Ansøgning fra Kildevældsparkens Legeplads (Bilag)
Ansøgning fra Kildevældsparkens Legeplads (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. november 2005
11. Ansøgning fra Kildevældsparkens Legeplads (Bilag)
FAU 593/2005 J.nr. 593/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilger et engangsbeløb i 2005 på 40.000 kr. til Kildevældsparkens Legeplads integrationsaktiviteter, finansieret af rammen for bemandede legepladser.
RESUME
Kildevældsparkens Legeplads har anmodet om 40.000 kr. til integrationsaktiviteter i 2005.
Kildevældsparken har i de foregående to år modtaget midler til ansættelse af en person i flexjob, fra puljen til integrationsfremmende tiltag på de bemandede legepladser.
SAGSBESKRIVELSE
Kildevældsparkens Legeplads har med brev af 7. marts 2005 anmodet om 40.000 kr. til integrationsaktiviteter i 2005. Midlerne skal anvendes til løndækning af medarbejder i flexjob, som varetager tolke- og kontaktskabende funktioner overfor borgere af anden etnisk herkomst end dansk i lokalområdet.
Kildevældsparkens Legeplads har modtaget Københavns Kommunes Integrationspris 2004, for sit integrationsarbejde og tillige pris i 2004 fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, for sit arbejde.
Kildevældsparkens Legeplads har tidligere år modtaget
tilskud til løndækningen fra Puljen Integrationsfremmende tiltag på bemandede
legepladser, der er administreret af Legepladsernes kontaktudvalg.
Kontaktudvalget har overfor Kildevældsparkens Legeplads, i forbindelse med
bevillingen for 2004 tilkendegivet, at der ikke vil kunne forventes bevilling i
2005, da "Integrationsmidlerne bør, grundet de relativt få midler, der er til
rådighed, ikke anvendes til en generel opnormering af legepladsernes
personalenormering".
Af Bilag 2; "Anvendelse af integrationsmidler 2005", kan man se hvorledes midlerne til integrationsfremmende tiltag på de bemandede legepladser, er fordelt i år. Det fremgår bl.a. at Kildevældsparkens Bemandede Legeplads i år modtager kr. 35.500 til andre integrationsprojekter, fra 'Puljen til integrationsfremmende tiltag på bemandede legepladser.'
Kildevældsparkens Legeplads har søgt andre puljer / fonde til formålet i 2005, men har p.t. ikke opnået bevilling. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at puljer / fonde sjældent afholder udgifter, der må vurderes som ordinær driftsudgift.
Kildevældsparkens Legeplads har tillige søgt tilskud fra Den Centrale Flexjobpulje i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Den centrale fleksjobpulje afholder i dag alene merudgifter i forhold til lønudgifter udover mindstelønnen i henhold til pågældende medarbejders overenskomst. Idet der ikke er tale om merudgifter udover mindstelønnen for medarbejderen, er der givet afslag fra den centrale fleksjobpulje.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller på den baggrund at ansøgningen imødekommes med et engangsbeløb på 40.000 kr. i 2005 finansieret af rammen for bemandede legepladser.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Kildevældsparkens
Legeplads har anmodet om 40.000 kr. i 2005 til dækning af lønudgift i
forbindelse med integrationsaktiviteter. Det indstilles at ansøgningen bevilges
og udgiften afholdes via rammen for bemandede legepladser.
Der erindres om, at
Statens tilskud til integrationsaktiviteter forventes reduceret med 72 mill.
kr. fra 2006, i 2005 priser.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Sagen har været i høring i Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg, der ikke har bemærkninger til forvaltningens indstilling.
BILAG
· Ansøgning af 7. marts 2005 fra Kildevældsparkens Legeplads.
· Notat – anvendelse af integrationsmidler 2005.
· Ansøgningsskema – integrationsmidler 2005.
· Følgebrev – ansøgningsskema.
· Høringssvar af 10. oktober 2005 fra Integrationsrådet
· Høringssvar af 31. oktober 2005 fra Det Rådgivende Integrationsudvalg
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen