samarbejde med Bygge- og teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen (task force)
at Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen udfærdiger en ansøgning til Socialministeriet om overførsel af midler fra 2003 til 2003 samt beder om tilladelse til, at 1,4 mill.kr fra 2002 anvendes til dækning af merudgifter i forbindelse med etableringen af plejekollektivet.
RESUME
Overborgmester Lars Kramer Mikkelsen meddelte på Økonomiudvalgsmødet den 3. 12. 2002, at Familie-og Arbejdsmarkedsudvalget havde meddelt, at man ikke kunne garantere, at de stofafhængige, der skulle flytte ud til Granbo, var uden sidemisbrug. Dermed var grundlaget for Økonomiudvalgets beslutning borte, og sagen var dermed bortfaldet.
Efterfølgende er det besluttet, at der på tværs af forvaltningerne skal nedsættes en task-force, der hurtigst muligt skal finde en passende adresse til det botræningstilbud, som flytter ud af Forchhammersvej i forbindelse med etablering af et plejekollektiv i botilbuddets lokaler.
Da planen om udflytning til Granbo fra Specialinstitutionen Forchhammersvej af et bofællesskab med 12 pladser til botræning af stofafhængige i behandling er opgivet, skal der tages stilling om etableringen af plejekollektivet på Specialinstitutionen Forchhammersvej skal igangsættes som planlagt, eller om etableringen skal udsættes, indtil der er sikkerhed for, at der er fundet en anden adresse.
For begge tilbuds vedkommende har brugerne set frem til at få den plejeplads /botræningsplads, som de har ventet længe på. Personalet er meget langt med planlægning af ombygning og tilrettelæggelse af arbejdet, herunder indkøringsforløb for de pågældende brugere. For plejekollektivet gælder det, at mere end et par måneders forsinkelse kan indebære, at man må starte forfra med at indhente tilbud på bygningsindretning, inventar mm.
For plejekollektivets vedkommende er det endvidere nødvendigt at bede Socialministeriet om tilladelse til at overføre midler fra 2002 til 2003. Forvaltningen er derudover i færd med at udfærdige en ansøgning om, at nogle af de sparede driftsmidler fra 2002 kan anvendes til dækning af ekstraudgifter ved etableringen, idet indretningen af plejekollektivet vil koste 2,4 mill. kr. mod 1 mill.kr, som der var budgetteret med.
Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen er i forvejen bagud med hensyn til etablering af de botilbud til stofafhængige, som er forudsat i Sektorplanen for Københavns Kommunes indsats over for stofafhængige 2001-2003, ifølge hvilken der skulle etableres 10 nye pladser årligt (Dags dato er der i 2001 og 2002 etableret 17).
SAGSBESKRIVELSE
Overborgmester Lars Kramer Mikkelsen meddelte på Økonomiudvalgsmødet den 3. 12. 2002, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget havde meddelt Økonomiudvalget, at man ikke kunne garantere, at de stofafhængige, der skulle flytte ud fra Specialinstitutionen Forchhammersvej til Granbo i et bofællesskab med henblik på botræning, var uden sidemisbrug. Dermed var grundlaget for Økonomiudvalgets beslutning borte, og sagen var dermed bortfaldet.
Overborgmesteren har efterfølgende iværksat, at der nedsættes en arbejdsgruppe på tværs af forvaltningerne (task-force) med den opgave i første omgang hurtigst muligt at finde en passende adresse til bofællesskabet, således at udflytning fra Forchhammersvej kan ske hurtigst muligt. Efterfølgende skal samme task-force arbejde for at finde passende adresser til andre foranstaltninger. Denne task-force vil få direkte reference til de administrerende direktører i de respektive forvaltninger og arbejdet vil have høj prioritet.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har iværksat en tosidet indsats for at begrænse hjemløsheden og tilgodese de voksende pleje - og omsorgsbehov blandt stofafhængige.
Botræning er en vigtig forebyggende indsats mod hjemløshed, da en af årsagerne til hjemløshed er, at man ikke kan strukturere en hverdag med daglige gøremål, og at man har svært ved at klare hverdagen på egen hånd. Bl.a. kan ensomhedsproblematikken være svær at klare for mange. Botræningen handler derfor dels om indlæring af struktur, vaner og færdigheder, dels om samværsregler og samværsformer.
Etablering af et plejekollektiv til stofafhængige med varige pleje- og omsorgsbehov er det andet ben i den tosidede indsats mod hjemløshed. De stofafhængige er erfaringsmæssigt svære at placere i kommunens eksisterende plejetilbud, dels afvises de ofte, dels kan nogen have en adfærd, der er er vanskelig at rumme i dagligdagen på plejehjemmene. Specialinstitutionen Forchhammersvej har indskrevet brugere, der burde være i en plejeforanstaltning, men ingen ansøgninger på indflytning i de traditionelle plejehjem er hidtil blevet imødekommet.
