Madordninger mod fuld forældrebetaling (Bilag)
Madordninger mod fuld forældrebetaling (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 10. december 2003
12. Madordninger mod fuld forældrebetaling (Bilag)
FAU 663/2003 J.nr. 663/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at forældrebestyrelser kan etablere madordninger i de enkelte dagtilbud til børn i alderen 3 år og derover
eller
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at forældrebestyrelser ikke kan etablere madordninger i de enkelte dagtilbud til børn i alderen 3 år og derover.
RESUME
Folketinget vedtog den 15. maj 2003 forslag til lov om ændring af lov om social service, der omhandler mulighed for etablering af madordninger i børnehaver mod fuld forældrebetaling. Ændringsloven til lov om social service vedlægges i bilag.
Det fremgår af loven, at kommunen kan beslutte at give mulighed for at etablere forældrebetalte madordninger i dagtilbud til børn i alderen fra 3 år og opefter uden at det belaster den kommunale økonomi, når det er et ønske fra forældrene, og det kan passes ind med forholdene i den enkelte daginstitution. Ændringen trådte i kraft pr. 1.juli 2003.
Det er op til de enkelte kommuner at give mulighed for forældrebetalte madordninger som skitseret.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har hørt en række relevante parter om lovændringen. I høringssvarene argumenteres såvel for som imod forældrebetalte madordninger. Ved en kommunal beslutning om at give mulighed for madordninger, har man ikke besluttet, hvad der skal være gældende i de enkelte institutioner, men givet de respektive forældrebestyrelser mulighed for at afgøre, om man vil etablere en forældrebetalt madordning ud fra ønsker og muligheder i den konkrete forældrekreds og den konkrete daginstitution.
SAGSBESKRIVELSE
Den 15. maj 2003 vedtog folketinget en ændring af lov om social service, hvor følgende indsættes:
Servicelovens § 15b:
"Kommunen kan beslutte, at give mulighed for madordninger i dagtilbud efter § 7 til børn i alderen 3 år og derover.
Stk.2: Forældrebestyrelsen i det enkelte dagtilbud beslutter om der skal oprettes en madordning efter stk.1, og hvordan den skal tilrettelægges. I puljeordninger efter § 11, hvor der ikke er en forældrebestyrelse, træffer puljeordningen beslutningen.
Stk.3: De enkelte forældre med børn i et dagtilbud med madordning efter stk.1. beslutter, om de vil benytte madordningen, og betaler den fulde udgift til madordningen."
1. Status - Rammer for madordning i Københavns Kommune
Mad til børnene er budgetteret som en del af dagtilbuddet for både vuggestue- og børnehavebørn i Københavns Kommune. Madudgifterne, herunder udgifter til køkkenpersonale, indgår derfor i de budgetterede driftsudgifter som grundlag for beregningen af forældrebetalingen. Forældrene betaler efter § 15 i lov om social service 30% af de budgetterede udgifter ved ophold i dagtilbuddet. Når maden er en del af dagtilbuddet, kan kommunen således ikke kræve betaling ud over de 30% af udgifterne til maden.
Alle Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens daginstitutioner har selvforvaltning, der indebærer, at langt de fleste beslutninger, der vedrører dagligdagen i institutionerne, træffes af institutionens leder, personale og forældrene. Institutionen kan prioritere fordelingen af ressourcer på de enkelte poster, herunder forplejning til børnene, så budgettet kan tilpasses de lokale forhold i institutionen.
Den enkelte institution kan også frit beslutte sammensætningen af personalet, herunder køkkenpersonale, dog skal lederen være garant for, at personalesammensætningen er pædagogisk forsvarlig, så institutionen kan overholde målene i lov om social service og kommunens overordnede mål og rammer for dagtilbuddene.
Almindeligvis får børn i vuggestuealderen mad som en integreret del af dagtilbuddet, mens det for børn i børnehavealderen er mere almindeligt, at forældrene giver børnene madpakke med.
I mange daginstitutioner rundt om i landet, herunder også i københavnske daginstitutioner findes forskellige former for frivillige madordninger som supplement til dagtilbuddet, hvor forældrene i stedet for at give børnene mad med, betaler et beløb til en forældreforening eller lignende, hvorefter beløbet typisk gives videre til institutionen, som sørger for indkøb og tilberedning af maden.
1.1. Københavns Kommunes overordnede kostpolitik
Borgerrepræsentationen besluttede i 2001, at kommunens målsætning er, at 75% af maden i kommunens køkkener og kantiner skal være økologisk. Ifølge dogmesamarbejdet, der er et miljøsamarbejde mellem Københavns Kommune og fire øvrige kommuner, har Københavns Kommune forpligtet sig til løbende at arbejde for fremme af målsætningen.
2. Organiseringen af madordninger:
Lovændringen giver de enkelte kommuner mulighed for at beslutte, at der kan etableres forældrebetalte madordninger.
2.1 Hvor kan madordninger etableres?
Madordningerne kan etableres i såvel kommunale som selvejende børnehaver, og i puljeordninger, men omfatter for så vidt angår aldersintegrerede institutioner alene børnegrupper i alderen 3 år og derover.
