Mødedato: 10.12.2003, kl. 15:00

Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordens ansøgning om ejendom (Bilag)

Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordens ansøgning om ejendom (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. december 2003

 

11. Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordens ansøgning om ejendom (Bilag)

FAU 678/2003 J.nr. 672/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke stiller huse og landbrugsejendom til rådighed for Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordenen

at Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på vegne af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilskriver Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordenen om beslutningen.

RESUME

Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordenen har ansøgt om, at Københavns kommune stillede huse og landejendom til rådighed til brug for projekt Lazaret.

Projekt Lazaret arbejder pt. ud fra private hjem og er tilbud til stofmisbrugere, hjemløse og sindslidende.

Husene og landbruget skal være direkte gaver, da Hvide Kors Ordenen og Firkirken er nystiftede, og ikke ønsker at skulle bo og arbejde i andres ejendom og på andres præmisser.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at der ikke gives Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Ordenen huse eller landejendom, da der ikke er afsat midler hertil i budgettet.

SAGSBESKRIVELSE

Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Orden har ved brev modtaget den 3. juli 2003 ansøgt om at få stillet et eller flere huse og et landbrug på Amager til rådighed. Ejendomsadministrationen i Kultur- og Fritidsforvaltningen afslog ved brev af 11. august 2003 til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen at stille ejendomme til rådighed for ansøgerne.

Ved en beklagelig ekspeditionsfejl er henvendelsen først nu blevet behandlet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Frikirken Davids Sønner og Zions Døtre og Hvide Kors Ordenen har etableret projekt Lazaret, en selvejende kristen døgninstitution, der bla. tager sig af stofmisbrugere, sindslidende og hjemløse. Lazarettet tilbyder samtaler og rådgivning med præst, forbøn, gudstjeneste, et måltid mad, varmt bad, ophold i kortere eller længere tid.

Ifølge projektbeskrivelsen har Projekt Lazaret opereret ud fra private hjem, men ønsker et hus og et landsted, således at de kan hjælpe flere, end det på nuværende tidspunkt er muligt for dem. Lazarettet bygger på frivillig arbejdskraft.

Husene og landbruget skal være direkte gaver, da Hvide Kors Ordenen og Firkirken er nystiftede, og ikke ønsker at bo og arbejde i andres ejendom og på andres præmisser.

I vedtægterne angives, at Frikirken Davids Sønner og Zions Døtre såvel som Hvide Kors Ordenen finansieres gennem tiende, frivillige bidrag, offerydelser og gaver.

Frikirken Davids Sønner og Zions Døtre og Hvide Kors Ordenens formål er, jf. vedtægterne, at opbygge en kirke henholdsvis opbygge en moderne kristen klosterorden.

Det indstilles, at der ikke gives huse/landbrug til Hvide Kors Ordenen/Frikirken Davids Sønner og Zions Døtre på følgende baggrund:

  • Ejendomsadministrationen i Kultur- og Fritidsforvaltningen har behandlet sagen, og i brev af 11. august 2003 til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen meddelt, at de ikke kunne stille hus til rådighed.
  • Køb af ejendomme til Hvide Kors Ordenen/Frikirken Davids Sønner og Zions Døtre indgår ikke i budget 2004 og der er således ikke ledige budgetmidler hertil.
  • Forvaltningen har ikke kendskab til, at stofmisbrugere fra København er eller har været i behandling i Frikirken/Ordenen.
  • Ifølge vedtægterne vil aktiver og værdier i Frikirken/Ordenen blive overdraget til velgørende kristne formål ved opløsning. Kommunen vil ingen indflydelse have herpå.
  • Vedtægterne for Frikirken/Ordenen angiver ikke direkte at have socialt arbejde som mål. Målene/formålene er for begge orienteret mod troen på gud, udførelse af missionerende arbejde samt støtte til nødhjælpsprojekter og Israel.

MILJØVURDERING

Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Indstillingen indebærer ikke økonomiske konsekvenser.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Ansøgning fra Frikirken Davids sønner og Zions døtre og Hvide Kors Orden
  • Brev fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
  • Udkast til svarbrev fra Bo Asmus Kjeldgaard

 

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top