Mødedato: 09.01.2002, kl. 13:00

Udpegning af Københavns Kommunes repræsentant i Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Udpegning af Københavns Kommunes repræsentant i Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. januar 2002

 

Sager til beslutning

6. Udpegning af Københavns Kommunes repræsentant i Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

FAU 2/2002 J.nr. 005/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Borgerrepræsentationen udpeger et medlem og en suppleant til Koordinationsudvalget for den forebyggende indsats blandt medlemmerne af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

RESUME

Siden 1999 har det været lovpligtigt for kommuner at have et Koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.

Koordinationsudvalget består af repræsentanter udpeget af kommunens kommunalbestyrelse, LO, DA, FTF, DSI, PLO og AF. Udvalget har først og fremmest til opgave at samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats overfor personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Eftersom Koordinationsudvalgets arbejdsområder falder inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets område foreslår Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Familie- og Arbejdsmarkedudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen udpeger et medlem og en suppleant til Koordinationsudvalget for den forebyggende indsats blandt medlemmerne af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

SAGSBESKRIVELSE

Som et led i Socialreformen i 1998 blev kommunerne forpligtet til at nedsætte et Koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Københavns Kommune har derfor haft et Koordinationsudvalg siden 1. januar 1999.

Koordinationsudvalget har til opgave at samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats overfor personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

Udvalget skal som følge deraf følge og rådgive kommunen om

  1. kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge mv.
  2. hjælp til forsørgelse
  3. andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Udvalget kan ikke beskæftige sig med enkeltsager.

I følge Koordinationsudvalgets forretningsorden afholder udvalget minimum møde 4 gange årligt. Koordinationsudvalget har i 2002 planlagt 6 møder. Dertil kan komme konferencer og fællesmøder med samarbejdspartnere f.eks. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget m.fl.

Ifølge Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område sammensættes udvalget af

  1. en repræsentant af udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer
  2. en repræsentant udpeget af De Samvirkende Invalideorganisation (DSI)
  3. en repræsentant udpeget af Landsorganisationen i Danmark (LO)
  4. en repræsentant udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
  5. en repræsentant udpeget af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)
  6. en repræsentant udpeget af Praktiserende Lægers Organisation (PLO)
  7. en repræsentant udpeget af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AF)

De medlemmer, der er udpeget af interesseorganisationer, skal repræsentere lokale organisationer eller lignende.

Hvis ikke det er muligt at få udpeget de i ovenstående anførte medlemmer, kan udvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer, dog mindst 4. Situationen har ikke været aktuel for Københavns Kommune, der siden udvalgets oprettelse har haft repræsentanter fra alle ovennævnte organisationer.

Derudover har kommunalbestyrelsen også mulighed for at udpege yderligere medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet, herunder brugerorganisationer.

Københavns Kommune har ikke tidligere gjort brug af denne mulighed, men Koordinationsudvalget har - når det har været hensigtsmæssigt - inviteret relevante personer til deltagelse under et punkt på Koordinationsudvalgets dagsordnen. Blandt andre har repræsentanter fra sekretariatet for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd været inviteret.

Ved Koordinationsudvalgets nedsættelse i 1999 blev Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester, Winnie Larsen-Jensen udpeget som Borgerrepræsentationens repræsentant i Koordinationsudvalget, og Hanne Nielsen, medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, blev udpeget som suppleant.

Borgmester Winnie Larsen-Jensen blev af Koordinationsudvalget også valgt som formand Koordinationsudvalget. Valget af Koordinationsudvalgets formand og næstformand følger den kommunale valgperiode. Derfor vælger Koordinationsudvalget på sit første møde i 2002 formand og næstformand for udvalget i den kommende valgperiode.

Eftersom Koordinationsudvalgets og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget arbejdsopgaver falder inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets område, og Koordinationsudvalgets arbejde kræver dialog mellem Koordinationsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, foreslår forvaltningen, at Borgerrepræsentationen også i 2002 udpeger medlemmer af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget som henholdsvis medlem og suppleant til Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.

MILJØVURDERING

Ingen.

ØKONOMI

Koordinationsudvalget i 2002 en bevilling - fra Socialministeriet - på kr. 16.727.154. Midlerne skal understøtte Koordinationsudvalgets arbejde med at fremme udviklingen af det rummelige arbejdsmarked.

Midlerne må ikke anvendes til kommunale driftsopgaver, og midlerne kan ikke anvendes, hvis der er uenighed mellem kommunen og Koordinationsudvalget om deres anvendelse. Midler, der ikke anvendes, sendes retur til Socialministeriet.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

Ingen

 

Grethe Munk

/ Torben Brøgger

 

 

Til top