Mødedato: 08.12.2004, kl. 19:00

Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet - efter udfasning af BST (Bilag) (Udsat fra mødet 17. november)

Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet - efter udfasning af BST (Bilag) (Udsat fra mødet 17. november)

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. december 2004

 

 

9.      Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet - efter udfasning af BST (Bilag) (Udsat fra mødet 17. november)

 

FAU 601/2004  J.nr. 557/2004

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at BST Københavns Kommunes nuværende opgaver med virkning fra udfasningen af BST varetages af de enkelte forvaltninger

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at 7,029 mio. kr. af Sundheds- og Omsorgsudvalgets økonomiske rammer til BST Københavns Kommune i takt med udfasnin gen af BST i perioden fra 1. juli 2005 til 31. december  2008 overføres til de enkelte forvaltninger i forhold til antallet af fuldtidsstillinger

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller endvidere, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at der etableres en mindre fælles kommunal enhed til løsning af strategiske, tværgående opgaver.

 

 

RESUME

Udkast til indstilling til Økonomiudvalget er sendt i høring i forvaltningerne. Forvaltningen modtog d. 29. oktober 2004 indstillingen fra Økonomiforvaltningen på mail. Det blev i mailen oplyst at man senest d. 12. november 2004 skulle fremsende bemærkninger til Økonomiforvaltningen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller til Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommunes Bedriftssundhedstjenestes (BST) nuværende opgaver med virkning fra udfasningen af BST varetages af de enkelte forvaltninger, og at BST-ressourcerne fordeles efter udfasningen mellem forvaltningerne efter antal medarbejdere, og allokeres til arbejdsmiljøarbejdet.

 

SAGSBESKRIVELSE

Ved lov nr. 425 af 9. juni 2004 er lov om arbejdsmiljø ændret. Det er ændringer, som får betydning for alle arbejdspladser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (FAF). De væsentligste ændringer er, at:

 

·        Arbejdstilsynet screener alle arbejdspladser i FAF fra den 1. januar 2005, startende med de BST-pligtige arbejdspladser

·        BST pligten udfases i FAF i løbet af første halvår af 2005

·        Arbejdstilsynet kan give påbud om rådgivning

 

Arbejdsmiljøreformen betyder, at pligten til at tilslutte sig BST ophæves, når Arbejdstilsynets screening af arbejdspladserne er gennemført.

 

Arbejdstilsynet screener alle virksomheder

Fra den 1. januar 2005 vil Arbejdstilsynet gennemføre et kortvarigt screeningsbesøg på alle virksomheder.

 

Et screeningsbesøg har til formål at afklare, om arbejdspladsen har behov for tilsyn. Screeningen gennemføres uden varsel, med henblik på at få et øjebliksbillede af arbejdsmiljøforholdene på den enkelte institution.

 

Screeningen vil blive tilrettelagt således, at Arbejdstilsynet gennemgår alle virksomheder branche for branche i de kommende 7 år. Screeningen starter med de BST pligtige virksomheder.

 

Arbejdstilsynet screener hver enkelt BST-pligtig arbejdsplads i FAF i løbet af første halvår af 2005. Det drejer sig om ca. 350 arbejdspladser, med i alt ca. 6.400 medarbejdere inden for området fysisk- og psykisk handicappede.

 

Alle FAF's arbejdspladser vil blive screenet inden for en 7-årig periode, og herefter hvert tredje år.

 

Screeningsmetoden forventes at omfatte en vurdering af følgende forhold:

·        De formelle lovkrav om at organisere arbejdsmiljøarbejdet (sikkerhedsudvalg (mødereferater) og sikkerhedsgrupper samt uddannelse af medlemmerne i sikkerhedsgrupperne)

·        Om den lovpligtige arbejdspladsvurdering opfylder lovens krav og er tilgængelig på institutionen

·        En gennemgang af de typiske arbejdsmiljøproblemer i den pågældende branche jfr. arbejdsmiljøvejviserne

 

Arbejdstilsynet vil meddele, om screeningsbesøget senere skal følges op af et egentligt tilsynsbesøg. Et sådant tilsynsbesøg, det såkaldte tilpassede tilsyn, kan give anledning til påbud, hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden. Tilpasset tilsyn svarer til det tilsyn, der gennemføres ved stikprøver, som er Arbejdstilsynets praksis i dag.

 

Med lovændringen kan Arbejdstilsynet fra 1. januar 2005 give påbud om rådgivning. "Hvis arbejdsgiveren ikke selv råder over den nødvendige sagkundskab til at varetage sikkerheds- og sundheds­arbejdet i virksomheden, skal arbejdsgiveren indhente ekstern sagkyndi g bistand med henblik på at sikre, at de ansattes arbejdsmiljø til stadighed er fuldt forsvarligt".

 

Arbejdspladsens BST-pligt ophører samtidig med screenings­besøget, når alle institutioner inden for samme område er screenet.  Efter udfasningen af BST, er der derfor behov for etablering af en model for den fremtidige arbejdsmiljørådgivning.

