Mål vedr. § 38-undersøgelse
Mål vedr. § 38-undersøgelse
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. september 2004
30. Mål vedr. § 38-undersøgelse
FAU 417/2004 J.nr. 417/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender et kvalitetsmål på området for børnefamilier med særlige behov om, at en § 38-undersøgelse i 90 pct. af tilfældene maksimalt må vare 3 måneder. Kvalitetsmålet indarbejdes i budget 2005.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at ledelsesinformationssystemet FAFDW udbygges med mål omkring § 38-undersøgelsen. De samlede udgifter til udbygning udgør 150.000 kr. inkl. handicapcentrene, og finansieres af administrationsområdet i 2005 på fkt. 06.51, af de midler der anvendes til udvikling af ledelsesinformationssystemet.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at de samlede løbende udgifter til registreringsarbejdet på området for børnefamilier med særlige behov vurderes at udgøre 130.000 kr., der varigt fra 2005 finansieres af forebyggelsesområdet fkt. 5.21.
RESUME
På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 5. maj 2004 tiltrådte Familie og Arbejdsmarkedsudvalget 22 kvalitetsmål, der skal følges op på i budget 2005 (FA 228/2004). I den forbindelse ønskede udvalget en undersøgelse af, hvad det vil koste at supplere målet om handleplaner med et tilsvarende mål om § 38-undersøgelse samt tidsplan for en implementering.
Det er vigtigt, at få sat yderligere fokus på § 38- undersøgelserne, idet de er en forudsætning for at sikre et systematisk og kvalitetsbevidst sagsarbejde i lokalcentrene. Herudover er Socialministeriet ved at udarbejde en anbringelsesreform, og et af forslagene er, at en § 38-undersøgelse maksimalt må vare 4 måneder.
For at måle på § 38-undersøgelser er det nødvendigt at udbygge det eksisterende ledelsesinformationssystem FAFDW, således at der kan gennemføres målinger på bl.a. antallet af § 38-undersøgelser, der resulterer i en handleplan, og antallet af § 38-undersøgelser ift. børnetallet.
Hvis ledelsesinformationssystemet skal ændres, vil det ligeledes betyde, at lokalcentrene og handicapcentrene skal registrere en række data efter udførelsen af de enkelte § 38-undersøgelser.
Udgifterne til udbygningen i ledelsesinformationssystemet FAFDW udgør 150.000 kr. inklusiv handicapcentrene og kan finansieres af administrationsområdet på funktion 06.51. Omkostninger til registreringsarbejdet på området for børnefamilier med særlige behov udgør årligt 130.000 kr. Udgifterne finansieres af forebyggelsesområdet fkt. 5.21.
Det vil være muligt at gennemføre den første måling den 1. januar 2005, og der forventes valide data medio 2005.
På området for handicappede pågår pt. en datagenopretning. Som led i denne forventes registreringen af §38-sager at kunne påbegyndes 1. januar 2005, hvorefter de første målinger vil kunne foretages medio 2005.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedtog den 5. maj 2004 22 kvalitetsmål, der skal følges op på i budget 2005. Udvalget ønskede yderligere en undersøgelse af omkostningerne ved at supplere målet om handleplaner med et tilsvarende mål om § 38-undersøgelse samt en tidsplan for implementering.
Det er vigtigt at få sat yderligere fokus på § 38- undersøgelserne, idet de er en forudsætning for at sikre et systematisk og kvalitetsbevidst sagsarbejde i lokalcentrene. Herudover er Socialministeriet ved at udarbejde en anbringelsesreform og et af forslagene er, at en § 38-undersøgelse maksimalt må vare 4 måneder.
1.1 Lovkrav om § 38-undersøgelse
Ifølge lov om social service har kommunen pligt til at undersøge et barns eller en ungs forhold, når det må antages, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, herunder som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Som et led i § 38-undersøgelsen skal kommunen inddrage barnet eller den unge og forældrene samt fagfolk, som har kendskab til barnets eller den unges og familiens forhold. På baggrund af § 38-undersøgelsen skal der tages begrundet stilling til, om der skal iværksættes foranstaltninger for barnet eller den unge og familien med henblik på at sikre barnets eller den unges trivsel og udvikling.
I Københavns Kommune er der for området børnefamilier med særlige behov udarbejdet en skabelon for, hvad en § 38-undersøgelse skal indeholde. Skabelonen er udsendt til lokalcentre medio 2002, og lokalcentrene skal benytte denne skabelon.
