Mødedato: 10.12.2003, kl. 15:00

Ansøgning fra Landsforeningen Alliance (Bilag)

Ansøgning fra Landsforeningen Alliance (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. december 2003

 

10. Ansøgning fra Landsforeningen Alliance (Bilag)

FAU 667/2003 J.nr. 667/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget afslår ansøgningen fra Alliance Rehab om tilskud til husleje samt indretning og drift af hobbyrum.

RESUME

Alliance Rehab er et ambulant stoffrit behandlingstilbud til alkohol-, hash- og medicinmisbrugere, der aktuelt har status som pilotprojekt. Projektet ansøger Københavns Kommune om i alt 132.000 kr. i 2004 og 117.000 kr. i 2005 til dækning af merudgifter i forbindelse med leje af lokaler samt indretning og drift af hobbyrum

Alliance Rehabs behandlingskoncept baserer sig på Ventana-modellen, der er udviklet i Sverige. Modellen er ikke evalueret. I Alliance Rehab bliver inddraget 5 forskellige behandlingsmodeller, der skal varetages af 3 ansatte med ikke nærmere specificerede pædagogisk og/eller terapeutisk uddannelse. De ansatte vil blive trænet og superviseret i brugen af modellerne.

Alliance Rehab anvender forskellige behandlingsmodeller i kombination med mange forskellige tilbud indenfor projektets rammer.

Det er forvaltningens vurdering, at Alliance Rehabs ambitioner på nuværende tidspunkt er for store i relation til projektets økonomiske, personalemæssige og faglige rammer.

Forvaltningen finder endvidere ikke at kunne pege på ledige midler på budgetramme 5, fkt. 5.45 Behandling af stofmisbrugere.

Forvaltningen indstiller derfor efter en både faglig og økonomisk vurdering ansøgningen fra Alliance Rehab til et afslag.

SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen modtog den 23. oktober 2003 ansøgning fra Landsforeningen Alliance vedrørende pilotprojektet Alliance Rehab.

Med henblik på uddybning af ansøgningen afholdt forvaltningen fredag den 14. november 2003 et møde med projektkoordinatoren fra Alliance Rehab. Nedenstående bygger dels på den fremsendte ansøgning, og dels på oplysninger fra forvaltningens møde med projektkoordinatoren samt materiale udleveret ved mødet.

1. Alliance Rehab

Landsforeningen Alliance ønsker fra januar 2004 at etablere et toårigt pilotprojekt "Alliance Rehab".

Alliance Rehab skal være et ambulant stoffrit behandlingstilbud til alkohol-, hash- og medicinafhængige, der kan dokumentere Ventana modellens effektivitet i forhold til målgruppen.

Udover selve misbrugsbehandlingen lægger Alliance Rehab stor vægt på inddragelse af pårørende i behandlingen, og vil på den baggrund tilbyde familiebehandling for pårørende. Endvidere vil Alliance Rehab etablere et værested for misbrugere og pårørende, samt et hobbyrum for samme persongruppe. Værested og hobbyrum skal primært drives af frivillige. Endelig ønsker Alliance Rehab at drive kursusvirksomhed bestående af et empowerment-kursus.

Alliance Rehab vil have en kapacitet på 24 klienter i misbrugsgruppen og 40 i pårørendegruppen. En behandlingsplads koster 13.500 kr. /md./misbruger. Behandlingen vil som udgangspunkt vare 2 måneder, hvorefter der er gratis tilbud om at følge efterbehandlingen. Tilbudet til pårørende er gratis.

Ifølge projektbeskrivelsen vil Alliance Rehab bestå af en lang række forskellige tilbud til forskellige målgrupper, og hvis alle pladserne er udnyttet, forventes en stor gruppe brugere at benytte projektets faciliteter.

Alliance Rehab har fundet lokaler beliggende på Christianshavn, som de finder egnede til formålet. Alliance Rehab har endnu ikke indgået aftale med udlejer.

Huslejen er dog dyrere, end det Alliance Rehab har budgetteret med. Samtidig er lokalerne af en sådan størrelse, at de finder det muligt at indrette og drive "hobbyrum" på stedet. Alliance Rehab ansøger derfor Københavns kommune om i alt 132.000 kr. i 2004 og 117.000 kr. i 2005. Det ansøgte beløb fordeles som angivet i nedenstående tabel 1:

Tabel 1: Ansøgte midler

 

2004

2005

Tilskud til lokaleleje

102.000 kr./år

102.000 kr./år

Indretning af lokaler

15.000 kr./år

 

materialer til hobbyrum

15.000 kr./år

15.000 kr. /år

I alt

132.000 kr./år

117.000 kr./år

Landsforeningen Alliance har ansøgt Sundhedsministeriet og Socialministeriet om midler til finansiering af et antal pladser og værestedsfunktionen.

1.1 Alliance Rehabs' behandlingskoncept

Behandlingskonceptet i Alliance Rehab baserer sig på Ventana modellen, som er udviklet i Sverige. Modellen er ikke evalueret. Modellen er primært baseret på CENAPS metoden, som tager sit udgangspunkt i Minnesota-modellens 12-trinsprogram kombineret med kognitive og adfærdsterapeutiske principper. CENAPS anvendes en del i USA, og er en af de rådgivningsmetoder der anbefales af NIDA (National Institute on Drug Abuse – officielt amerikansk institut).

I tillæg hertil indeholder Ventana modellen en række andre terapeutiske teknikker, nemlig:

  • REBT, som også baserer sig på noget kognitivt og adfærdsterapeutisk
  • EMDR (Eye movement desensitization and reprocessing therapy), som angiveligt baser sig på psykodynamiske, kognitive, adfærdsterapeutiske, interpersonelle og kropscentrerede principper. Det er vanskeligt at vurdere, hvad metoden kan og hvorfor, men den anbefales i forhold til posttraumatisk stress syndrom, angsttilstande, mv.
  • Prochaska metoden, den velkendte forandringscirkel
  • Den motiverende samtale, en velkendt og veldokumenteret rådgivningsstrategi
  • NADA – øreakupunktur, som mange er begejstrede for, men der er ikke en dokumenteret effekt ud over placeboniveauet.

Der er således tale om 5 behandlingsmodeller (NADA-akupunkturen foretages af ekstern medarbejder) som tilsammen skal udføres af 3 fuldtidsstillinger med ikke nærmere specificerede terapeutiske og/eller pædagogisk e uddannelser. Hertil kommer ½ stilling til administration. Personalet vil modtage uddannelse og supervision.

Efter en samlet vurdering vurderes projektet at være for ambitiøst i forhold til de økonomiske, personalemæssige og faglige rammer.

Ydermere finder forvaltningen ikke at kunne anvise ledige midler på budgetramme 5, fkt.5.45 Behandling af stofmisbrugere.


Ansøgningen indstilles dermed af både faglige og økonomiske grunde til et afslag.

MILJØVURDERING

Ingen

ØKONOMI

Alliance Rehab har ansøgt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om 132.000 kr. til drift og indretning i 2004 og 117.000 kr. til drift i 2005.

Der kan ikke på nuværende tidspunkt peges på ledige midler på budgetramme 5, fkt. 5.45 Behandling af stofmisbrugere.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Bilag 1. Ansøgning fra Landsforeningen Alliance

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top