Mødedato: 09.04.2003, kl. 15:30

Helårsopfølgning på resultatkontrakter for beskæftigelsescentrene (Bilag)

Helårsopfølgning på resultatkontrakter for beskæftigelsescentrene (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. april 2003

 

Sager til beslutning

5. Helårsopfølgning på resultatkontrakter for beskæftigelsescentrene (Bilag)

FAU 200/2003 J.nr. 200/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager helårsopfølgningen på beskæftigelsescentrenes resultatkontrakter til efterretning.

RESUME

I foråret 2002 blev Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats omlagt. Som led i denne omstrukturering indgik 8 af kommunens beskæftigelsescentre resultatkontrakter med forvaltningen. Kontrakterne trådte i kraft den 1. juli 2002.

Forvaltningen har nu udarbejdet en helårsopfølgning på resultatkontrakterne for 2002. I forhold til de fastsatte mål i kontrakterne er der sket en positiv udvikling på beskæftigelsescentrene og der har været en høj grad af målopfyldelse. Dette er tilfredsstillende, særligt i lyset af at beskæftigelsesindsatsen frem til 4. kvartal har været præget af omlægningen og de praktiske problemer med bemanding og lokaler, som er fulgt heraf. Alt i alt er der i løbet af 2002 sket væsentlige forbedringer af både aktivitetsniveauet og effekterne af centrenes beskæftigelsesindsats.

SAGSBESKRIVELSE

Resultatkontrakterne for de 8 beskæftigelsescentre trådte i kraft den 1. juli 2002. I kontrakterne har beskæftigelsescentrene fastsat en lang række mål for aktivitetsniveauet og effekten af beskæftigelsesindsatsen, som centrene ville arbejde for at indfri i 2002. Forvaltningen har nu, efter udgangen af 2002, udarbejdet en helårsopfølgning på resultatkontrakterne.

Kapacitetsudnyttelsen

Det samlede antal helårspladser for de 8 beskæftigelsescentre er knap 5.000. Udnyttelsen af disse årsværk er udtryk ved belægningsgraden. Helårsopfølgningen viser, at belægningsgraden for de 8 beskæftigelsescentre gennemsnitligt har ligget på 98% i 2002. Kapaciteten på centrene har dermed været fuldt udnyttet.

Effekterne

For at give et billede af effekten af beskæftigelsescentrenes indsats på kortere sigt måles, hvor stor en andel personer, der efter endt forløb på et center, ikke modtager kontanthjælp i de efterfølgende 3 måneder. Det gennemsnitlige effektmål herfor var på 38% i 2002.

Virksomhedssamarbejdet

Samarbejdet med virksomhederne er blevet forbedret i løbet af 2002. Helårsopfølgningen viser, at antallet af jobtrænings- og virksomhedsrevalideringspladser er steget markant gennem 2002.

Det er primært antallet af personer placeret på private virksomheder, der er skyld i stigningen. Hvor der fra 1. til 4. kvartal er sket en tredobling af antallet af personer placeret på private virksomheder, har antallet af personer placeret på offentlige virksomheder været stabilt gennem hele året.

Målgrupper

Personer med anden etnisk baggrund er fokusgruppe for beskæftigelsesindsatsen. Det har været målet af få flere i denne målgruppe i aktivering. Helårsopfølgningen viser, at det er lykkedes at få flere kontanthjælpsmodtagere med anden etnisk baggrund i en aktiv indsats i stedet for passiv forsørgelse.

Endvidere har det været et fokusområde at øge andelen af unge i aktivering. Af helårsopfølgningen fremgår det, at andelen af unge har ligget på et stabilt niveau på ca. 20% hele året. Der er således behov for at se nærmere på visitationen af unge til beskæftigelsesindsatsen.

Endelig viser helårsopfølgningen, at der en mindre gruppe af de personer, som deltager i forløb på beskæftigelsescentrene, der må visiteres tilbage til lokalcentrene efter endt forløb. Andelen af personer, der tilbagevisiteres fra beskæftigelsescentrene til lokalcentre, har ligget på ca. 12% i 2002.

Samlet konklusion

Helårsopfølgningen tegner et positivt billede af Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats i 2002. Alle 8 beskæftigelsescentre, som indgik resultatkontrakter med forvaltningen i juli, har stort set opfyldt de mål, som blev fastlagt i kontrakterne.

Alt i alt er der ved udgangen af 2002 sket markante forbedringer af både produktionstal (belægningsgrad), samarbejdet med virksomhederne samt effekterne af den kommunale beskæftigelsesindsats.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Helårsopfølgning på beskæftigelsescentrenes resultatkontrakter

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top