Mødedato: 09.05.2001, kl. 13:00

Indenrigsministeriets bemærkninger til Københavns Kommunes revisionsberetning for regnskabsåret 1999 for integrationsområdet (Bilag)

Indenrigsministeriets bemærkninger til Københavns Kommunes revisionsberetning for regnskabsåret 1999 for integrationsområdet (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. maj 2001

 

Sager til beslutning

6. Indenrigsministeriets bemærkninger til Københavns Kommunes revisionsberetning for regnskabsåret 1999 for integrationsområdet (Bilag)

FAU 181/2001 J.nr. 65/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager Indenrigsministeriets bemærkninger til Københavns Kommunes revisionsberetning for regnskabsåret 1999 for integrationsområdet til efterretning.

RESUME

Indenrigsministeriet har i brev af 20. marts 2001 afgivet bemærkninger til Revisionsdirektoratets revision af Københavns Kommunes regnskab for 1999 på integrationsområdet. Indenrigsministeriets bemærkninger vedrører forhold omtalt i revisionsprotokollat nr. 23/1999, som udvalget har behandlet på møde den 9. august 2000.

Indenrigsministeriet har noteret sig revisionens konklusioner, samt at Københavns Kommune har iværksat en række foranstaltninger med henblik på at afhjælpe fremtidige fejl i administration af integrationsloven, og hjemtagelse af tilskud og refusioner.

Indenrigsministeriet vil i forbindelse med ministeriets gennemgang Københavns Kommunes revisionsberetning for regnskabsåret 2000 undersøge, hvorvidt kommunen lever op til de gældende regler på området, herunder hvorvidt kommunen foretager den fornødne kontrol ved sagsopstart og udarbejder handlingsplaner i overensstemmelse med reglerne i regnskabsbekendtgørelsen.

Ministeriets bemærkninger giver ikke anledning til yderligere foranstaltninger end dem, der allerede er omtalt i revisionsprotokollat nr. 23/1999 og forvaltningens redegørelse hertil.

SAGSBESKRIVELSE

Indenrigsministeriet har ved gennemgang af revisionsberetningen 1999 for integrationsområdet noteret sig revisionens bemærkninger på følgende områder:

Manglende overholdelse af kravet i Integrationslovens § 19 om udarbejdelse af handlingsplan inden 1 måned.

Forvaltningen skal hertil bemærke, at der er sket en styrkelse af Modtageenheden i 2000, der har bevirket, at handlingsplansamtalerne i dag afholdes inden for 1 månedsfristen.

Problemer med fortolkning af integrationslovens personkreds.

Revisionsdirektoratet konstaterede i deres sagsgennemgang i Modtageenheden, at Modtageenhedens medarbejdere i en lang række tilfælde ikke umiddelbart kunne vurdere, om en udlænding var omfattet af integrationsloven.

Størstedelen af de tvivlstilfælde, der forelå tidligere, knyttede sig til personer, der havde haft opholdstilladelse før 1. januar 1999, men som efterfølgende fik nyt opholdsgrundlag.

Efter at det ved forespørgsel i Indenrigsministeriet er blevet afklaret, at denne personkreds ikke er omfattet af integrationsloven, synes der blandt Modtageenheden medarbejdere ikke længere at være tvivl om integrationslovens personkreds.

Tildeling af forkerte sagstyper.

Fejltildelingen af sagsarter under sagstype 254 er reduceret væsentligt i og med at alle sager vedrørende selvforsørgende integrationslovsudlændinge medio 2000 blev overdraget til Modtageenheden, samt at både ydelses- og opfølgningsansvaret for aktiveringsparate integrationslovsudlændinge ultimo 2000 overgik til CAB(UCI). Forvaltningen følger løbende op på sagsregistreringerne.

Forkert bogføring.

Som følge af, at der fra forvaltningens 1. kontor hver anden måned udsendes fejllister til lokalcentrene, er bogføringen af ydelser til integrationsudlændinge blevet forbedret kraftigt i 2000,

Udbetaling af introduktionsydelse med forkert sats.

Revisionen har konstateret en række udbetalinger med for høje satser til unge udlændinge og gravide efter 12. graviditetsuge. Revisionen har vurderet, at denne fejludbetaling primært skyldes manuelle beregninger og indtastninger i Bistandssystemet (BIS). I og med at der i BIS nu er kommet et elektronisk beregningssystem til introduktionsydelsen, er det forvaltningens vurdering, at mulighederne for at udbetale med en forkert sats ikke længere er til stede.

Endvidere har Indenrigsministeriet noteret, at revisionen har konstateret fejl med udbetalings- og eller refusions- og tilskudsmæssig betydning i 12 tilskudssager og 15 refusionssager, og ministeriet henstiller til, at der sker berigtigelse i disse sager, hvilket forvaltningen kan bekræfte er sket.

ØKONOMI

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

  • Indenrigsministeriets brev af 20 marts 2001 om Københavns Kommunes revisionsberetning for regnskabsåret 1999 for integrationsområdet

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top