Mødedato: 08.12.2004, kl. 19:01

Abel Cathrines Gade, normering

Abel Cathrines Gade, normering

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. december 2004

 

3. Abel Cathrines Gade, normering

FAU 613/2004 J.nr. 613/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender,

at normeringen af institutionen i Abel Cathrines Gade 17 fastsættes til 48 vuggestuepladser,

at tilknytningen af 50 udflytterbørnehavehavepladser opgives, men at udflytterbørnehavepladserne i stedet tilknyttes en ny institution på Vesterbro (Amerikavej 15),

at ændringerne medtages i næste indstilling om Børneplanen.

RESUME

Indstillingen vedrørende Børneplanens etape 2, 3. del har været behandlet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 3. november 2004 (FAU 519/2004) og er behandlet i Økonomiudvalget 30. november 2004. Indstillingen indeholder bl.a. forslag om at tilknytte en udflytterbørnehave med 50 pladser til den nye vuggestue i Abel Cathrinesgade 17, som p.t. er under etablering.

Det er i den forbindelse samtidig foreslået at ændre pladsfordelingen i Abel Cathrinesgade fra 48 vuggestuepladser til 36 vuggestuepladser og 72 børnehavepladser, inklusive 50 børnehavepladser i en udflytterbørnehave i Ballerup, alt under forudsætning af, at Bygge- og Teknikforvaltningen giver en ny dispensation fra lokalplanen, i det den allerede givne dispensation specifikt omhandler vuggestuepladser.

Efter drøftelse med Bygge- og Teknikforvaltningen foreslås det, at den oprindelige normeringen på 48 vuggestuebørn fastholdes, og at udflytterbørnehaven i stedet tilknyttes en anden institution, der er under etablering på Amerikavej 15 (Børneplanen, 3. del af etape 2 – lukket dagsorden).

Ændringerne vil blive indarbejdet i den næste indstilling om Børneplanen.

SAGSBESKRIVELSE

Etableringen af institutionen i Abel Cathrines Gade (tidligere Maria Kirkeplads) var led i Børneplanens etape 1 B, del 1, og blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 23. oktober 2003 med en normering på 48 vuggestuepladser.

Etableringen af en vuggestue krævede dispensation fra lokalplanens anvendelsesbestemmelser, og en naboorientering medførte seks indsigelser, heraf en underskriftindsamling med 21 underskrifter. På grund af omfanget af de modtagne bemærkninger fra naboer m. fl, der bl. a. gik på støj fra legepladsen, frygt for uvedkommendes indtrængen, indskrænkning af ejendommens gårdareal som følge af indhegning af institutionens legeplads, blev sagen forelagt Bygge- og Teknikudvalget, der i møde den 11. august 2004 godkendte dispensationsansøgningen, således at der meddeltes dispensation til at indrette en vuggestue.

Processen op til godkendelsen af dispensationsansøgningen var præget af vanskeligheder, da nogle beboere i den nærliggende karre fandt, at en vuggestue ville give støjgener i karreen, ligesom flere var nervøse for, om det vil være muligt at sikre adgangsforholdene, så uvedkommende (stofmisbrugere) ikke kommer ind i boligbebyggelsens gårdanlæg.

Den foreslåede ændring fra vuggestue til integreret institution kræver ny dispensation fra lokalplanen, da den første dispensation specifikt tillod etablering af en vuggestue. Sagen skal derfor på ny i naboorientering, og på baggrund af de indsigelser, der var ved den første dispensationsansøgning, kan der forventes tilsvarende reaktion. Det vurderes derfor, at det vil være vanskeligt at opnå en ny dispensation.

Det indstilles derfor, at normeringen i Abel Cathrinesgade fastholdes på 48 vuggestuepladser, og at udflytterbørnehaven tilknyttes institutionen Amerikavej 15, som er medtaget på lukket dagsorden i Børneplans-indstillingen.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

HØRING

Ingen

ØKONOMI

De nævnte ændringer har ingen konsekvenser for økonomien i indstillingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Med de rettelser, der følger af den foreslåede normeringsændring i Abel Cathrinesgade, vil der samlet være givet kapitalbevilling til 526 traditionelle pladser i etape 2, heraf 48 specialpladser, 273 vuggestuepladser og 205 børnehavepladser.

Ændringerne vil blive indarbejdet i den næste indstilling om Børneplanen.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

 

 

Til top