2.2.Hvem kan beslutte madordninger?
Såfremt kommunen giver mulighed for madordninger i dagtilbud, er det forældrebestyrelsen i det enkelte dagtilbud, der beslutter, om der skal oprettes en madordning, der betales af forældrene og hvordan den skal tilrettelægges. Forældrebestyrelsens beslutning om en madordning skal respektere kommunens overordnede kostpolitik.
2.3.Er madordningen frivillig?
Madordningen er et tilbud til alle forældre med børn i institutionen, og forudsættes oprettet efter en debat mellem medarbejdere og forældre om muligheder, herunder om ønsker til pris og kvalitet. De enkelte forældre med børn i dagtilbud med madordning beslutter, om de vil være med i madordningen og betale for maden.
Madordningen afhænger af forældrenes ønsker og faciliteter i institutionen og kan variere meget fra daginstitution til daginstitution.
2.4.Prisen for deltagelse i en madordning.
Forældrene kan ikke pålægges at betale mere for at være med i en madordning end den udgift, der vil være til madordningen. Prisen på en madordning skal alene dække omkostningerne ved ordningen.
Forældrebestyrelserne i Københavns Kommune har fået kompetence vedrørende lønbudget og mulighed for i sammenhæng med de pædagogiske principper at kunne prioritere f.eks. flere timer til køkkenhjælper og færre timer til pædagogmedhjælper. Dette giver en mulighed for, at medarbejdertimer inden for det eksisterende budget kan anvendes i forbindelse med en madordning. Det er forsat en udgift, der indgår som en del af daginstitutionens budget og ikke i betalingen for madordning.
3. Vejledning for regler om køkkener og madlavning i daginstitutioner:
Fødevaredirektoratet har lavet en vejledning om regler for køkkener og madlavning i daginstitutioner.
Generelt gælder, at køkkenet skal være godkendt og underlagt kontrol, når der er tale om en egentlig forplejning af børnene, f.eks. daglig eller jævnlig tilberedning af frokost eller middag.
Madlavning af begrænset karakter, f.eks. lejlighedsvis tilberedning af lettere måltid såsom morgenmad og eftermiddagsfrugt skal ikke godkendes. Dette gælder også særlige arrangementer som f.eks. fester, børnefødselsdage og kolonier.
Madlavning af begrænset karakter kan ske i ikke- godkendte institutionskøkkener, dvs. der stilles mere lempelige krav til indretningen, men hygiejne- og driftsforskrifter skal stadig opfyldes.
4. Fordele og ulemper ved forældrebetalte madordninger
I forbindelse med lovforslagets fremsættelse har der i folketinget fra de politiske partier været fremført bemærkninger hertil, hvilke omhandlede såvel fordele som ulemper ved forældrebetalte madordninger i daginstitutionerne. Nedenfor er i summarisk form gengivet fordele og ulemper.
4.1. Fordele ved reglen om forældrebetalte madordninger:
- at der hermed sikres et lovmæssigt grundlag for opretholdelse af de forældreorganiserede mad- og måltidsordninger, der allerede i dag eksisterer i mange institutioner og at der skabes mulighed for at udvide antallet af sådanne ordninger, som efterspørges af mange forældre og dagtilbud.
- at folkesundhedsplanens mål om at styrke den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats i kommunens dagtilbud netop implementeres gennem en rummelig kostpolitik i kommunen, hvor der gives brugerne mulighed for selv at tilrettelægge og fastsætte madordninger afstemt efter ønsker og muligheder i den konkrete forældrekreds og den konkrete institution til gavn for børnene.
- at forældrebetalte madordninger giver mulighed for at mindske social og sundhedsmæssig ulighed og dermed forebyggelse på kortere og længere sigt af blandt andet livsstilssygdomme, overvægt, sukkersyge, caries og spiseforstyrrelser
- at der med forældrebetalte madordninger sker en videreførsel af den selvforvaltning, som kommunen har etableret i institutionerne.
- at det ved en madordning sikres, at kosten er ernæringsrigtig
- at børnene i kommunens dagtilbud oplever og lærer sunde spise- og måltidsvaner fra en tidlig alder
- at der skabes gavnlig dialog mellem forældre og dagtilbud om fremme af sundhed og forebyggelse af sygdomme
- at personalet sammen med forældrene deltager aktivt i et fælles projekt, der samtidig er medvirkende til at forbedre børnenes sundhed og trivsel
- at emnerne kost, madvaner og ernæring og forberedelserne i forbindelse med et måltid bliver en integreret del af den pædagogiske praksis, hvilket skaber helhed.
- at sygeligheden i dagtilbud nedsættes
- at den forældrebetalte madordning kan vise sig at være billigere ved stordriftsfordelen end de madpakker, der medbringes.
4.2 Ulemper ved en forældrebetalt madordning:
- at madordningen kan betragtes som en tilkøbsydelse, der for nogle økonomisk kunne være vanskelig at betale til. Med andre ord: en risiko for social skævvridning eller sociale skel.
- at madordningens frivillighed kunne afholde måske netop de forældre, hvis børn havde behovet, fra at tilmelde sig ordningen.
