Mødedato: 11.12.2002, kl. 15:30

Program for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets studietur til San Francisco (Bilag)

Program for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets studietur til San Francisco (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. december 2002

 

Sager til beslutning

26. Program for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets studietur til San Francisco (Bilag)

FAU 572/2002 J.nr. 572/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager det vedlagte program for studieturen til San Francisco til efterretning.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at borgmester Bo Asmus Kjeldgaards indstilling til Borgerrepræsentationen om at anmode Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen fremsendes til behandling i Borgerrepræsentationen den 16. januar 2003. Borgmesteren indstiller ligeledes, at Borgerrepræsentationen beslutter, at der ydes diæter til udvalgsmedlemmerne på studieturen.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har behandlet studieturen på udvalgsmøderne den 9. april 2002, den 15. maj 2002, den 19. juni 2002 og den 26. juni 2002. Udvalget har besluttet at studieturen afholdes i uge 8 2003 (fra den 15. februar til den 22. februar), og at turen går til San Francisco, USA. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har nu udarbejdet et program og et budget. Begge er vedlagt.

SAGSBESKRIVELSE

1. Program for turen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ved udarbejdelsen af programmet benyttet sig af den amerikanske konsulent Robert W. Surber, der kender til både det danske og det amerikanske sociale system. Robert W. Surber har tidligere været konsulent for flere danske amter – herunder på en studietur til San Francisco i år 2000 for politikere og embedsmænd fra Frederiksborg Amt. Robert W. Surber vil følge med udvalget rundt på de faglige besøg, og han vil starte og afslutte det faglige program med henholdsvis en introduktion mandag og en opsamling fredag.

Der er ankomst til San Francisco lørdag den 15. februar, kl. 21.28 (se flyveplan i bilag). Søndag formiddag og eftermiddag er der arrangeret en rundtur, som bl.a. inkluderer sightseeing i byen, Golden Gate broen og Alcatraz fængselsøen.

Programmet fra mandag til fredag (vedlagt som bilag) er relativt komprimeret og dækker bredt over udvalgets fagområder – herunder fysisk og psykisk handicap, stof- og alkoholmisbrug, hjemløse og boligproblemer. Desuden er der fokus på planlægning, kontraktstyring og den politiske proces. Indenfor de nævnte områder er der speciel opmærksomhed på emner, hvor udvalget kan søge inspiration i de særlige erfaringer man har gjort sig i San Francisco.

Programmet er aftalt med de lokale organisationer. Efter Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets endelige godkendelse af programmet vil udvalgsmedlemmerne modtage et mere detaljeret program på dansk med baggrundsinformation, praktiske oplysninger, faglig ordbog osv.

2. Budget for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets studietur

Der er vedlagt et foreløbigt budget for studieturen (se bilag). I dette budget er udgiften til studieturen anslået til ca. 295.000 kr. ekskl. timedagpenge svarende til ca. 332.000 kr. inkl. timedagpenge. Det giver en udgift pr. deltager på ca. 18.000 kr. ekskl. timedagpenge og på ca. 21.000 kr. inkl. timedagpenge. Der kan forekomme mindre justeringer af budgettet i takt med, at det praktiske indhold falder endeligt på plads. Den endelige udgift vil også afhænge af den aktuelle dollarkurs.

Til sammenligning er budgettet for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets studietur til New York/ Toronto sat til ca. 370.000 kr., hvilket svarer til en deltagerudgift på ca. 23.000 kr.

 

3. Anmodning fra borgmester Bo Asmus Kjeldgaard til Borgerrepræsentationen

Hvis deltagelse i studieturen til San Francisco skal berettige til, at der ydes diæter for udvalgsmedlemmerne, så skal udvalgets deltagelse som helhed ske efter anmodning fra Borgerrepræsentationen. Der er vedlagt et udkast til en indstilling fra Bo Asmus Kjeldgaard (F) til Borgerrepræsentationen om at anmode Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om at tage på studietur. Indstillingen forventes behandlet i Borgerrepræsentationen den 16. januar 2003.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Se vedlagte budget. Det anslås, at turen kommer til at koste i alt ca. 332.000 kr. svarende til ca. 21.000 kr. pr. deltager.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Program for studieturen
  • Anslået budget for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets studietur
  • Flyvetider
  • Indstilling fra borgmester Bo Asmus Kjeldgaard til Borgerrepræsentationen

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

Til top