Mødedato: 11.10.2000, kl. 14:00

Behandling af ansøgning om varig driftsstøtte fra værestedet Amadeus (bilag)

Behandling af ansøgning om varig driftsstøtte fra værestedet Amadeus (bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. oktober 2000

 

Sager til beslutning

5. Behandling af ansøgning om varig driftsstøtte fra værestedet Amadeus (bilag)

FAU 590/2000 J.nr. 180/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutter at fastholde Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens afslag på ansøgning om varig driftsstøtte til Amadeus på 793.000,-. kr.

 

RESUME

På baggrund af orienteringen på udvalgsmødet d. 4. oktober 2000: "Orientering om ansøgning af støtte fra værestedet Amadeus" har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsket en indstilling til beslutning om ydelse af driftsmidler til Amadeus og en beskrivelse af, om brugerne af Amadeus kan optages og rummes i Pegasus.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal indledningsvis henvise til den tidligere afgivne orientering (vedlagt som bilag), hvoraf det fremgår, at det ikke i forhold til stofafhængige findes hensigtsmæssigt at etablere nye væresteder, der er isoleret fra misbrugsbehandlingen.

Endvidere vurderedes det i den afgivne orientering, at Pegasus ville kunne dække det aktuelle behov for værestedstilbud til psykisk syge i lokalområdet.

Amadeus og Pegasus har ikke sammenfaldende målgrupper. Amadeus er et bredt generelt tilbud af omsorgspræget karakter, der retter sig mod hjemløse, enlige og ensomme. Pegasus er direkte målrettet gruppen af psykisk syge. Det kan således ikke påregnes, at alle brugere af Amadeus kan optages og rummes i Pegasus.

Et af principperne i sektorplanen, der beskriver udviklingen af de sociale tilbud til psykisk syge j.f.r. afsnit 4.1.6 er, at der skal være en geografisk placering og spredning af samværs- og aktivitetssteder, for at tilgodese behovet for tilbud til psykisk syge i lokalområderne. I overensstemmelse med dette princip tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 23. august 2000 en indstilling om, at der i 2001 oprettes et værested på Vesterbro til psykisk syge.

Da en del brugerne i Pegasus er fra Vesterbro, må det forventes, at et nyt tilbud til psykisk syge på Vesterbro vil betyde, at disse brugere vil foretrække et tilbud i deres eget nærområde. Dette medfører, at der i et vist omfang frigøres kapacitet i Pegasus, der vil kunne anvendes i forhold til et eventuelt fremtidigt forøget behov for tilbud til psykisk syge i Kgs. Enghaveområdet.

Amadeus benyttes som anført i en vis udstrækning af hjemløse. Omstillingsplanen på hjemløseområdet har som målsætning, at indsatsen skal bidrage til størst mulig normalisering af den enkelte hjemløses tilværelse. Derfor er udgangspunktet i de tilbud, der er iværksat som et led i omstillingsplanen, at de skal understøtte denne udvikling. Generelle værestedstilbud kan medvirke til at fastholde hjemløse i en marginaliseret situation, hvorved der ikke åbnes mulighed for en udviklingsorienteret proces i forhold til at skabe forandring i den enkeltes tilværelse. En kommunal overtagelse af Amadeus findes således ikke at have den fornødne sammenhæng med perspektiverne i omstillingsplanen for hjemløseområdet.

ØKONOMI

Der er ikke uforbrugte midler på budgetområdet for sociale tilbud til psykisk syge.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Indstillingen fra mødet d. 4. oktober 2000:"Orientering om ansøgning om støtte fra værestedet Amadeus"
  • Ansøgning om driftsstøtte til værestedet Amadeus bilagt overslag over udgiftsbudgettet for Amadeus.

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top