Mødedato: 10.11.2004, kl. 15:30

Udmøntning af budget 2005 for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats

Udmøntning af budget 2005 for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. november 2004

 

8. Udmøntning af budget 2005 for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats

FAU 542/2004 J.nr. 542/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutter udmøntningen af et samlet budget til KKB på 353 mill. kr., hvilket indebærer en nedjustering på 13 mill. kr. i forhold til aktivitetsniveauet i 2004.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at nedjusteringen af aktivitetsniveauet i KKB på 13 mill. kr. i det samlede budget til KKB sker således:

at den generelle 0,8 pct. besparelse, til finansiering af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens omstillingsbidrag, foretages på beskæftigelsescentrenes drift. Det indebærer en reduktion af budgettet til beskæftigelsescentrene på 2,7 mill. kr., fordelt på funktion 5.98 - beskæftigelsesordninger, funktion 5.97 - arbejdsformidling og funktion 6.51 - administration.

at der yderligere foretages en generel 1,3 pct. besparelse på beskæftigelsescentrenes drift, hvilket indebærer en reduktion af budgettet til beskæftigelsescentrene på 4,3 mill. kr., fordelt på funktion 5.98 - beskæftigelsesordninger, funktion 5.97 - arbejdsformidling og funktion 6.51 - administration.

at midler afsat til køb af Voksen-TAMU-forløb bortfalder i 2005, hvilket indebærer en reduktion af budgettet til købsaktiviteter på 2,3 mill. kr. på funktion 5.98 - beskæftigelsesordninger.

at midler afsat til køb af PGU-forløb bortfalder i 2005, hvilket indebærer en reduktion af budgettet til købsaktiviteter på 2,5 mill. kr. på funktion 5.98 – beskæftigelsesordninger.

at midler til Københavns Kommunes samarbejde med AF-Storkøbenhavn om Karrierecentret reduceres med 50 pct. i 2005, hvilket indebærer en reduktion på 1 mill. kr. af budgettet på funktion 5.97 – Arbejdsformidling.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at der vil ske en tilpasning og omprioritering af kapaciteten på Undervisningscenter for Indvandrere, som følge af færre introduktionsydelsesmodtagere og dermed lavere programtilskud fra staten, på forventet 8,5 mill. kr.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at processen vedr. beskæftigelsescentrenes kontrakter for 2005 igangsættes med udgangspunkt i den konkrete udmøntning af budget 2005, som er beskrevet i indstillingen.

 

RESUME

Udgangspunktet for udmøntningen af budget 2005 er en videreførelse af den beskæftigelsesstrategi, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedtog i 2004. Beskæftigelsesstrategien indeholder en række principper om prioriterede målgrupper og indsatsområder for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats.

Beskæftigelsesstrategien skal videreføres i 2005 og principperne heri skal styrkes. Det indebærer en styrkelse af den virksomhedsrettede indsats, en øget fokusering af indsatsen i fht. arbejdsmarkedets behov, et styrket fokus på jobsøgning og opfølgning, fortsat fokus på brugen af andre aktører i indsatsen, en videreførelse af den tidlige indsats for unge samt en øget rummelighed for etniske minoriteter.

Den 7. oktober 2004 blev budget 2005 vedtaget. Med budgetforliget blev der tilført 44 mill. kr., til budgettet for købsaktiviteter til beskæftigelsesordninger på det lovbundne bevillingsområde. Købsbudgettet indenfor udbudsområdet er dermed på samlet 190 mill. kr. i 2005.

Det samlede budget til Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats er på 353 mill. kr. i 2005. Denne budgetramme til KKB nødvendiggør en nedjustering på 13 mill. kr. i beskæftigelsesindsatsen, i forhold til aktivitetsniveauet i 2004.

På baggrund af principperne i beskæftigelsesstrategien og den samlede budgetramme for KKB i 2005 foreslås en række omprioriteringer og tilpasninger af udgifter og aktiviteter i beskæftigelsesindsatsen i 2005. Heri indgår generelle besparelser på beskæftigelsescentrenes drift, reduktion af midler afsat til Karrierecentret og afskaffelse af midler afsat til køb af PGU-forløb og Voksen-TAMU-forløb.