 

Det er Økonomiforvaltningens opfattelse, at det samlet set vil være den bedste løsning at forankre arbejdet i de enkelte forvaltninger. De tværgående arbejdsmiljøopgaver, som i dag udføres af Økonomiforvaltningen, foreslås videreført i uændret omfang, medens opgaver af mere tværgående karakter, som BST løser i dag, kan overlades til løsning i forvaltningerne, f.eks. arbejdsmiljøhensyn ved indkøb.

 

En intern rådgivning vil specialiseres mod de arbejdsmiljømæssige problemstillinger, som arbejdspladsvurderingerne typisk peger på, og mod  behovene for opkvalificering af sikkerhedsorganisationen.

 

Herved styrkes egenindsatsen på arbejdspladserne, og den konkrete rådgivning indenfor formelle, organisatoriske og materiale forhold opretholdes, og får et mere målrettet sigte.

 

          Forvaltningen har i et svar den 14. september 2004, på spørgsmål fra Økonomiforvaltningen, tilkendegivet ønsker til den fremtidige model. Dette svar følger den foreliggende udvalgsindstilling fra Økonomiforvaltningen. Dog har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen understreget behovet for en mindre fælles kommunal enhed, som kan tage sig af strategiske arbejdsmiljøopgaver med relevans for hele Københavns Kommune. Enheden skal ikke løse konkrete rådgivningsopgaver for sikkerhedsorganisationerne i forvaltningerne. Enheden skal udelukkende beskæftige sig med tværgående opgaver på arbejdsmiljøområdet fx. vedr. indkøbsaftaler, udvikling og vedligehold af systemer til statistikker  fx. arbejdsskader. Udvikling af fælles kommunal arbejdsmiljøportal "videndeling" mm.

 

Som konsekvens af udfasningen halveres BSTs budget på ca. 15 mill. kr. til ca. 8 mill. kr., og mulighederne for at opnå arbejdsmiljørådgivning reduceres herved.

 

Ved intern forankret rådgivning opnås, at aftalerne om rådgivning præciseres, og at opgaveformuleringerne styrkes på kvaliteten. En nærmere kontakt mellem FAF's arbejdsmiljøledelse og rådgivningsfunktionen vil styrke koordinerings- og samordningsmulighederne mellem rådgiverindsatsen og FAF's indsatser i øvrigt.

 

Forvaltningen har i sin vurdering lagt vægt på, at lovændringen reducerer det økonomiske grundlag for at opretholde en arbejdsmiljørådgivning på det nuværende niveau. Som konsekvens af budgetreduktionen, har forvaltningen vurderet at en forvaltningsspecifik rådgivning bedst kunne imødekomme det fremtidige behov for rådgivning.

 

Med lovændringen ophæves BST, men behovet for rådgivning i FAF er fortsat tilstede. Med Arbejdstilsynets kommende screeninger, er der behov for et kvalitativt og reguleret løft i arbejdsmiljøarbejdet, og ikke et løft styret gennem pålagt rådgivning efter Arbejdstilsynets konkrete vurdering.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

HØRING

Til brug for sagens oplysning har borgmester Bo Asmus Kjeldgaard anmodet om, at sagen sendes til høring i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og Hovedsikkerhedsudvalget i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (HSIU). Der afholdes møde i HSIU d. 26. november 2004 og i HSU d. 3. december 2004.

 

ØKONOMI

BST finansieres i dag af Københavns Kommunes samlede budget.

Dele af udgifterne til BST- pligten har været finansieret af Staten. Denne finansiering (DUT-midler) bortfalder med lovændringen.

 

BSTs nettobudget er i 2004 på 13,9 mill. kr. Heraf udgør DUT 7 mill. kr.

 

DUT midlerne  reduceres  i perioden således at disse bortfalder med fuld virkning d. 31.december 2007.

 

Økonomiforvaltningen har indstillet, at 7,029 mill. kr. af Sundheds- og Omsorgsudvalgets økonomiske ramme til BST, i takt med udfasningen af BST i perioden fra 1. juli 2005 til 31. december 2008, overføres til de enkelte forvaltninger i forhold til antallet af fuldtidsstillinger.

 

Udgifterne til påbud om rådgivning og andre påbud, som Arbejdstilsynet pålægger enhederne, afholdes lokalt.

 

Økonomiforvaltningen har opgjort tilbageførslen således (niveau 2004):

 

 

Til konto

2.024.000 kr. pr. 1.7.2005

4.402.000 kr. pr. 1.1.2006

7.209.000 kr. pr.

1.1.2009

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

6.51.1

896.895 (*)

1.950.658

3.194.524

*) Halvårsvirkning (efter udfasning)

 

BILAG

·        Økonomiforvaltningens udkast til udvalgsindstilling "Tilrettelæggelse af arbejdsmiljøarbejdet i Københavns Kommune som følge af udfasningen af BST Københavns Kommune", dateret 29. oktober 2004

·        Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens svarbrev af 14.september 2004 til Økonomiforvaltningen på forespørgsel om "forvaltningens ønsker til opgaveløsning i en evt. fælles kommunal arbejdsmiljøenhed"

·        Udkast til svarbrev.

 

 

 

Grethe Munk                                          

 

/

                                                                  Torben Brøgger

 

 

 

 


 


Til top