Ansøgning vedr. etablering af nyt skur til "De frie fugle" (Bilag)
Ansøgning vedr. etablering af nyt skur til "De frie fugle" (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. september 2004
6. Ansøgning vedr. etablering af nyt skur til "De frie fugle" (Bilag)
FAU 396/2004 J.nr. 363/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke tager imod tilbuddet om at etablering af et nyt skur til De frie fugle.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at ansøgningen besvares i overensstemmelse med vedlagte udkast til svar
RESUME
De frie fugle er et samlingssted primært for førtidspensionister. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget sikrede for 2 år siden eksistensen af De frie fugles samlingssted på Østerbro ved at etablere et alternativ til det hidtidige samlingssted, da den oprindelige placering ikke kunne opretholdes. Der er nu modtaget forslag om at erstatte den nuværende skurvogn med en anden for derved at skabe større forhold og iværksætte et beskæftigelsesprojekt. Af hensyn til samlingsstedets fysiske rammer og på grundlag af tilkendegivelser fra brugerne kan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke anbefale at forslaget fremmes.
De frie fugles skurvogn er et samlingssted, primært for en gruppe førtidspensionister på Østerbro. Gruppen har eksisteret siden 1991. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget traf den 15. maj 2002 beslutning om at sikre samlingsstedets beståen, således at de fik mulighed for at etablere sig på et nyt areal, der var beliggende tæt på den hidtidige placering, der ikke længere kunne benyttes til formålet. Der blev i 2002 afsat ca. kr.100.000 til etablering i forbindelse med flytningen, og de årlige driftsudgifter udgør ca. kr. 30.000.
Den nuværende placering har siden fungeret til brugernes tilfredshed, og Det lokale center Indre Østerbro har etableret en kontaktordning til stedet, således at det løbende sikres, at der tages hånd om eventuelle problemer i den takt, som de måtte opstå. Stedet bruges dagligt af 15-20 personer.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har senest modtaget en henvendelse fra Andreas Hansen, der har medvirket i flere hjemløsesammenhænge af forskellig karakter, om at erstatte samlingsstedets nuværende skurvogn med en anden og større.
Det foreslåede skur har hidtil tjent som café på Helsingørmotorvejen. Ejeren ville overdrage den til det ny formål for flytteomkostningerne - af Andreas Hansen anslået til ca. 60.000. Tanken var at brugerne skulle deltage i etableringen af det nye skur. Desuden var der i forslaget forudsat en række ikke opgjorte etableringsomkostninger. Skuret har nu skiftet ejer, men pågældende er indstillet på at skuret kan erhverves til formålet på tilsvarende betingelser. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan oplyse, at det ikke er muligt at opstille et større skur, end den skurvogn, der aktuelt udgør De frie fugles samlingssted. Der er således alene et beskæftigelsesmæssigt aspekt i at udskifte det nuværende skur med et nyt.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan ikke pege på alternative placeringsmuligheder.
Kontaktpersonen fra det lokale center Indre Østerbro har været inddraget i drøftelserne om mulighederne i at udskifte den nuværende skurvogn med en anden, bl.a. har han været inddraget i De frie fugles besigtigelse af den foreslåede skurvogn. Han har senest oplyst, at De frie fugle har tilkendegivet, at de ikke længere er interesserede i projektet.
SAGSBESKRIVELSE
Se resumé
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Henvendelse af 20. april 2004 fra Andreas Hansen.
- Udkast til svar til Andreas Hansen.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger