Kommissorium for udarbejdelse af børne- og familiepolitik - efter høring (Bilag)
Kommissorium for udarbejdelse af børne- og familiepolitik - efter høring (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 11. august 2004
5. Kommissorium for udarbejdelse af børne- og familiepolitik - efter høring (Bilag)
FAU 362/2004 J.nr. 362/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender det vedlagte kommissorium for udarbejdelse af kommunens børne- og familiepolitik.
RESUME
I forbindelse med behandlingen af budgetforslag 2003 i Borgerrepræsentationen den 10. oktober 2002 stillede SF et forslag om en hensigtserklæring gående på, at der skulle udarbejdes en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune. Forslaget blev enstemmigt vedtaget. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte den 3. marts 2004 udkast til kommissorium for udarbejdelsen af Københavns Kommunes børne- og familiepolitik. Kommissoriet har herefter været sendt til høring i de øvrige politiske udvalg, da kommissoriet dækker områder i alle udvalg.
Generelt er udvalgene tilfredse med kommissoriet, men har enkelte ændringsforslag. Forvaltningen har vurderet, at nogle af kommentarerne giver anledning til mindre ændringer i det endelige kommissorium i forhold til høringsudkastet (ændringerne er markeret med kursiv i det vedlagte kommissorium). Der er også foretaget justeringer i tidsplanen, så den er opdateret.
Kommissoriet forelægges nu Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til endelig godkendelse før arbejdet med børne- og familiepolitikken sættes i gang.
SAGSBESKRIVELSE
På mødet i Borgerrepræsentationen den 10. oktober 2002 stillede SF et forslag til en hensigtserklæring gående på, at der skulle udarbejdes en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune. Forslaget blev enstemmigt vedtaget. Som følge heraf behandlede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 3. marts 2004 forslag til kommissorium for udarbejdelsen af en børne- og familiepolitik i Københavns Kommune. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning på mødet den 3. marts 2004:
Karen Angelo Hækkerup (A) forslog, at punktet "Fritid" under de specifikke temaer i kommissoriet tilføjes "og kultur". Udvalget tiltrådte dette. Indstillingen blev med denne tilføjelse tiltrådt.
Kommissoriet har herefter været sendt til høring i de øvrige udvalg. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget svar på høringen fra alle seks udvalg. Hovedpunkterne i høringssvarene bliver gennemgået nedenfor, og det er angivet, hvilke ændringer af kommissoriet, det har givet anledning til. I det vedlagte kommissorium er ændringer i forhold til høringsudkastet markeret med kursiv. Der er også foretaget justeringer i tidsplanen, så den er opdateret.
1. Høringssvar og ændringer i kommissoriet
Generelt er udvalgene tilfredse med kommissoriet og mener, at temaerne er relevante og i tråd med det eksisterende arbejde i kommunen. I flere af høringssvarene bliver der lagt vægt på, at arbejdet med børne- og familiepolitikken skal ske inden for og i sammenhæng med eksisterende politikker, planer, strategier og visioner.
- Der er tilføjet en generel formulering i indledningen af kommissoriet om, at arbejdet med børne- og familiepolitik skal ske indenfor og i sammenhæng med eksisterende politikker og planer.
De enkelte udvalg har derudover nogle specifikke bemærkninger og/eller ændringsforslag som gennemgås nedenfor.
Uddannelses- og ungdomsudvalget
Tilslutter sig kommissoriet med følgende ændringsforslag:
'At der skelnes mellem børne-, unge- og familiepolitik, da der er tale om unikke problemstillinger for hvert af områderne. Endvidere foreslås det, at Uddannelses- og ungdomsforvaltningen er tovholder for ungdomspolitikken.'
- Ændringsforslaget bryder med den tankegang, der ligger til grund for kommissoriet, hvor der er lagt vægt på en tematiseret og tværgående tilgang fremfor en målgruppe orienteret tilgang. Det er tanken, at temaerne skal kunne dække de forskellige gruppers behov og problemstillinger. Ændringsforslaget er derfor ikke indarbejdet i kommissoriet, men det vil være oplagt, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen får en central rolle i arbejdet med børne- og familiepolitikken, så de unges behov og problemstillinger bliver beskrevet.
Kultur- og fritidsudvalget
Tilslutter sig kommissoriet. Et medlem af udvalget har tilføjet følgende i beslutningsprotokollen:
'SF ønsker, at børne-, unge- og familiepolitikken også opdeles i separate områder, da de hver især har unikke problemstillinger. Desuden vil det været hensigtsmæssigt, at Uddannelses- og ungdomsforvaltningen er tovholder på ungeområdet.'