1.2. Antal børne- og undersøgelsessager på lokalcentre og handicapcentre, inkl. estimeret tidsforbrug og omkostninger
I 2003 var der på området for børnefamilier med særlige behov i alt ca. 3.900 unikke undersøgelsessager. Med unikke sager menes, at opgørelsen er korrigeret for sager, hvor der er iværksat mere end én foranstaltning. Sagstallet tager udgangspunkt i antallet af undersøgelsessager, der er startet i 2003, samt antallet af sager i 2003, hvor der tidligere har været iværksat en foranstaltning. Det antages, at der i 2004 vil være et tilsvarende antal sager.
Det estimeres, at det tager ti minutter at registrere en § 38-undersøgelse i BUS-systemet, dvs. seks sager pr. time. Gennemsnitsudgiften pr. sag er 30 kr. På lokalcentrene vil udgiften til registreringsarbejdet på området for børnefamilier med særlige behov være på 120.000 kr. (2004-PL). På handicapområdet vurderes udgiften til registreringsarbejdet at være ca. 10.000 kr. årligt fra 2005. (2004-PL).
Den samlede udgift til registreringsarbejdet vil derfor årligt være ca. 130.000 kr. (2004-PL).
1.3 Ledelsesinformationssystemet FAFDW
Ledelsesinformation på området for børnefamilier med særlige behov genereres af ledelsesinformationssystemet FAFDW. For løbende at kunne måle på § 38-undersøgelser er det nødvendigt at udbygge systemet med en ny rapport.
Jf. tabel 1 vil det med den nye rapport være muligt fremadrettet måned for måned at måle bl.a. lokalcentrenes antal af § 38-undersøgelser, der resulterer i en handleplan, antallet af § 38-undersøgelser ift. børnetallet, og om undersøgelsen er gennemført på normeret tid, jf. eventuelt lovkrav på området.
Tabel 1: Forslag til mål ift. § 38-undersøgelse i FAF-Datawarehouse
Lokalcentre og handicapcentre | Absolut antal § 38-undersøgelser TD> | Antal § 38-undersøgelser, der resulterer i en børnesag. | Antallet af § 38-undersøgelser ift. børnetallet | Andelen af handleplaner, hvor der er udarbejdet en § 38-undersøgelse | Tidspunkt for afslutning af § 38-undersøgelse sammenholdt med lovbestemt tidskrav (undersøgelsens varighed) |
Det vil være muligt at gennemføre den første måling den 1. januar 2005, og der forventes valide data medio 2005.
Ledelsesinformationssystemet FAFDW er på området børnefamilier med særlige behov mere udviklet end på handicapområdet. Det betyder bl.a., at datakvaliteten på handicapområdet må forventes at være mere usikker, også i de først kommende år. Området børnefamilier med særlige behov har de seneste to år arbejdet med at forbedre datakvaliteten på bl.a. handleplaner. Datakvaliteten bliver gradvis bedre, men implementeringsprocessen på dette område har vist, at det er en vanskelig og langvarig proces. Det samme må forventes at gøre sig gældende på handicapområdet i forbindelse med måling af § 38-undersøgelser.
1.4 Tidsplaner
Hvis ledelsesinformationssystemet ændres, vil det være muligt at gennemføre målinger fra den 1. januar 2005. Lokalcentrene påbegynder indtastningen af de relevante data i BUS, i løbet af 4. kvartal 2004, jf. tabel 2.
Der forventes først at kunne trækkes valide data i ledelsesinformationssystemet FAFDW medio 2005.
Tabel 2: Tidsplan for implementering af budgetmål om § 38-undersøgelse i FAFDW - børnefamilier med særlige behov
Dato | |
Behandling af sag i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget | 8. september 2004 |
Orientering af lokalcentrene om budgetmål og krav om registrering | Medio september 2004 |
Lokalcentrene påbegynder dataregistrering af § 38-sager i Børn- og ungesystemet | 4. kvartal 2004 |
Muligt at måle på budgetmål om § 38-undersøgelse | 1. januar 2005 |
Valide data forventes at foreligge | Medio 2005 |
På området for handicappede pågår pt. en datagenopretning. Som led i denne forventes registreringen af §38-sager at kunne påbegyndes 1. januar 2005, hvorefter de første målinger vil kunne foretages medio 2005.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
De samlede løbende udgifter til registreringsarbejdet er på 130.000 kr. Udgifterne finansieres af forebyggelsesområdet fkt. 5.21.
Udgifterne til en udbygning af ledelsesinformationssystemet FAFDW vil være på 150.000 kr. inklusiv handicapcentrene. Finansieringen kan ske via administrationsområdet på fkt. 06.51. Udviklingsbudgettet for LIS, (ledelsesinformationssystemet)-projektet, der er en del af budgettet for kontoret IT Service og udvikling.
Tabel 1: Økonomiske konsekvenser i forhold til mål vedr. § 38-undersøgelse
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk
/
Sven Bjerre