Den konkrete udmøntning af budgettet vil ske i forbindelse med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indgåelse af kontrakter med beskæftigelsescentrene for 2005.

SAGSBESKRIVELSE

Beskæftigelsesstrategien for 2005

Grundlaget for udmøntningen af det samlede budget for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats er dels lovgivningen på det kommunale beskæftigelsesområde og dels den beskæftigelsesstrategi, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i 2004 har vedtaget for KKB.

I 2004 kom der ny lovgivning på beskæftigelsesområdet. Reformen "Flere I Arbejde" ændrede kravene og forudsætningerne for den kommunale beskæftigelsesindsats. Flere i Arbejde lagde op til en justering i den kommunale beskæftigelsesindsats, hvor der bl.a. skulle fokuseres på mere jobsøgning og afgives flere tilbud med placeringer på virksomheder.

De væsentligste lovkrav til kommunen for kontanthjælpsmodtagere, der kun har ledighed som problem, er i hovedtræk:

  • Vejledning i fbm. og påseelse af, at den ledige indlægger CV i Job- og CV-bank
  • Individuelt kontaktforløb, personlige samtaler og opfølgning
  • Jobplan
  • Rådighedsvurdering
  • Afgivelse af tilbud om vejledning/opkvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud

Som følge af Flere i Arbejde-lovgivningen og en reduktion i det samlede budget til KKB i 2004, blev der i 2004 vedtaget en ny beskæftigelsesstrategi. Beskæftigelsesstrategien indeholder en række principper og prioriterede indsatsområder for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats. Denne beskæftigelsesstrategi foreslås videreført i 2005.

Følg ende målgrupper og indsatsområder er særligt prioriterede i beskæftigelsesstrategien:

  • Styrkelse af den virksomhedsrettede indsats
  • Fokusering af indsatsen i forhold til arbejdsmarkedets behov

  • Fokus på jobsøgning og opfølgning
  • Fokus på andre aktører
  • Tidlig indsats for unge 18-29-årige
  • Øget rummelighed for etniske minoriteter

Det er således disse principper, som udmøntningen af det samlede budget for KKB i 2005 skal tage udgangspunkt i.

I 2005 vil der ske en styrkelse af principperne og de prioriterede indsatsområder under beskæftigelsesstrategien:

  • Styrkelse af den virksomhedsrettede indsats

Den virksomhedsrettede indsats skal fortsat styrkes på alle centre i KKB. Kontanthjælpsmodtagere, der umiddelbart er i stand til at modtage et virksomhedsrettet tilbud, skal generelt prioriteres højere.

Kompetenceudvikling af de ledige borgere skal i størst muligt omfang ske ude på virksomhederne, hvor fokus for opkvalificeringen er krav og behov på arbejdsmarkedet. De centrale redskaber i den forbindelse er: virksomhedspraktik, løntilskud, kombinationsforløb af sprog og arbejde, og ikke mindst mentorordninger, hvis brug skal øges i 2005.

Med henblik på at styrke virksomhedsindsatsen yderligere i 2005 sammenlægges Center for Jobformidling og Center for Offentlig Jobtræning til et nyt Center for Jobservice. Sammenlægningen sker for at opnå en synergieffekt, som kan øge den samlede effekt af samarbejdet med virksomhederne om jobåbninger til ledige borgere på kontanthjælp i både den private og den offentlige sektor.

  • Fokusering af indsatsen i forhold til arbejdsmarkedets behov

Opkvalificeringen af de ledige i KKB og udslusningen til arbejdsmarkedet og det ordinære uddannelsessystem skal tage udgangspunkt i de aktuelle behov på arbejdsmarkedet.

Der skal derfor være større fokus på de brancher, jobtyper og uddannelsesområder, hvor der aktuelt forefindes arbejdskraftmangel. Det skal dels sikre en smidig servicering af det lokale arbejdsmarked med arbejdskraft og sikre udslusning til ordinær uddannelse, og samtidig sikre den ledige en mere reel jobchance.

I KKB skal der derfor i 2005 fokuseres mere på de opkvalificerings- og uddannelsesaktiviteter, hvor de største jobmuligheder er og som bedst understøtter virksomhedsindsatsen.