- Bemærkningen er den samme som ændringsforslaget fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
Bygge- og teknikudvalget
Tilslutter sig kommissoriet med følgende tilføjelse:
'Tryghed i trafikken er en særlig opgave, hvor der hvert år udføres en række foranstaltninger for "sikre skoleveje". '
- I kommissoriet er "sikre skoleveje" tilføjet som konkret eksempel under temaet tryghed.
Sundheds- og omsorgsudvalget
Tilslutter sig kommissoriet med en bemærkning om, at udvalget lægger vægt på, folkesundhedsaspektet får en fremtrædende placering. Det anbefales i høringssvaret også, at børne- og familiepolitikken får særlig fokus på børn og unges motoriske udvikling og fysiske aktivitet.
- I kommissoriet er temaet "sundhed" omdøbt til "folkesundhed". Temaet kan blandt andet behandle fysisk aktivitet og motorisk udvikling som fokusområde.
I høringssvaret er der også en række kommentarer til planlægningen af det konkrete arbejde.
- Det er spørgsmål, der kan drøftes i arbejdsgruppen, hvor alle forvaltninger bliver repræsenteret.
Derudover skriver Sundheds- og omsorgsudvalget i høringssvaret, at de mener udgifterne til trykning og lancering af børne- og familiepolitik bør afholdes af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der har formandskabet.
- Udarbejdelsen af børne- og familiepolitikken er en fælles kommunal opgave. Der er ikke er bevilliget særlige ressourcer til arbejdet, og derfor er det Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens holdning, at forvaltningerne i fællesskab må finansiere projektet.
Økonomiudvalget
Tilslutter sig kommissoriet med et generelt forbehold for de politiske beslutninger, som arbejdet munder ud i. Ø har tilføjet følgende i beslutningsprotokollen:
'Vi henholder os til Uddannelses- og ungdomsudvalgets bemærkning om, 'At der skelnes mellem børne-, unge- og familiepolitik, da der er tale om unikke problemstillinger for hvert af områderne. Endvidere foreslås det, at Uddannelses- og ungdomsforvaltningen er tovholder for ungdomspolitikken'.'
- Bemærkningen er den samme som ændringsforslaget fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Økonomiudvalget har i høring en konkret rettelse til proces- og tidsplanen om, at børne- og familiepolitikken skal sendes i Økonomiudvalget før behandling i Borgerrepræsentationen.
Derudover står der også i høringssvaret, at det bør overvejes, hvordan arbejdet i Udvalget for demokrati og serviceudvikling kan indgå i arbejdet med børne- og familiepolitik
- Det er et spørgsmål der kan drøftes i arbejdsgruppen
Miljø- og forsyningsudvalget
Tilslutter sig generelt kommissoriet men ønsker, at kommunens miljøpolitik bliver afspejlet i kommissoriet, og at der bliver tilføjet et specifikt miljøtema. Miljø- og forsyningsudvalget ønsker også, at der i børne- og familiepolitikken bliver lagt vægt på krav om aktiv medvirken, fordi alle parter har ansvar for at byen afleveres til kommende generationer i bedre stand.
- Børne- og familiepolitikken skal generelt afspejles kommunes politikker. Der er i kommissoriet ikke lagt vægt på nogle politikker frem for andre. Miljøområdet vil kunne indgå i mange af temaer - konkret er det nævnt under temaet "tryghed". Det vurderes, at det vil være hensigtsmæssigt, at lade miljøaspektet indgå i de tværgående temaer, så det bliver en integreret del af de forskellige temaer/områder i børne- og familiepolitik. Spørgsmålet om krav til aktiv deltagen vil være relevant at behandle blandt andet under temaet om "Relationen mellem på den ene side børn og forældre som borgere og brugere og på den anden side Københavns Kommune som offentlig servicevirksomhed og myndighed".
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser, men miljøområdet vil være del af en kommende børne- og familiepolitik.
ØKONOMI
Der er ikke afsat ressourcer til arbejdet med børne- og familiepolitikken. Udgifter til trykning, lancering af politikken mv. skal derfor afholdes af forvaltningerne i fællesskab.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Kommissoriet har været i høring jf. sagsfremstilling. Udkast til børne- og familiepolitikken vil blive sendt i offentligt og høring i de politiske udvalg inden den sendes til politisk godkendelse.
BILAG
- Kommissorium for udarbejdelsen af børne- og familiepolitikken – med ændringer som konsekvens af høringen i øvrige udvalg
- Udvalgenes høringssvar
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen