Høringssvar - Økonomiforvaltningens nye budgetmodel i Københavns Kommune (Bilag)
Høringssvar - Økonomiforvaltningens nye budgetmodel i Københavns Kommune (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. september 2004
12. Høringssvar - Økonomiforvaltningens nye budgetmodel i Københavns Kommune (Bilag)
FAU 416/2004 J.nr. 416/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender at høringssvaret i bilag 1 oversendes til Økonomiforvaltningen.
RESUME
Økonomiforvaltningen har sendt et forslag til en ny københavnsk budgetmodel i høring. I den nye budgetmodel vil budgettet blive opdelt i efterspørgselsstyrede serviceområder, efterspørgselsstyrede overførsler og det rammebelagte område.
De efterspørgselsstyrede serviceområder styres på baggrund af antallet af modtagere og et politisk fastsat serviceniveau, som afspejles i prisen pr. enhed. I den ny budgetmodel erstattes det lovbundne område af efterspørgselsstyrede overførsler. Inden for de efterspørgselsstyrede overførsler lægges der op til øget fokus på antallet af modtagere. For det rammebelagte område vil der i den nye model blive fulgt op på aktivitetsniveauet i forhold til politisk fastsatte servicemål og dækningsgrader.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har allerede fra budget 2005 opstillet/beregnet budget på hvert bevillingsområde på baggrund af, hvilket behov der forventes udfra antals og enhedsforudsætninger. Syv bevillingsområder er beskrevet i budgetnotater, hvor der tages udgangspunkt i konkrete budgetteringsforudsætninger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at der fremover skal udarbejdes et ydelseskatalog, hvor sammenhængen mellem pris og service fremgår.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at den grundlæggende tankegang om budgettering på basis af antal og enhedspriser er korrekt.
Men det skal understreges, at der kan være problemer med nedregulering af budgettet i løbet af året.
Budgetmetoden forudsætter præcise aktivitetstal. Det vil på en række områder forudsætte et udviklingsarbejde vedr. registreringer i lokalforvaltninger som dels vil være ressourcekrævende og dels ikke kan realiseres fra den ene dag til den anden.
Høringssvaret er oversendt til Økonomiudvalget med forbehold for udvalgets godkendelse.
SAGSBESKRIVELSE
Overvejelser blev præsenteret på Borgerrepræsentations budgetseminar den 4. marts 2004. Økonomiforvaltningens overvejelser skitseres herunder.
I den nye budgetmodel fokuseres der på en stærkere sammenkobling mellem ressourceforbrug og serviceniveau gennem øget fokus på omkostninger, kvalitet og resultater. Budgettet vil blive opdelt i efterspørgselsstyrede serviceområder, efterspørgselsstyrede overførsler og det rammebelagte område. Anlægsudgifter hører i den nuværende budgetmodel under det rammebelagte område. Økonomiforvaltningen overvejer i den nye model, om det er mere hensigtsmæssigt at samle anlægsudgifterne i en fælles pulje på tværs af fagudvalgene med henblik på at sikre en tværgående politisk prioritering.
Efterspørgselsstyrede serviceydelser
Eksempler på efterspørgselsstyrede serviceydelser er bevillingsområderne servicetilbud til børnefamilier og børnefamilier med særlige behov.
Økonomiforvaltningen ønsker, at der udarbejdes incitamenter til a forhindre serviceglidning i årets løb. De enkelte forvaltninger skal i den forbindelse overveje, hvilke ydelser, der er relevante at regulere i forhold til efterspørgslen i løbet af året.
Økonomiforvaltningen er opmærksomme på, at det i situationer tager tid at effektuere en kapacitetsændring. Men de vurderer, at en løsning hvor budgetterne fastsættes på baggrund af den konkret beregnede enhedsomkostning af ydelsen, men kun efterreguleres med en lavere enhedsomkostning tager højde for dette problem. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at Økonomiforvaltningens hensigt er, at den laverede enhedsomkostning skal svare til den marginale ændring i omkostningen, hvis ændringen foretages i løbet af året.
For at sikre en balance mellem indtægter og udgifter bliver der reserveret en bufferpulje til at imødegå eventuelle merudgifter som følge af udviklingen inden for de efterspørgselsstyrede serviceområder. Desuden vil det stadig være muligt, at realisere et omstillingsbidrag inden for de efterspørgselsstyrede serviceydelser. Imidlertid fremgår det ikke, hvorfra pengene til denne bufferpulje skal tages. Det fremgår således ikke, hvorvidt midlerne er en del af omstillingsbidraget, eller om der udover omstillingsbidraget skal afsættes midler til bufferpuljen fra de enkelte bevillingsområder.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er allerede fra budget 2005 begyndt at økonomistyre på baggrund af enhedspriser og aktivitetstal for ydelser, hvor det er muligt.
