Mødedato: 10.01.2001, kl. 12:30

Høring over Perspektivplan 2000 for folkeskoler og fritidshjem (Bilag)

Høring over Perspektivplan 2000 for folkeskoler og fritidshjem (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. januar 2001

 

Sager til beslutning

5. Høring over Perspektivplan 2000 for folkeskoler og fritidshjem (Bilag)

FAU 9/2001 J.nr. 3/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager Perspektivplan 2000 til efterretning, idet det forudsættes, at der udarbejdes et principprogram for skoletilknytningen for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens integrerede institutioner, forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har oktober 2000 sendt Perspektivplan 2000 til høring. Planen peger på et samlet behov for udbygning af skoler og fritidshjem på 2,85 mia. kr. som følge af en markant stigning i elevtallet de kommende år.

I Perspektivplan 2000 indgår, at fritidshjemmene indenfor en tidsramme på 2-5 år skal tilknyttes én skole. Ca. 1/3 af kommunens institutioner med fritidshjemspladser er tilknyttet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Perspektivplan 2000 nødvendiggør derfor, at der udarbejdes et principprogram for de integrerede institutioners skoletilknytning. Når der er udarbejdet et principprogram for institutionernes skoletilknytning, vil dette blive forelagt for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

SAGSBESKRIVELSE

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har oktober 2000 sendt Perspektivplan 2000 for folkeskoler og fritidshjem til høring. Perspektivplanen, der gælder frem til 2011, peger på et anlægsbehov på ca. 2,5 mia. kr. til udbygning af skoler og ca. 350 mill. kr. til udbygning af fritidshjem. Udbygningsbehovet er blandt andet en konsekvens af de seneste befolkningsprognoser, der viser en markant stigning i elevtallet frem til 2011, og det dækker over, at der i de fleste bydele er behov for en udvidelse af kapaciteten på såvel skole- som fritidshjemsområdet.

Ved fremsendelsen af Perspektivplanen til høring har Uddannelses- og Ungdomsudvalget særligt bedt bestyrelser, forvaltninger m.fl. om at forholde sig til en række hovedtemaer i Perspektivplanen. Af særlig relevans for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og tilhørende institutioner er planerne for samtænkning mellem skole og fritidshjem.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har juni 2000 godkendt Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens plan for samtænkningen mellem skole og fritidshjem, og som noget nyt indgår udviklingen på fritidshjem-/KKFO-området derfor i Perspektivplan 2000. Planen om samtænkning indebærer blandt andet, at fritidshjemmene indenfor en tidsramme på 2-5 år kun skal være tilknyttet én skole.

Ca. 1/3 af samtlige institutioner med fritidshjemspladser (i alt 41 institutioner) er tilknyttet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og der er derfor behov for en drøftelse af disse institutioners fremtidige skoletilknytning. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan derfor tilslutte sig forslaget fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om, at der nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse af medarbejdere fra de to forvaltninger, der udarbejder et principprogram for de integrerede institutioners skoletilknytning. Principperne skal formuleres, inden der udarbejdes en plan for, hvorledes det enkelte fritidshjem kun er tilknyttet én skole.

Når der er udarbejdet et principprogram for de integrerede institutioners fremtidige skoletilknytning, vil den blive forelagt for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til endelig godkendelse.

Perspektivplan 2000 beskriver desuden mulighederne for gennemførelse af morgenåbning-/morgenlukning i de forskellige bydele, og i planen indgår, at morgenåbningen henlægges til 5 institutioner, der hører ind under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. En realisering af planen ville betyde, at en større andel af børnene i disse 5 institutioner vil have et pasningsbehov i morgentimerne, og den ville derfor nødvendiggøre en drøftelse af de nærmere økonomiske vilkår for henlæggelse af morgenåbningen til Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningens integrerede institutioner.

Perspektivplanen er imidlertid godkendt i Uddannelses- og Ungdomsudvalget allerede i september 2000 før vedtagelsen af budgettet oktober 2000. Budgetvedtagelsen betyder, at den samlede plan for morgenåbning ikke som planlagt i perspektivplan 2000 gennemføres, idet det overlades til den enkelte institution – i samarbejde med skolen og øvrige institutioner i området - at træffe beslutning om henlæggelse af morgenåbning og morgenlukning i lokalområdet. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor ikke bemærkninger til planerne om morgenåbning.

ØKONOMI

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ud over Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er Perspektivplan 2000 sendt til høring i skoler, fritidshjem og bydelsråd.

BILAG

  • Perspektivplan 2000.

 

Grethe Munk

/ Sven Bjerre

 

Til top