 

  • Styrket fokus på jobsøgning og opfølgning

Under beskæftigelsesstrategien indgår et princip om, at der være en tidlig indsats for unge-gruppen i KKB. Det indebærer samtidig et princip om varighedsbegrænsninger for tilbudene til personer over 30 år, mhp. at kunne fremskaffe den fornødne kapacitet til de tidlige tilbud til unge i KKB.

Princippet om varighedsbegrænsninger indebærer konkret, at der for personer over 30 år, som har været i tilbud i KKB i over 6 måneder, skal foretages en vurdering af, hvorvidt det er gavnligt for den pågældende person at fortsætte i tilbud, eller om personen skal tilbydes et intensiveret jobsøgningsforløb eller et individuelt kontaktforløb, indtil retten og pligten til et nyt tilbud indtræder.

I 2005 er der behov for fortsat at intensivere jobsøgningstilbud og rådighedskontrol og dermed generelt styrke opfølgningsindsatsen i de perioder, hvor de ledige kontanthjælpsmodtagere ikke er i tilbud, inden der iværksættes et gentagent tilbud. For at styrke opfølgningsindsatsen, herunder styrke de faglige rådighedsvurderinger af de ledige, skal der oprettes et fælles ydelsescenter.

Det fælles ydelsescenter har til formål at sikre ensartede kvalitative rådighedsvurderinger af ledige i kontaktforløb samt være ansvarlig for selve kontaktforløbet. Det fælles ydelsescenter skal endvidere sikre ensartede økonomisk opfølgning, herunder ensartede konsekvente sanktioner, for de ledige kontanthjælpsmodtagere i tilbud og i kontaktforløb.

Det fælles ydelsescentret etableres med udgangspunkt i den ydelsesadministration, som i dag sker i Københavns Jobcenter. Ydelsescentret vil tilføres ressourcer svarende til 3-4 årsværk fra det nye Center for Jobservice svarende de opgaver, der overflyttes herfra til ydelsescentret.

  • Fokus på andre aktører

At benytte tilbud fra eksterne aktører ved de lediges opkvalificeringsforløb i KKB er

både nyttigt og kan være nødvendigt. Eksterne aktører kan være med til at øge fleksibiliteten i KKB's samlende tilbud, ligesom eksterne aktører kan tilføje de ledige kompetencer, som KKB's tilbud ikke er i stand til. Eksterne aktører kan dermed medvirke til at give en bredere tilbudsvifte til de ledige.

I 2005 er der behov for fortsat at opretholde de økonomiske rammer for køb af tilbud fra eksterne aktører i KKB.

  • Tidlig indsats for unge kontanthjælpsmodtagere

Ledige kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal have en tidlig indsats i KKB. De unge mellem 18 og 25 år, der ikke har en kompetencegivende uddannelse, skal have tilbud hvori uddannelse indgår. Af den grund er det procedure i KKB, at der iværksættes tilbud for unge under 25 år senest 2 uger efter visitation til KKB, ligesom der er oprettet særlige uddannelsesprojekter for de unge.

I 2005 skal den tidlige indsats overfor unge videreføres og den fornødne kapacitet til den særlige ungeindsats skal dermed fortsat sikres i KKB.

 

  • Øget rummelighed for etniske minoriteter

En betydelig del af kontanthjælpsmodtagerne i Københavns Kommune er personer med anden etnisk baggrund end dansk. Det er derfor væsentligt, at der findes tilbud, der kan rumme etniske minoriteter. Beskæftigelsesstrategien indeholder således princippet om, at der generelt skal skabes rum for etniske minoriteter i KKB.

Dette skal blandt andet ske ved at fastholde og styrke indsatsen i Etnisk Enhed og på UndervisningsCenter for Indvandrere samt udvikle nye tilbud og indsatser rettet mod etniske minoriteters arbejdsmarkedstilknytning.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte i juni 2004 en ansøgning til Equal om projekt " Fremme af uddannelse og beskæftigelse blandt kvinder med anden etnisk baggrund end dansk", ligesom udvalget den 4. august 2004 behandlede ansøgning til Equal om projekt "Flere indvandrervirksomheder i Århus, Odense og København". Equal har efterfølgende givet bevilling til igangsættelse af forprojekteringen, og Koordinationsudvalget behandlede den 18. oktober 2004 ansøgninger om medfinansiering og besluttede at støtte projekterne økonomisk.