Efterspørgselsstyrede overførsler og det rammebelagte område
I den ny budgetmodel erstattes det lovbundne område af efterspørgselsstyrede overførsler. Økonomiforvaltningen ønsker, at forvaltningerne i højere grad forsøger at påvirke antallet af modtagere. Derfor ligger økonomiforvaltningen op til, at en andel af konstaterede mer/mindreudgifter inden for de efterspørgslesstyrede overførsler tilfalder udvalgene.
Det rammebelagte budgetområde er kendetegnet ved, at ydelserne ikke er entydigt efterspørgselsstyrede.
For at sikre gennemsigtighed på det rammebelagte område skal der stilles krav til opgørelse af aktivitetsforudsætninger og enhedsomkostninger, som skal bruges til at informere det politiske (og administrative) niveau.
Budgetudarbejdelse og budgetopfølgning
Overordnet vurderes det ikke, at indførelsen af en ny budgetmodel vil medføre væsentlige ændringer i processen for budgetudarbejdelsen. Det er stadig Økonomiforvaltningen der, jf. styrelsesvedtægten, har ansvaret for fremlæggelse af kommunens samlede budgetforslag. Fagudvalgene forventes stadig at skulle bidrage med budgetforslag inden for deres ressortområder. Tidsplanen for budgetarbejdet forventes ligeledes at være uændret, således at fagudvalgenes bidrag udarbejdes i foråret og behandlingen af budgetforslaget i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen sker i august til oktober.
Budgetopfølgningen vil med den ny budgetmodel fortsat ske i forbindelse med regnskabsprognoserne. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal sikre, at budgetopfølgningen baseres på de i budgettet fastsatte kvalitetsstandarder, aktivitetsforudsætninger og resultatkrav/servicemål.
En af forudsætninge rne for den ny budgetmodel er, at forvaltningerne skal udarbejde et ydelseskatalog, hvor sammenhængen mellem pris og service fremgår.
Ydelseskataloget skal indeholde en beskrivelse af de respektive ydelser som kommunen leverer, herunder hvilke kvalitetsstandarder, der gælder for ydelserne.
Såfremt der sker ændringer i enhedsprisen i løbet af året, der bevirker, at budgettet ikke kan overholdes, skal der i den videre politiske proces tages stilling til, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes med henblik på overholdelse af budgettet, fx tilførsel af midler, justering i serviceniveau/kvalitetsstandarder eller målgruppe eller besparelser.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke tidligere, så systematisk som budgetmodellen ligger op til, udarbejdet et ydelseskatalog over alle vores tjenester, hvor økonomien er beskrevet konkret i forhold til ydelserne.
Det betyder, at der er behov for øgede personaleressourcer til udarbejdelse af et servicekatalog og dokumentation af enhedspriser, aktivitet og serviceniveau.
MILJØVURDERING
Der vurderes ikke at være miljømæssige konsekvenser af ændringerne
ØKONOMI
Der vurderes at være behov for ekstra personaleressourcer til udarbejdelse af ydelseskatalog og løbende opfølgning og justering mellem enhedspriser, aktivitetstal og det tilhørende serviceniveau beskrevet i ydelseskataloget.
På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ønskeliste er der foreslået afsat 2 mill. kr. til ekstra personale ressourcer til bl.a. arbejdet med den nye budgetmodel.
ANDRE KONSEKVENSER
Sektorplanerne for målgrupperne på de 7 bevillingsområder skal revideres løbende og langt oftere end i dag. I dag beskrives målsætninger og mål for målgrupperne i sektorplaner, som revideres ca. hvert 2-3 år. Som følge af, at serviceniveauet skal beskrives i ydelseskataloger, hvor der er direkte sammenhæng mellem enhedspriser, aktivitetstal og serviceniveau er det nødvendigt også at kunne ændre målsætninger og mål løbende. Sektorplanerne forventes derfor erstattet af ydelseskatalogerne.
HØRING
Der vurderes ikke at være behov for høring.
BILAG
- Bilag 1: Høringssvar til Økonomiforvaltningen – Ny budgetmodel i Københavns Kommune
- Bilag 2: Økonomiforvaltningens høringsskrivelse
Grethe Munk
/
Sven Bjerre