Analyse af taxakørsel på området børnefamilier med særlige behov (budgetområde 2) (Bilag)
Analyse af taxakørsel på området børnefamilier med særlige behov (budgetområde 2) (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. februar 2005
5. Analyse af taxakørsel på området børnefamilier med særlige behov (budgetområde 2) (Bilag)
FAU 58/2005 J.nr. 58/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager analysen af taxakørslen på budgetområdet Børnefamilier med særlige behov til efterretning.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har gennemført en analyse af taxakørslen på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov (vedlagt).
Formålet med undersøgelsen er at afdække følgende forhold:
- Hvor stort er omfanget af taxakørsel på budgetområdet Børnefamilier med særlige behov?
- Hvilke typer sager knytter taxakørslen sig til?
- Hvad er baggrunden for, at taxakørsel bevilges?
- Hvor stor en andel af børnene, der kører taxa, er tosprogede?
- Er brugen af taxakørsel hensigtsmæssig?
- Bør styringen af taxakørsel ændres i fremtiden?
Analysen viser, at der i 2004 omregnet til helårsvirkning er anvendt kr. 7,44 mio. til taxakørsel på budgetområde 2, fordelt på 203 unikke sager. Forbruget svarer ca. til 1 % af budgettet på hele området. Der køres årligt ca. 57.000 ture, hvilket svarer til 156 ture om dagen.
Det har vist sig, at 3 % af udgifterne til taxakørsel vedrører døgnpleje, 70 % vedrører forebyggelse mv. mens 26 % vedrører døgninstitutioner.
Der er primært bevilget taxkørsel til børn i den skolepligtigt alder. 77 % af børnene er i denne gruppe, mens 81 % af udgifterne er i denne gruppe.
Analysen viser, at danske børn er overrepræsenteret mht. taxakørsel i fht. børn med indvandrer/efterkommerbaggrund, både målt i antal børn, antal kørte ture og udgifter, når der sammenlignes med fordelingen af danskere og indvandrere/efterkommere i aldersgruppen 0-18 år i hele København.
Det er på det foreliggende datagrundlag vanskeligt at vurdere hensigtsmæssigheden af det nuværende taxaforbrug, men med et udgiftsniveau til taxakørsel på ca. kr. 7,4 mio., vurderes det, at der i samarbejde med lokalforvaltningen vil være mulighed for at tilrettelægge en mere hensigtsmæssig kørsel.
På baggrund af taxaanalysen har forvaltningen besluttet,
- at der udarbejdes fælles retningslinjer for bevilling af taxakørsel, på lokalcentrene.
- at der sker en bedre sammentænkning og planlægning af kørslen end i dag.
- at der søges etableret en rabatordning i fbm. taxakørsel og andre transportløsninger på budgetområdet, Børnefamilier med særlige behov.
Forventningen er, at der i 2006 vil kunne spares ca. kr. 0,5 mio. på taxakørsel på budgetområdet som følge af iværksættelsen af disse initiativer.
SAGSBESKRIVELSE
Se Resumé
MILJØVURDERING
Det vurderes, at gennemførelsen af en besparelse på kr. 0,5 mio. på taxakørsel på budgetområde 2, vil have en positiv effekt på miljøet som følge af, at der forventes en reduktion i omfanget taxakørslen.
ØKONOMI
Det forventes, at der vil kunne spares kr. 0,5 mio. som følge af iværksættelsen af de ovenfornævnte initiativer.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Analyse af taxakørsel på området børnefamilier med særlige behov (budgetområde 2)
Grethe Munk
/
Sven Bjerre