Københavns Kommunes medfinansiering til projekt "Flere indvandrervirksomheder i Århus, Odense og København" er afsat med budgetaftale 2005 i Økonomiforvaltningens regi. Herudover skal Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget afholde udgifter i fbm. gennemførelse af kvalificering af ledige ikke-forsikrede borgere af anden etnisk herkomst end dansk, der ønsker at undersøge mulighederne for at blive selvstændige. Aktiviteten (på op til 1 mill. kr.) afholdes over købsbudgettet i KKB.

Mht. projekt "Fremme af uddannelse og beskæftigelse af kvinder af anden etnisk herkomst end dansk indenfor social- og sundhedsområderne" var dette optaget på ønskelisten for budget 2005, men blev ikke fremmet. Equal-projektet er på den baggrund, jf sagsfremstillingen, forudsættes medfinansieret af 3 mill. kr. via omprioritering i KKB. Midlerne findes via ændret prioritering indenfor UCIs budget for beskæftigelsesordninger.

 

De er de ovenstående principper i den vedtagne beskæftigelsesstrategi, og en styrkelse af disse principper, som udmøntningen af det samlede budget for KKB i 2005 vil tage udgangspunkt i og som vil blive lagt til grund for kontrakterne med beskæftigelsescentrene i 2005.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Den 7. oktober 2004 blev det samlede budget for beskæftigelsesindsatsen i Københavns Kommune vedtaget. Budgettet til beskæftigelsesindsatsen er fordelt på de to områder: Det lovbundne og det rammebelagte bevillingsområde.

Budgettet til beskæftigelsesindsatsen på det lovbundne bevillingsområde omfatter udgifter til særlig beskæftigelsesfremmende tiltag og tilbud om forrevalidering til kontanthjælpsmodtagere. Budgettet på det lovbundne bevillingsområde indgår som en del af budgettet til køb af beskæftigelsestilbud indenfor Københavns Kommune rammeaftaler med eksterne udbydere med 94 mill. kr. af købsbudgettet på 190 mill. kr. i 2005, idet der med budgetforliget blev tilført 44 mill. kr.

Med udgangspunkt i et samlet købsbudget på 190 mill. kr. tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 6. oktober 2004 en indstilling om indgåelse af rammeaftaler med 11 eksterne leverandører samt et kontrolbud fra KKB, fra 1. januar 2005.

Budgettet til beskæftigelsesindsatsen på det rammebelagte bevillingsområde omfatter udgifter til beskæftigelsesindsatsen for kontanthjælpsmodtagere. Denne indsats varetages af KKB, Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats.

På det rammebelagte område må refusionsindtægterne justeres i forhold til budgetforslaget for 2005. Det skyldes, at budgetforslaget er udarbejdet med en fixering af budgettet, udfra en forudsætning om, at der mangler refusionsindtægter på 64 mill. kr. Justeringen af refusionsindtægter skyldes også, at der blev ændret i budgetforudsætningerne op til budgetvedtagelsen (antallet af kontanthjælpsmodtagere er ændret). Samlet betyder det, at refusionsindtægterne i 2005 på nuværende tidspunkt forventes at blive 8,7 mill. kr. lavere end budgetforslaget for 2005.

Med de forudsætninger der ligger bag budgetforliget og dermed vedtaget budget 2005 kan der således hjemtages 167,7 mill. kr. i refusion vedrørende beskæftigelsesordninger i Københavns Kommune. Heraf antages 12,2 mill. kr. at være øremærket danskundervisning i Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen og 5,7 mill. kr. til uddannelsesaktiviteter.

Dermed kan der udmeldes 149,7 mill. kr. i refusion til Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats (KKB). I kraft af marginalbudgetteringen på det rammebelagte område udgør nettorammen i budgetforslaget, og dermed også vedtaget budget 2005, til KKB 193,8 mill. kr. Med refusionsindtægterne på 149,3 mill. kr. kan der anvendes 343,5 mill. kr. til driftsaktivitet på beskæftigelsescentrene og øvrig aktivitet i KKB.

I Kvarterløftprojekternes beskæftigelsesdel er der uforbrugte midler, som kan overføres fra 2004 til 2005. Det er 4 mill. kr. der kan overføres til brug for forlængelse af aktiviteter under Kvarterløftsprojekterne. Ydermere er der tilført beskæftigelsesområdet 5 mill. kr. til finansieringen af daghøjskoler. Dermed er budgettet til aktiviteter 352,6 mill. kr., jf. nedenstående tabel.

Tabel 1 Beregnet samlet budgetramme for KKB i 2005

Den samlede budgetramme for KKB (det rammebelagte bevillingsområde) I 1.000 kr.

Nettoramme til KKB jf. vedtaget budget 2005

193.839

Mulige refusionsindtægter til KKB ift. forudsætninger i budgettet

149.663

Bruttodriftsudgifter til aktivitet

343.502

Overførsel fra 2004 vedrørende kvarterløftsprojekter

+4.074

Merbevilling til daghøjskoler jf. budgetaftalen

5.000

Budget 2005, som det kan udmeldes til KKB

352.575

Budgetforliget indebærer, at der i 2005 skal afsættes midler under beskæftigelsesindsatsens budget til daghøjskoler.

Det indbefatter, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen nu skal afsætte midler til betaling af taxameterudgifter for ledige borgere i aktivering på daghøjskolerne, på forventet 7,5 mill. kr. Derudover skal der afsættes 3 mill. kr. til betaling af deltagergebyr på daghøjskoler. Via budgetforliget er givet en merbevilling på 5 mill. kr. til finansiering af disse udgifter. Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen er forudsat at dække de resterende 2,5 mill. kr., så der i alt er afsat 13 mill. kr. til aktivitet på daghøjskoler.

Udgifter i KKB i 2005

I 1000 kr.

Udgifter ved finansieringskrav om nye aktiviteter, og ved uændret aktivitet i øvrigt

Forslag til reduktion i

udgifter.

Egne beskæftigelsestilbud

- Uændret udgift til drift af beskæftigelsescentrene

- Entrepriser

- Arbejdsformidling

- Administration

330.629

268.929

3.500

22.200

36.000

- 7.054

- 1.000

Købsaktiviteter

- Uddannelsesaktiviteter

- Midler afsat til køb af PGU-forløb

- Midler afsat til køb af Voksen-TAMU-forløb

- Midler til øvrige købekurser

- Mentorordninger

- Taxameter daghøjskoler, jf. budgetforlig 2005

- Deltagerbetaling, daghøjskoler

34.800

4.500

5.000

2.300

7.900

4.600

7.500

3.000

 

- 2.500

- 2.300

I alt udgifter til finansiering

365.429

-12.854

Budget som det udmeldes til KKB (videreført fra tabel ovenfor)

- 352.575

352.575

Tilpasningsbehov i budget for KKB 2005

12.854

0

Opsummerende kan tilpasningsbehovet på det rammebelagte område begrundes i:

  • finansiering af daghøjskoler (10,5 mill. kr),
  • justerede refusionsindtægter (8,7 mill. kr)
  • andele i omstillingsbidrag (2,7 mill. kr)
  • overførsel af kvarterløft midler (-4 mill. kr)
  • merbevilling til daghøjskoler (-5 mill. kr.)

Samlet er tilpasningsbehovet i budgettet for KKB 12,9 mill. kr.

Konkrete omprioriteringer indenfor KKB

I det følgende vil de konkrete omprioriteringer og heraf følgende reduktioner i udgifterne under budgettet for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats blive gennemgået nærmere.

  • Generelle besparelser på driften af beskæftigelsescentrene.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede ved budgetseminaret i 2004, at der i 2005 skal foretages en generel besparelse på 0,8 pct. på alle områder under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til finansiering af forvaltningens omstillingsbidrag. Det betyder, at der også på beskæftigelsesområdet skal foretages en besparelse på 0,8 pct. Dette skal ske på driften af beskæftigelsescentrene, svarende til en reduktion af budgettet på 2,7 mill. kr. Denne besparelse vil dække en del af tilpasningen på 12,9 mill. kr.

Derudover kan der foretages en yderligere generel besparelse på driften af beskæftigelsescentrene på 1,3 pct., svarende til 4,3 mill. kr.

Således foretages der en generel besparelse på beskæftigelsescentrenes drift på i alt 7 mill. kr. Besparelsen vil blive fordelt på funktion 5.98 – beskæftigelsesordninger, funktion 5.97 – arbejdsformidling og funktion 6.51 - administration.

  • Reduktion af midler afsat til Karrierecentret

I 2003 besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, sammen med Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at Københavns Kommune skulle indgå samarbejde med AF-Storkøbenhavn om Karrierecentret, et fælles åbent vejledningscenter om uddannelse og jobmuligheder.

Karrierecentret er et generelt åbent servicetilbud for hele hovedstadsregionen. Brugerne af centret er både ledige og selvforsørgende, og tilbudene på centret relaterer sig til vejledning om opkvalificering, uddannelses- og jobmuligheder. Der er således ingen tilmelding eller grundregistrering af de borgere, der kommer på centret.

AF-Storkøbenhavn afholder huslejeudgifter til Karrierecentret samt daglige og faste driftsudgifter. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i 2004 bidraget til Karrierecentret med 4 medarbejdere. Udgifterne hertil er 2,0 mill. kr., som er afholdt på funktion 5.97 – arbejdsformidling.

Samarbejdsaftalen om Karrierecentret forløber for Københavns Kommunes vedkommende til og med 2004. Skal Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fortsat bidrage til Karrierecentret i 2005, skal der foretages en ny beslutning herom.

Ved en halvering af midlerne afsat til Karrierecentret i 2005, foretages en besparelse på 1 mill. kr. på funktion 5.97 – arbejdsformidling.

  • Afskaffelse af midler afsat særligt til køb af PGU-forløb

PGU, Pædagogisk GrundUddannelse, er et 18 måneders forløb, med en blanding af praktik og skolegang.

Siden 1998 har beskæftigelsesindsatsen i København haft en aftale om ret til et bestemt antal pladser på PGU hver halve år. I aftalen fra 1998 indgik, at beskæftigelsesindsatsen afholder den fulde udgift til elevlønninger og udgiften til undervisningen, og til gengæld har anvisningsret til 28 pladser hver halve år.

Selve PGU-uddannelsen er ikke en del af selve KKB-systemet, men må henregnes som et tilbud under det ordinære uddannelsessystem. Enkelte centre i KKB har jævnligt udnyttet retten til indplacering af elever på PGU-forløb, og har benyttet dette som et udslusningsforløb for ledige borgere, der havde gennemgået opkvalificeringsforløb på de pågældende centre.

Udslusning af ledige borgere fra KKB skal ske med udgangspunkt i de konkrete behov på arbejdsmarkedet. Således indeholder den beskæftigelsesstrategi, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede i 2004, og som skal videreføres i 2005, princippet om, at udslusning fra KKB til ordinære uddannelse skal sikre den ledige en mere reel jobchance.

PGU-uddannelsen har hidtil optrådt på Arbejdsmarkedsrådets positivliste over uddannelser, hvor jobmulighederne efterfølgende var gunstige. I 2004 er PGU-uddannelsen midlertid taget af Arbejdsmarkedsrådet positivliste. Arbejdskraftmanglen indenfor pædagog-faget er således aftaget. Det er derfor længere ikke hensigtsmæssigt at udsluse større grupper af ledige borgere fra KKB til PGU-uddannelsen.

Ved afskaffelse af midlerne til køb af PGU-forløb foretages en årlig besparelse på 5 mill. kr. på funktion 5.98 – beskæftigelsesordninger. I 2005 udgør besparelsen dog kun 2,5 mill. kr. da påbegyndte hold skal afsluttes og dokumenterede aftrædelsesudgifter skal afholdes.

 

  • Afskaffelse af midler afsat til køb af Voksen-TAMU-forløb

Voksen-TAMU blev oprettet i 1999 som et forsøg, hvor voksne kontanthjælpsmodtagere i alderen 30-60 år, med betydelige sociale og personlige tilpasningsproblemer, får tilbudt arbejdsmarkedsrettet uddannelse. Forløbene i Voksen–TAMU er værkstedsrettede aktiviteter og skoleforløb indenfor valgte brancheområder, med normalforløb på 34 uger.

Staten har optil 2003 finansieret Voksen-TAMU via satspuljemidler. I 2003 blev det ved finansloven besluttet, at finansieringen af Voksen-TAMU skulle ske i samarbejde med de kommuner, der fortsat ønskede samarbejde med TAMU.

På denne foranledning besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i marts 2003, at Københavns Kommune skulle bidrage med finansieringen af Voksen-TAMU med 3 mill. kr. i 2003, med mulighed for henvisning af op til 40 helårspladser. I 2003 var det dog vanskeligt at udnytte denne kapacitetsramme.

I 2004 afsatte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ikke specifikt midler til Voksen-TAMU, men der har været afsat midler på 2,3 mill. kr. under KKB's budget til købsaktiviteter til køb af Voksen-TAMU-forløb, svarende til en forventet udnyttelse af kapaciteten på TAMU i 2004.

Erfaringerne med Voksen-TAMU i 2004 viser, at det fortsat ikke har været muligt at visitere et tilstrækkeligt antal ledige borgere, der vil have gavn af et Voksen-TAMU-forløb, til at kunne udnytte den kapacitet på TAMU, som der er afsat midler til køb af.

På den baggrund kan de midler, der er særligt reserveret til køb af Voksen-TAMU-forløb afskaffes i 2005, idet behovet har vist sig af være meget mindre end forventet. Såfremt der i 2005 er ledige borgere i KKB, der vurderes at kunne have gavn af et Voksen-TAMU-forløb vil der fortsat være mulighed for køb af disse forløb, via den generelle pulje til købsaktiviteter i KKB.

Ved afskaffelse af midlerne til Voksen-TAMU foretages en besparelse på 2,3 mill. kr. på funktion 5.98 – beskæftigelsesordninger.

Yderligere omprioriteringer i KKB

Udover, at tilpasningen på 12,9 mill. kr. i det samlede budget for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats nødvendiggør besparelser og omstillinger af indsatsen, er der ydermere ændrede rammebetingelser for visse dele af indsatsen i KKB, der nødvendig yderligere omstilling. I 2005 vil ske et yderligere bortfald af statslige programtilskud til integrationsindsatsen.

  • Omstilling på Undervisningscenter for Indvandrere (UCI)

Udover den almindelige beskæftigelsesindsats for ledige kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund end dansk, har Undervisningscenter for Indvandrere endvidere en indsats rettet mod integrationsydelsesmodtagere. Denne del af UCI's indsats er finansieret af programtilskud fra staten til integrationsindsatsen.

De sidste års stramninger i Udlændingelovgivningen har medført et fald i antallet af udlændinge omfattet af integrationsloven, og særligt en kraftig reduktion i antallet af integrationsydelsesmodtagere. For UCI betyder dette, at det gennemsnitlige antallet introduktionsydelsespersoner forventes af falde fra 350 i 2004 til 160 helårspersoner i 2005. Det vil indebære et fald i UCI's indtægter fra programtilskud på 8,5 mill. kr. i 2005.

Via omprioritering på driften på UCI forsøges indtægtsbortfaldet afbødet via konvertering af pladser for integrationsydelsesmodtagere til kontanthjælpsmodtager-pladser, herunder pladser til Equal-projekt. Besparelsen vil samlet set nedbringe UCI's kapacitet til integrationsydelsesmodtagere fra 200 helårspladser i 2004 til 90 helårspladser i 2005.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Den 8. oktober 2004 blev ASU i Center for Offentlig Jobtræning, Center for Jobformidling og Københavns Jobcenter orienteret om sammenlægningen af de to førstnævnte centre til nyt Center for Jobservice samt oprettelsen af et nyt fælles ydelsescenter under Københavns Jobcenter

HSU er den 29. oktober 2004 orienteret om udmøntning af budget 2005 for KKB.

Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen er orienteret om den forventede nedlæggelse af pladser på PGU.

BILAG

Ingen.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

Til top