- at det ofte er ressourcestærke forældre, der er medlemmer af forældrebestyrelserne. Heri ligger en mulig risiko for, at der i beslutningsprocessen vedrørende forældrebetalte madordninger ikke indgår synspunkter fra mere ressourcesvage forældre.
- at nogle ville mene, at det var forældrenes opgave og ansvar at lære børnene, hvad sund og god kost er.
- at børn med allergi for særlige fødeemner ikke vil kunne gøre brug af ordningen eller børn, hvis religion hindrer indtagelse af visse fødeemner
- at krav til godkendelser af køkkener vil kunne blokere for madordningers indførelse.
- at økonomien hos nogle forældre kan hindre børns deltagelse i de forældrebetalte madordninger
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Forældrene kan ikke beslutte oprettelse af en madordning, der forudsætter, at kommunen afsætter yderligere økonomiske ressourcer til dagtilbuddet. Tilsvarende kan en daginstitutions udgifter til f.eks. indretning af køkken eller til køkkenpersonale ikke lægges ind i prisen for en madordning.
ANDRE KONSEKVENSER
De administrative konsekvenser ved at opkræve forældrebetaling for deltagelse i madordninger forudsættes indeholdt i de enkelte dagtilbuds driftsbudgetter.
Der er ingen administrative konsekvenser for borgerne.
HØRING
Der er sket høring af medlemmer af dialoggruppe, forældeforum og integrationsråd. Herfra lyder såvel negative som positive røster.
Fra medlemmer af dialoggruppen og forældreforum er fremført følgende:
Positivt:
Forældrebetalte madordninger:
- ligger i naturlig forlængelse af selvf orvaltningsmodellen
- giver grundlag for at definere en fælles kostpolitik i institutionerne
- sikrer børnene i institutionerne en sund og ernæringsrigtig kost under opvæksten
- harmonerer med de faktiske forhold i mange institutioner dags dato
- giver børnene indsigt i madlavning og kan benyttes i pædagogisk øjemed
- kan være lige så billig som madpakker
- fritager for madpakkesmøring og bevær hermed
- er i fin overensstemmelse med synspunktet om, at kommunen bør påtage sig et medansvar for, at børn får sunde kostvaner i opvæksten
Negativt:
- levner ikke mulighed for at uddanne personalet til opgaven. Pædagogerne mestrer ikke nødvendigvis sund og velsmagende madlavning.
- indebærer en latent risiko for, at maden ikke bliver af kostmæssig og forsvarlig kvalitet
- fritager forældrene for deres naturlige ansvar for at give børnene sund og varieret kost
- er for ressourcekrævende for personalet
- indebærer risiko for, at ressourcestærke forældre bestemmer for de ressourcesvage. (De få bestemmer for de mange).
- kan låse for de (øvrige) pædagogiske aktiviteter i institutionen (Det tager tid at lave mad)
- indebærer risiko for, at forældre beslutter madordning, som personale ikke ønsker at deltage i.
- er ikke nødvendigvis garanti for sund og ernæringsrigtig kost
- indebærer risiko for, at hygiejnen ikke er i top, såfremt børn deltager i madlavningen som led i pædagogik.
- tager tid og personaleressourcer fra andre og nødvendige opgaver
- kan betyde forældregruppepres
- kan give uacceptable vilkår for de børn, hvis forældre ikke vil deltage
- gør det vanskeligere at tage hensyn til allergibørn, vegetarer og lignende.
- kan give prestige for børn af mere velbeslåede forældre og skabe sociale skel
- betyder ekstra administration for institutionspersonalet med opkrævning og regnskabsførelse for kosten
- kan gøre det nødvendigt at oprette flere spisegrupper
- kan være svær at administrere, når den ikke nødvendigvis gælder alle (hvad stilles op over for børn, der tilmeldes i ordningen, men som der ikke betales for?
- Giver ikke mulighed for – som madpakken – at skabe sammenhæng mellem institution og hjem.
- kan give problemer, når flere madkulturer karambolerer.
- burde have omfattet vuggestuebørn, da madvaner etableres allerede tidligt i barnets opvækst
- indeholder ikke mulighed for at lægge særskilt udgift til køkken og /eller køkkenpersonale ind i madordningen
Repræsentanten fra de lokale centre stiller sig positiv og mener, at en kommunal beslutning om at lade de enkelte forældrebestyrelser selv beslutte forældrebetalte madordninger er i tråd med selvforvaltningsmodellen.
Integrationsrådet:
Integrationsrådet ønsker, at der skal tages hensyn til etniske minoriteter i valget af fødevarer, så flest mulige børn får mulighed for at deltage i ordningen.
Integrationsrådet ønsker, at der indføres en sætning om, at "forældrebestyrelsens beslutning om en madordning skal respektere kommunens overordnede politik samt tage hensyn til religiøse, kulturelle og andre forhold i valg af fødevarer, sådan at flest mulige børn i institutionen kan deltage i madordningen."
BILAG
- Bilag nr.1. Lov om ændring af lov om social service
- Bilag nr.2. Orientering fra Socialministeriet om ændring af lov om social service
Grethe Munk
/ Carsten Stæhr Nielsen