Derfor imødekommer det planlagte plejekollektiv på Forchhammersvej et behov for et særligt plejetilbud, som ikke kan dækkes idag. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har valgt at indrette plejekollektivet på Specialinstitutionen Forchhammersvej i lokaler, der hidtil har huset et bofællesskab til botræning af 12 stofafhængige i behandling. Valget er truffet, fordi den mest hensigtsmæssige placering af Plejekollektive vil være i tilknytning til plejeafdelingen på Specialinstitutionen Forchhammersvej. Den geografiske nærhed vil betyde, at man i højere grad kan trække på fælles læge- og sygeplejefaglige ressourcer, og at brugere som i en periode har været i plejeafdelingen, men skønnes for dårlige til udskrivning, kan visiteres til plejekollektivet uden større administrative forhindringer. Derudover kan man drage nytte af den geografiske nærhed med f&aeli g;lles tilberedning af mad m.m.
Placeringen på Specialinstitutionen Forchhammersvej i Kollegiets bygninger stiller imidlertid krav til en bygningsmæssig tilpasning til formålet, herunder indretning af elevator og badeforhold til handicappede. Disse øgede krav til "handicapvenlighed" skyldes, at de brugere, der er visiteret til plejekollektivet har vist sig at være mere plejekrævende end forudsat, da man planlagde plejekollektivet.
Dette betyder, at udgifterne til etablering vil blive 2,4 mill. kr. i stedet for 1 mill. kr., som forudsat i ansøgningen til Socialministeriet. Derfor vil forvaltningen anmode Socialministeriet om at udskyde anvendelsen af de søgte midler til perioden 2003 -2006 samt enten at øge tilskuddet eller konvertere midler, der er reserveret til drift af plejekollektivet, men som ikke er afholdt pga. den hidtidige forsinkelse, til afholdelse af de ekstra etableringsudgifter, der er en konsekvens af indretningen i Kollegiets lokaler på Specialinstitutionen Forchhammersvej. Forvaltningen er i gang med at udfærdige en ansøgning til Socialministeriet om supplerende midler til at dække udgifterne til indretningen.
Planlægningen af Plejekollektivet er langt fremme. Man kender de brugere, der skal flytte ind. Der er indhentet tilbud på bygningsindretning, som bortfalder 1. marts og på indkøb af inventar, der bortfalder indenfor de næste 30 dage. Længerevarende udsættelser vil betyde, at man skulle begynde helt forfra med risiko for at de nugældende aftaler ville blive tabt på gulvet, og der ville opstå yderligere forsinkelser.
En forudsætning for iværksættelse af plejekollektivet er, at man kan rømme de lokaler, hvor bofællesskabet har til huse. Aktuelt har Kollegiet 12 beboere, som der skal findes en passende adresse til. Dette er ikke nogen nem opgave, men på trods af det aktuelle sagsforløb i Bystævneparken, er det ikke umuligt. Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen har gode erfaringer fra f.eks. Hjulmagerstien i Urbanplanen og fra Lundtoftegade, hvor der fra starten har været et positivt samarbejde med afdelingsbestyrelserne. Det er de to seneste etablerede externe botilbud for de stofafhængige i behandling.
Botilbud til stofafhængige er et prioriteret område i Sektorplanen for Københavns Kommunes indsats over for stofafhængige 2001-2003. I sektorplanen er der opstillet følgende målsætning: "Hjemløshed blandt stofmisbrugere skal forhindres gennem botræning i egen bolig samt etablering af et passende antal midlertidige botilbud i form af bofællesskaber, solistboliger med støtte samt plejeboliger, som brugergruppen kan rummes i". Konkret er der sat et mål om etablering af 10 botilbud årligt. I 2001 og 2002 er det lykkedes at etableret 17 pladser, hvor de 9 imidlertid er på basis af en midlertidig kontrakt med boligselskabet.
Målet er således ikke nået, men erfaringerne fra de pågældende bofællesskaber er positive, dels hvad angår samværet med omgivelserne, dels i forhold til brugernes udbytte og tilfredshed.
Den netop iværksatte task-force må forventes at kunne skaffe et antal muligheder inden for en kort tidsfrist, således at der findes en passende adresse til bofællesskabet, og lokalerne på Forchhammersvej kan stilles til rådighed for indretning af plejekollektivet.
MILJØVURDERING
Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Såfremt Plejekollektivet skal etableres på Specialinstitutionen Forchhammersvej ansøges Socialministeriet om udvidelse af tilskud til etablering af badefaciliteter og elevator subsidiært til konvertering af udskudte driftsmidler til etableringsudgifter.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Notat af 21. november 2002 om "Forslag om ansøgning til socialministeriet om at få ændret projektperioden og overført bevilgede puljemidler til plejekollektiv til 2003 og 2006".
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen